Forskere: Nu ringe chance for at undgå klima-nedsmeltning

Forfatter billede

Temperaturerne skal ikke stige mere end to grader globalt set, før det får alvorlige konsekvenser for både mennesker, dyr og planter på Jorden.

Klimaaftalen fra COP21 i Paris slog fast, at den globale temperaturstigning skal holdes 'et stykke under' to grader celsius – gerne under 1,5 grader.

Desværre tyder meget på, at temperaturerne vil stige endnu mere. Der er nemlig kun omkring fem procents chance for, at vi holder os på en stigning på under to grader, skriver BT.

Det viser et nyt studie, som netop er offentliggjort i tidsskriftet Nature Climate Change.

Her konkluderer forskerne, at der ikke er stor sandsynlighed for, at de optimistiske fremtidsscenarier holder. De regner derimod med, at opvarmningen i år 2100 vil komme til at ligge omkring 3,2 grader over temperaturen før industrialiseringen.

En anden undersøgelse viser, at selv om vi stoppede al udledning af fossile brændstoffer i år, vil temperaturerne i slutningen af dette århundrede alligevel stige med 1,3 grader, fordi drivhusgasser lagres i atmosfæren.

En stigning på to grader vil ifølge FN's Klimapanel betyde vandmangel og længere tid med tørke i de varmeste egne af verden. Andre steder vil der komme mere voldsomt vejr og længere tidsrum med kraftig nedbør.