Indtil nu har Oxfam IBIS primært haft fokus på at støtte de oprindelige folk, som ofte bebor og lever af den natur, som bliver annekteret eller ødelagt, når der etableres miner, olieboringer, vandkraftværker og vindmølleparker. Med støtte fra EU skal vi sammen med vores partnere nu også gå i dialog med virksomhederne og regeringerne i Mexico, Honduras og Guatemala. Sammen skal vi sikre implementering af den vedtagne internationale standard, nemlig FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv med særligt fokus på udvindingsindustrien og oprindelige folks rettigheder.
”Lige nu er der massive problemer i regionen, og det er ikke ualmindeligt, at konflikterne koster menneskeliv. 40 procent af de menneskerettighedsforkæmpere, der hvert år mister livet i regionen, tilhører et oprindelige folk, og størstedelen af dem har været aktive i modstanden mod et eller flere udvindingsprojekter,” siger Misha Wolsgaard-Iversen og nævner den honduranske leder Berta Cáceres som et af de nylige og tragiske eksempler.
”Med de nye verdensmål er der lagt op til at erhvervslivet skal spille en stor rolle, men vi kan se, at de ikke overholder den internationale standard, der betragtes som det absolutte minimum for at være en ansvarlig virksomhed, og at de ikke ved, hvordan de skaber en god dialog med lokalbefolkningen. Det kan vi og vores partnere hjælpe med,” siger Misha Wolsgaard-Iversen.
Vold og menneskerettigheder er ikke de nemmeste emner at tale med regionens virksomheder og myndigheder, men omvendt er hun sikker på, at dialog i bund og grund er i alles interesse.
”Selv de virksomheder, som måske ikke bekymrer sig synderligt om oprindelige folks rettigheder, kan forhåbentligt se en pointe i at undgå konflikter med lokalbefolkningen, fordi de risikerer at give forsinkelser, retssager, offentlige skandaler og dermed ender med at koste virksomhederne dyrt. Her kan FNs retningslinjer være et nyttigt værktøj også for virksomhederne” siger hun.
Hvis det lykkes at skabe en reel dialog mellem parterne vil det være med til at sikre, at oprindelige folk og andre lokalbefolkninger inddrages og høres inden en koncessioner godkendes. Det vil øge chancerne for, at lokalbefolkningen behandles ordentligt og får del i overskuddet af den værdi, der udvindes af deres jord, så de ikke som det alt for ofte sker i dag, sidder som taberne.
EU har givet 7 millioner kroner til projektet, der skal køre i Mexico, Guatemala og Honduras med det formål at skabe forandringer og samle erfaringer, der kan udbredes til hele regionen og internationalt. Ud over virksomhederne skal partnerne i projektet også arbejde med lokale og nationale myndigheder og styrke oprindelige folks organisationer, så de bliver bedre til at gå i dialog og forhandle med virksomheder og myndigheder.