Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Madagaskar – dette smukke og fredelige land lider: Tiggere og gadebørn bliver stadig mere synlige i hovedstaden, og man skal passe på, når man bevæger sig rundt i byen efter mørkets fremgang – lyder rådet fra stadig flere almindelige mennesker, når man besøger øen ud for det sydlige Afrika.
Dét er blot et af mange tegn på, at situationen forværres i Madagaskar, som er ét af verdens fattigste lande. Her lever 70 procent af befolkningen i fattigdom ifølge World Bank Report fra marts 2017 – og endnu værre ser det ud på den sydlige del af øen. Her er næsten halvdelen af alle børn under fem år underernærede, hvilket er trist verdensrekord i kronisk underernæring.
Dertil kommer korruption og manglende forsoning mellem de stridende politiske ledere, som ventes at genopstille ved valget næste år. Det vækker allerede bekymring hos en del i Madagaskar, at de centrale personer i den politiske strid fra 2009 til 2014, som næsten fik landet til at falde ud af det internationale samfund, igen er på fremmarch.
Mission med urene tacklinger
Madagaskar har et rigt trosliv. Den lokale kristne kirke er i vækst, og traditionelt har der været en tæt sammenhæng mellem muslimerne på øgruppen Comorerne og muslimerne i Madagaskar.
Og derfor har muslimer fulgt sufi-traditionen, som er en udadvendt og farverig gren af islam med sang, dans og åbenhed over for omverdenen. Men den åbenhed er under pres.
I Madagaskar støtter Danmission den lutherske kirkes dialog med muslimerne. I den forbindelse mødte jeg for nylig sheik El Had fra kystbyen Mahajanga.
Han fortalte, at for ham er muslimer og kristne som to fodboldhold. Begge ønsker at "vinde", hvilket er helt legitimt.
Men tacklingerne er blevet urene, fordi prædikanter fra Golf-staterne flytter til med penge og en – for Madagaskar – fremmedartet wahabi-fortolkning af islam, der afviser sufi traditionen.
Og det er svært for muslimer som sheik El Had og hans følger i sufi moskeen at dæmme op for, da de selv finansierer deres moskeer og skoler, mens araberne har store summer med i bagagen til at sprede deres holdninger og traditioner.
Regeringen i Madagaskar indgik – ifølge vedholdende forlydender – særlige aftaler med Golf-landene og Tyrkiet, da vestlige donorlande holdt igen med bistanden under den politiske krise efter 2009. Samme fordel fik Kina.
Men hvor det for kineserne er ren forretning, så handler det for araberne også om tilladelse til at bygge op mod 2.000 moskeer i Madagaskar og muligheden for at sende personer af sted for at passe moskeerne.
Ris-muslimer
Om der reelt foreligger en sådan aftale er svært at afgøre, men fakta er, at man ude på landet med det blotte øje kan se et strategisk mønster:
Der bliver opført en moské i en mindre landsby, og to arabiske mænd flytter ind. Mændene, som har penge på lommen, finder sig en kone blandt de fattige lokale unge kvinder, som så bliver gravid. Og dermed er opbygningen af en wahabi-muslimsk menighed begyndt.
Uanset om hustruerne er kristne, traditionelt troende eller sufi-muslimer, så har de ikke mulighed for at hindre, at deres børn opdrages wahabi-muslimsk.
Der er også en bevægelse hen mod islamisering i byerne. Her handler det om få forbud mod salg af grisekød og alkohol, indførelse af islamisk undervisning, forbud mod spisning offentligt under ramadanen og tildækning af kvinderne.
Efter sigende får muslimske borgmestre penge fra Golf-staterne, så de kan arbejde for disse ændringer.
Generalvikaren i det katolske bispedømme i Mahajanga fortæller, at borgmesteren i byen henvendte sig og spurgte, om den katolske kirke ville støtte et forbud mod en øl-festival, som traditionelt afholdes en gang om året i Mahajanga.
Og i den middelstore provinsby Vatomandry på den anden side af øen hørte jeg om folk, der får penge for at gå i moské.
Det er helt legitimt at fortælle andre om det, man selv tror på, så de frit kan tage stilling. De kristne kirker i Madagaskar – både den lutherske og de andre retninger – var næppe blevet så store, hvis ikke missionærer havde arbejdet ihærdigt på at styrke dem. Det er der ikke noget odiøst i.
Det er en integreret del af kristen tro – og af islam – at dele det vi tror på. Og der er ikke kun én måde at gøre det på. Men det kræver en vis grad af selvkritik at dele tro i en kristen sammenhæng, fordi troens rette element er frihed.
Derfor kan troen ikke gives videre med vold, ej heller med penge eller andre materielle goder. Forsøger vi alligevel, er det kun kultur og institutioner, der gives videre, og hvis de bygger på noget andet end frihed, kan det næsten ikke andet end polarisere relationerne mellem forskellige trostraditioner.
Således er det for kristentro – og vel også for muslimsk tro. Islam, der indføres ved at lure fattige kvinder til at gifte sig med muslimske mænd, kan ikke være udtryk for sund tro.
Rekruttering af hellige krigere
Hvordan kan man dæmme op for islamiseringen – og den radikalisering som risikerer at følge med?
For det første skal vi sikre, at Madagaskar ikke mister det internationale samfunds opmærksomhed igen. Det gælder i forhold til udviklingsstøtte, det gælder politisk og det gælder religiøst.
For det andet skal vi styrke dialog med østatens sufi-muslimer, som selv føler sig truet og som vil dialogen.
Det er afgørende for Madagaskar, men det kan også blive afgørende for os i Vesten, da kombinationen af ekstrem fattigdom og radikal islam giver grøde til rekruttering af militante islamister, som vender deres vrede i mange retninger. Alt for mange steder i Afrika – og i verden for den sags skyld – fører radikal islam til aggression og konflikt. Og det går ud over alle – også muslimerne.