Antananarivo, 19.2.2022 – Først bragede tropestormen Ana hen over Madagaskar og videre over Mozambique-kanalen til det afrikanske fastland, hvor den grusomme kvinde efterlod sig død og ødelæggelse i Mozambique og Malawi. I Madagaskar slikkede folk sår ovenpå på det hurtige besøg, der kostede 48 dræbte og smadrede boliger for omkring 130.000 mennesker og store oversvømmelser i hovedstaden, Antananarivo, der heldigvis kaldes Tana i folkemunde. Trods den voldsomme regn led mange kvarterer af vandmangel.
Så truede cyklonen Batsirai med at lægge kursen fra Det Indiske Ocean ind over Tana, og vi nyankomne gøs ved tanken. Sådan noget har vi godt nok ikke oplevet før i Afrika.
Vi sad så og googlede for at få informationer om, hvad sådan en cyklon kan finde på, og det var ikke beroligende læsning. De cirkelbevægende vinde med hastigheder på op til 250 km i timen gør en cyklon til et “gigantisk roterende boblebad”, stod der et sted.
Torsdag (10.2.) beordrede myndighederne skoler lukket og offentlige ansatte til at blive hjemme dagen efter, mens private selv måtte vurdere, om de ville udsætte sig selv og deres ansatte for risiko.
Nogle butikker var åbne om fredagen, andre lukkede, nogle busser og taxier kørte, andre ikke. Vi selv gik og følte på vores lejede stenhus med fast tag og blev enige om, at det var solidt og sikkert nok til at kunne hamle op med en cyklon.
Som så ofte før i Afrika følte vi os privilegerede, mens vi så vores madagaskiske kolleger og naboer blive mere og mere nervøse, nogle paniske, mens andre gik og osede af “lad-os-nu-lige-se-hvor-alvorligt-det-bliver.”
Så bøjede Batsirai af og ramte Madagaskars kyst ved byen Mananjary, 530 km sydøst for Tana, og smadrede de skrøbelige dele af byen og hele landsbyer, og nu kunne vi i medierne se, hvordan Madagaskar også er skruet sammen. Der var stenhuse som vort og solide kontorbygninger og butikker, der stod uberørte, mens barakker og interimistiske boliger og træer og planter og elledninger var revet ned og lå hulter til bulter. 121 døde og 29.000 husvilde, hed det på Reliefweb.int.
Og lige nu brager tropestormen Dumako hen over den nordlige del af landet, som om den region ikke havde fået nok. Hvad den fører med sig af ødelæggelser, kan vi kun gyse ved at tænke over.
Tredje katastrofe raser
Der slikkes altså dybe sår efter de to første katastrofer, mens en tredje raser. Imens diskuterer “eksperter”, om tørken i den sydlige del af landet, som har varet i fire år og er den værste i fyrre år, er resultat af klimaforandringer eller “bare” noget, som altid har været der – altså en skæbnesvanger historie, der har gentaget sig siden de ældste tider.
I det britiske dagblad The Guardian hævder eksperter på den ene side, at hungersnøden sandsynligvis er den første i verdenshistorien, som er forårsaget af klimaforandringer, mens andre mener, at det kun er delvist korrekt. Fattigdom er hovedårsagen, mens tørke og evige konflikter mellem etniske grupper, særligt om kvæg, bidrager til den håbløse situation. Hvordan argumenterne end lyder, overlever mennesker i det sydlige Madagaskar på at spise græshopper og kaktus.
Katastrofer kommer og går, og grundvilkåret for det store flertal af madagaskere med at hutle sig igennem består, men jeg sporer en bemærkelsesværdig dynamik og energi i de vandrende skarer på den forbavsende store bys mange stejle gader. Her er ikke den samme atmosfære af træthed og modløshed, som hang i luften i Niamey, Niger, hvor vi kom fra.
Med den i baghovedet går jeg rundt i min nye by og opdager, at vi ikke bare materielt er en syv-otte trin opad i forhold til Niamey, men det springer også i øjnene, hvordan franskmænd sidder på det meste og er i gang med at sætte sig på mere.
For nylig har den franske supermarkedskæde Systeme U sammen med en lokal gruppe opkøbt den sydafrikanske Shoprite-kæde, og det gør ondt på mange i det engelsktalende expat-segment. Nogen græder fx på Facebook-sider over deres marmite-smørepålæg, der bukker under for de frankofile. Vi andre mere neutrale i den altid standende værdikamp mellem franske og engelske expats kommer næppe til at græde over det ulækre saltede, gærbaserede biprodukt fra ølbrygning.
Værre er det, at Air France under corona-krisen har fået eneret på international flyvning på Tana. De populære og billigere Ethiopian Airlines og Turkish Airlines er lukket ned, og der er ikke tegn i himmelhvælvingen på, at de starter igen. Hvorfor? Ingen ved det, måske bortset fra personer højt oppe i det madagaskiske samfund og så Air France.
Som nyankommen med snart 30 år på bagen i Afrika, kigger vi efter ting, der ligner noget, vi kender, og der er meget af det. Når vi ruller ned fra toppen af vores Ambatobe-bydel, ned ad smalle snørklede gader omgivet af grønt der veksler i farvestyrke, ned mod den franske skole og det franske Leader Price-supermarked, kommer der deja vu om bakkerne i den øvre del af Nakasero i Kampala, Uganda. Andre steder føles det, som kører jeg rundt i de finere “leafy” kvarterer i Nairobi, Kenya, eller ned ad bakkerne i Kumasi, Ghana.
En dag arbejder jeg mig ad den stejle bakke op om hjørnet for at blive klippet i Saras frisørsalon, der består af to bløde lidt slidte og hullede plastikmøbler, to spejle og et par sakse. Hun er bekymret for at klippe mig, fordi hun ikke har prøvet sådan noget blødt hår før, og så har hun ingen elektrisk klippemaskine.
Men hun kaster sig ud i projektet med saks og snakker og fortæller. Hun er 37 år, har tre sønner og en pige, ældste søn 15 år. De går alle i skole, og det koster 12.000 ariary per barn per måned (cirka 20 kr.) Ægtefællen har også en frisørsalon et andet sted i byen med et navn, jeg ikke har hørt endnu. Klipningen koster 20.000 ariary (33 kr.) – det hidtil billigste, jeg har oplevet – og så har Sara nok rundet lidt op.
Hos Sara starter jeg en enquete, som jeg har taget med fra Vestafrika, og som kom sig af møder med folk fra Kap Verde, der som Madagaskar ligger flere hundrede kilometer ude i havet fra det afrikanske fastland. Alle kapverdere svarede dengang “nej”, når jeg spurgte dem, om de var “afrikanere”. Har afstanden til fastlandet og måske en mere homogen kultur, stolthed, nationalisme, den samme effekt i Madagaskar?
Mit spørgsmål lyder, om madagaskere føler sig som afrikanere, og Sara er den første, der bekræfter min tese, at det gør de nok ikke. Hun siger med en snert af fornærmethed, at hun ikke er afrikaner, men madagasker og så tilføjer hun: ”Jeg er merina, født i Tana.”
Vores nye rengøringsdame, Lucille svarer sådan her: ”Afrikaner? Ja og nej. Madagaskar regnes jo formelt som en del af Afrika, men jeg personligt føler mig mere som indoneser” og tilføjer: ”og merina”, med henvisning til landets store dominerende etniske gruppe, som også de sidste mange præsidenter tilhører.
En fysioterapeut, franske Roxanne, der har boet i landet i otte år, svarer: ”Nej, madagaskere føler sig bestemt ikke som afrikanere og heller ikke som asiater. De er noget helt specielt, mener de”.
Måske er det bare i Tana, der er domineret af merinaer, som er lysere i huden og med asiatiske træk, at tesen kan bekræftes. Jeg ved det ikke, men jagten på identiteter på “den store ø” fortsætter, og det kan sagtens ske samtidig med, at jeg skal ud og se på den store anderledes natur på “verdens ottende kontinent”. Indtil videre har jeg kun set én lemur, og den var i bur.
