MANAGUA: I den forløbne uge har Nicaraguas studerende udvist utrolig modenhed og politisk intuition. En alliance mellem fire forskellige studentergrupper har modstået ethvert forsøg på at splitte enheden.
Alliancen er nu i front omkring etablereringen af et stærkt folkeligt netværk, der rummer oprindelige folk fra Atlanterhavskysten, kvinde- og feministorganisationer samt en lang række civilsamfundsorganisationer, herunder presse og kultur. Den katolske kirke er fortsat garant for en kommende dialog.
Ultimatum mødt med tavshed
De studerendes ultimatum til regeringen om at stoppe vold og tilllade OAS’ menneskerettighedskommission indrejse i landet for at undersøge omstændighederne bag nedskydningen af mere end 40 studerende, udløb den 8. maj.
Præsident Daniel Ortegas svar var forstenet tavshed og i dagene forinden rapporteredes der fortsat om vold overfor protestdemonstrationer udenfor hovedstaden Managua.
På denne baggrund organiserede de studerende en ny protestmarch under hovedparolen “Nej til vold og ja til retfærdighed og demokrati”, støttet af den katolske kirkearbejdgiverforeningen, oprindelige folks organisationer samt en lang række civilsamfundsorganisationer.
Flere hundredetusinder fulgte opfordringen og bevægede sig om eftermiddagen onsdag den 9. maj gennem det østlige Managua i en megamarch, der strakte sig over mere end tre kilometer, domineret af tusindvis blå-hvide nationalflag, der nu er blevet massebevægelsens symbol og samlingsmærke.
Landets politichef havde lovet beskyttelse af demonstrationen, men dette løfte bestod blot i politiets fravær.
Foran landets meget omstridte valgkommission var der posteret soldater, et signal til de demonstrerende om at Ortegas jernhånd stadig er til stede og magten ikke giver sig.
I dagene op til demonstrationen forlød det, at Ortegas FSLN-parti havde planer om en moddemonstration og mange frygtede nye voldelige sammenstød.
Imidlertid indskrænkedes det til en FSLN-organiseret jazzkoncert for fred med langt mindre deltagelse.
Tre hovedkrav
Det vigtige momentum med tre folkelige krav, nej til vold, genopretning af en retsstat og præsident Ortegas afgang peger på nødvendigheden af en national dialog mellem regeringen og dens modstandere.
Arbejdsgiversammenslutningen giver fortsat støtte til hovedkravene og den katolske kirke søger at styrke kravet til en national dialog med ønsket om en fair og åben debat mellem Ortegas folk og den nye og voksende opposition.
Samme biskopper bliver nu sat på en næsten umulig opgave – at være solidarisk overfor hovedkravene og samtidig fremstå som en tredie part, respekteret af begge parter.
Flere kommentatorer peger på det overraskende i, at samme kirke efter mange års samkvem med Ortegas politiske system, er trådt i karakter og fra starten har fordømt de voldelige overgreb og drab som resultat af politivold imod fredelige demonstranter.
Samtidigt udtrykkes der nu frygt for, om kirkens folk er i stand til at navigere mellem mellem de to stridende parter uden en sofistikeret dialogmodel, som begge parter anerkender inden dialogens start.
International ekspertise er nok nødvendig, men også sådant initiativ skal der være enighed om mellem de to parter.
Andre observatører peger på, at det er urealistisk at Ortega skulle vælge at gå af, hvilket er et af hovedkravene fra massebevægelsen.
Det vil i givet fald kunne bringe landet i dyb krise, da der ikke har været tid, at tage nødvendige skridt til at genoprette et uafhængigt retssystem, valgsystem samt generelt reformere staten forinden næste valg.
Det vil efter samme observatørers opfattelse derfor være vigtigt, at der straks gennemføres en uafhængig undersøgelse af volden og drabene på mere end 40 demonstranter, men under international ledelse. Samtidigt bør dialogen sættes i gang, men ligeledes under international bevågenhed.
Den demokratiske bevægelse kræver handling nu til sikring af at hovedkravene bliver akcepteret af Ortega, ellers vil protesterne fortsætte. Der er fortsat ingen dato for dialogens start, temaer eller tidsramme for dialogen.
Det internationale samfund må derfor lægge langt mere pres på Daniel Ortega end det indtil nu er set.
Befolkningen er gået i spidsen i en folkelig protest uden sidestykke i moderne latinamerikansk historie. Får befolkningen lov at skrive historie? Det afhænger af nicaraguanerne, men nu da grundarbejdet nu er gjort af folket selv, ligger bolden på vores banehalvdel.
