CNI’s 7 principper: ”Befal adlydende”
De oprindelige befolkningsgrupper i Mexico organiserer sig ud fra De Oprindeliges Nationale Kongres (CNI)’s 7 principper, som bygger på en kollektiv forståelse af beslutningsprocesser og vigtigheden i at lytte til folket. Disse principper kaldes ”Mandar Obedeciendo”, som vender op og ned på magtbegrebet. På dansk kan begrebet fortolkes som ”Befal adlydende”
-
Tjen andre, frem for at tjene dig selv (To serve, not serve oneself)
-
Konstruér, frem for at ødelægge (To build, not destroy)
-
Repræsentér, frem for at erstatte (To represent, not supplant)
-
Overbevis, fremfor at overvinde (To convince, not defeat)
-
Adlyd, frem for at befale (To obey, not command)
-
Sæt dig, frem for at rejse dig (To go from below, not from above)
-
Foreslå, frem for at pålægge (To propose, not impose)
Fortolkning og oversættelse: Clara Nepper Winther
I morges på strandstien på vej ned til en morgendukkert i Storebælt faldt jeg i snak med naboen om dengang for ca. 30 år siden, da den fynske motorvej blev udvidet og der var folkelige protester i kvarteret. En gruppe havde organiseret sig og gik fra dør til dør og samlede underskrifter imod byggeprojektet, så de ifølge naboen ”kunne gå rundt og lege vigtige”. Jeg kom til at udbryde, at det vel ikke havde været for at lege vigtige, men snarere for at ytre sig om sin ret mod moderniseringens konsekvenser i baghaven.
Jeg sad også med hovedet dybt begravet i materiale fra tre måneders feltarbejde med en social bevægelse i Mexico, som jeg har taget med i læse- og skrivehi i et havehus på Fyn. Her gør jeg mit bedste for at sætte mig ind i teorier om social forandring og koble det til alt mit empiriske materiale fra Mexico. Bevægelsen, jeg fulgte, har knapt nået danske medier, men har de sidste år vækket stor opmærksomhed i Latinamerika: Marichuy.
Lidt baggrundshistorie
Den mexicanske kvinde, Marichuy, fra den oprindelige befolkningsgruppe nahuatl støttes af zapatistbevægelsen, som fik verdenens opmærksomhed i 1994. I protest mod Mexicos tiltrædelse af Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, ved årsskiftet ’93/’94 erklærede lokale bønder, hovedsageligt oprindelige folk, den mexicanske regering krig den 1. januar 1994.
I den sydlige stat Chiapas blev flere byer og landområder besat af den Zapatistiske Nationale Befrielseshær (EZLN), som havde brugt årevis på at organisere slaget. I over tyve år har EZLN dagligt kæmpet for retten til selvstyre, en rettighed, der er grundlovssikret ifølge den mexicanske forfatning fra 1917 samt San Andrés-aftalerne, som regeringen aldrig har levet op til. Zapatisterne lever nu på 24. år i daglig kamp med det mexicanske militær, som har etableret faretruende militærbaser i bjergene og i områderne indsat 7 militærfolk for hver 2. zapatist.
Tilstedeværelsen af det nationale militær skal nærmere ses som en symbolsk trussel, for i grove træk lader den mexicanske regering zapatisterne være i fred. De fortsætter deres organisering af ”den gode regering” med lokale myndigheder efter rotationsprincipper, omfordeling af mad og arbejde, og selvorganiserede skoler og sundhedssystemer.
Bevægelsen er blevet ikonisk for oprindelige folk og den internationale venstrefløj – et levende eksempel på, at ”en anden verden er mulig”.
I oktober 2016 blev der i den sydlige stat Chiapas indkaldt til debat om hvordan kampen kunne bredes ud på nationalt plan. Siden 1996 har zapatisterne da også samarbejdet tæt med De Oprindeliges Nationale Kongres (CNI), men de sidste par år er CNI forsvundet fra folks bevidsthed. Efter at have konsulteret 523 lokalsamfund, besluttede EZLN og CNI, at der kun var én vej for at sikre at de indfødtes kamp ikke ville gå i glemmebogen og for at minde den såkaldte mexicanske venstrefløj om, at fjenden er kapitalismen. Kapitalismen, som bliver fremprovokeret af det neoliberale paradigme i global økonomi, politik og kultur og som ifølge deres analyser er skyld i død og ødelæggelse.
Denne ene vej var at ”lege med på spillets præmisser”: At lege med det officielle politiske system, men ud fra landsbyorganiseringens forsamlingsmøder og repræsentation. De ville skabe De Oprindeliges Regeringsråd (CIG) med en mandlig og en kvindelig repræsentant fra hver af de mange oprindelige befolkningsgrupper landet over, som skulle føre deres lokale gruppes dagsorden frem. Dette råd skulle have en fælles talsperson, som skulle opstilles som selvstændig kandidat udenfor partiernes tyranni til præsidentvalget i Mexico den 1. juli 2018. Denne person skulle være de oprindelige folks stemme, en stemme der sjældent bliver hørt.
Den 53-årige nahuatl-kvinde, Maria de Jesús Patricio Martínez, også kaldt Marichuy, blev valgt til at bære denne stemme. Muligheden for at stille op som selvstændig kandidat til præsidentposten for første gang i Mexicos historie skulle udnyttes. Det handlede ikke om at konkurrere eller om magt, men om at blive hørt og om at organisere – nedefra og fra venstrefløjen – de mange undertrykte grupper i landet. For mobiliseres skulle der: Et af kravene fra Det Nationale Valginstitut (INE) var, at selvstændige kandidater på 120 dage skulle indsamle underskrifter fra 1 procent af alle valgberettigede i landet. Nærmere bestemt 866.593 underskrifter, som skulle indhentes fra mindst 17 stater via en moderne smartphone. Jeg får lyst til at indskyde, at en smartphone i Mexico koster mere end tre gange mindsteløn, som man siger mindst 80 procent af befolkningen tjener.
”Vi blander os i politikernes fest, også selvom vi ikke er inviteret” – Marichuy
Hjerteskærende og livsbekræftende erfaringer
Som studerende af statskundskab og globale udviklingsstudier ved Lund Universitet og med en neokolonial forståelse af verdensordenen, fangede denne bevægelse naturligvis min opmærksomhed sidste sommer. Jeg drog derfor til Mexico den 5. januar 2018 for at udføre et etnografisk studie af bevægelsen. Jeg var heldig at få muligheden for at følge med Marichuy og CIG rundt i forskellige stater, hvor de i løbet af de påkrævede 120 dage besøgte de isolerede oprindelige befolkningsgruppers landsbyer og arrangerede forsamlingsmøder, hvor landsbyen kunne dele ud af deres smerter og glæder. Og de få, der havde det påkrævede IFE (nationalidentitetskort i Mexico) kunne give sin underskrift til kampagnen – hvis der altså var forbindelse i bjergene. Denne ”gira por el país” (besøg rundt i landet, red.) handlede ikke om kvantitet, men om kvalitet. Fokus var ikke indsamling af underskrifter, men at landsbyernes medlemmer forstod forslaget og følte sig lyttet til.
“Min modstandskamp rækker udover ethvert regeringsprogram” – Magdalena, CIG-medlem
Det var både hjerteskærende og livsbekræftende at være med. Efter fem timers kørsel gennem bjergene kunne vi ankomme til en afsides landsby, hvor kvinder stod klar til at modtage Marichuy med blomsterkæder, saxofonkoncerter, oprørske taler og historier om canadiske mineprojekter, der havde mødt så meget modstand fra den fælles landsbyorganisering, at de måtte droppe byggeprojekterne og den planlagte land grabbing.
Den 19. februar stod det klart, at Marichuy ikke ville blive opstillingsberettiget. De mange støttegrupper, kollektiver, organisationer, enkeltpersoner, osv. havde ”kun” indsamlet knap 300.000 underskrifter og var altså langt fra målet. Ifølge en rapport fra INE var Marichuy dog den aspirant med de flest gyldige underskrifter, 94,48 procent, oppe imod andre kandidater med kun 64 og 16 procent gyldighed. Faktisk har kun én af de 86 aspiranter mødt alle kravene fra INE: Margarita Zavala, kone til den tidligere mexicanske præsident Felipe Calderon, som med sine økonomiske resurser har kunne betale folk til at indsamle underskrifter. Marichuys støtter gjorde det frivilligt.
”Vi ønsker ikke magt. Men vi ønsker, at I organiserer jer – nedefra og fra venstrefløjen” – Marichuy.
Kampagnen bliver for mange af bevægelsens egne folk stadig set som en succes. Mange i Mexico ved nu hvem Marichuy er, de har hørt om den øgede land grabbing og fået et nyt billede på de oprindelige folk, ikke kun som ofre eller turistsymboler, men som folk, der råber op og kæmper for retfærdighed. Ikke mindst er et større mobiliseringsarbejde i fuld gang, her i april er der indkaldt til et 10-dages seminar med anerkendte akademikere, kunstnere, aktivister og landsbyborgere, som skal reflektere over kampagnen og diskutere ”hvad nu”.
Visioner uden målbare konsekvenser
At organisere sig i fællesskab om visionære mål kan få konsekvenser, som man ikke kan forestille sig i øjeblikket. Velkendte eksempler er afskaffelse af slaveriet, stemmeret for kvinder og borgerrettighedskæmpere i USA, der måske ikke i 1960-erne havde forestillet sig en sort amerikansk præsident i 2008. Jeg frygter, at dette også kan forstås med omvendte fortegn: Man havde næppe forestillet sig, at tea-party bevægelsen og højrenationalismen op gennem 00-erne i USA ville få Trump som konsekvens. Forandringer kan altså ikke altid forudses og da slet ikke måles i øjeblikket.
”Vi bevæger os langsomt, for vejen er lang” – EZLN
Her i Danmark ville jeg ønske, at man også kunne tænke visionært og se mere end fire år frem. Vi skal huske på, at selvom der måske ikke lader til at være ligeså meget at kæmpe for som overfor den korrupte mexicanske regering og narkokarteller, så er kampen for at den danske venstrefløj ikke skal gå i glemmebogen mere aktuel end nogensinde. De sidste årtier er medlemsprocenterne til de politiske partier dalet og jeg hører mange mene, at forandring ikke opnås partipolitisk. Desværre hører jeg få, som forstår politisk deltagelse som andet end partipolitik og valgdeltagelse hvert fjerde år.
Fra zapatisterne og Marichuy kan vi lære meget. For eksempel respekten og tålmodigheden for, at ikke alle har samme tid og mulighed for at kæmpe. Til det store internationale kvindemøde i Chiapas den 7.-11. marts 2018, hvor vi deltog ca. 10.000 kvinder fra hele verden, lød den gentagne invitation fra zapatistkvinderne: ”Vi foreslår jer, at vi lader os være enige om at fortsætte levende og fortsætte med at kæmpe – efter hver vores måde, tid og verden.” Der er altså ikke tale om formyndende prædiken om ”hvordan der bør kæmpes”. Personligt mener jeg, at det er vigtigt ikke at belære andre om, hvordan livet bør leves. Det smukke er, at man vælger at kæmpe for det liv, man selv ønsker. Marichuy og zapatisterne minder os om værdien i at deltage i samfundet alt efter hvad man finder muligt i ens hverdag: ”Vi vil kæmpe for at enhver, i henhold til hendes tankesæt og verdenssyn, kan og vil skabe den verden, hun finder bedst”.
”Er det muligt at måle størrelsen af håb i cifre?” – Juan Villoro (Mexicansk intellektuel)
Små revolutioner. Virker det uoverskueligt? Tag da udgangspunkt i din egen hverdag. Om det er at samle underskrifter ind imod støjende vindmøller, engagere dig i din datters skolebestyrelse, støtte det aktuelle borgerforslag for automatisk organdonation eller lægge planer for en ny social bevægelse for anstændighed i Danmark (som i sig selv ville være visionært!), så gør noget. Underskriftindsamlingen i 80-erne mod den fynske motorvej resulterede i opsættelsen af en støjdæmper, som gør at man den dag i dag ikke hører bilernes susen i villakvarteret. Mist ikke troen på, at oplysning, mobilisering og tankedelinger kan flytte kulturbjerge. Lad os handle på Marichuy’s opfordring og organisere os! Det er ikke ”at gå rundt og lege vigtig” at engagere sig i sit samfund. Det er demokratisk.
Clara Nepper Winther er studerende i statskundskab og globale udviklingsstudier ved Lund Universitet