Danmarks specialoperationsstyrker har som en del af koalitionen mod Islamisk Stat (ISIL) deltaget i nedkæmpelsen af terrorbevægelsen. Da langt størstedelen af de ISIL-kontrollerede områder i Irak nu er befriet, vil der ske ændringer i den militære indsats, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Specialoperationsstyrkerne har løst opgaven med træning og ledsagelse af deres irakiske partnerenhed og vil derfor blive hjemtaget. Dette sker gradvist og forventes afsluttet i det sene efterår 2018.
Fortsat dansk engagement
De danske specialoperationsstyrker har leveret et meget værdsat bidrag i kampen mod ISIL, som vi i Danmark kan være stolte af, mener udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).
”Nu er vi så nået til et punkt hvor vi kan påbegynde hjemtagelsen ad vores specialoperationsstyrker, fordi ISIL ikke længere har kontrol med større områder i Irak. Det er naturligvis en rigtig god nyhed. Men det er vigtigt at understrege, at kampen mod ISIL endnu ikke er slut. Fra dansk side vil vi fortsat være engageret i kampen mod ISIL for at forhindre, at terrorgruppen vender tilbage og for at bidrage til, at de irakiske sikkerhedsstyrker selv kan varetage sikkerheden i deres eget land,” siger Samuelsen i pressemeddelelsen fra Udenrigsministeriet.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) tilføjer:
”Vores specialoperationsstyrker vender hjem efter en veludført indsats. Deres irakiske partnerenhed er nu klar til at stå på egne ben. Det er positivt, at vi kan begynde hjemtagelsen af specialoperationsstyrkebidraget, da det sker fordi, ISIL er trængt væk fra stort set alle de områder i Irak, som terrororganisationen havde besat,” siger Claus Hjort Frederiksen.
Han tilføjer, at Danmark ikke bare forlader Irak, så terrororganisationen igen kan få frit spil.
”Danmark vil forsat være en del af koalitionen mod ISIL med vores trænings- og radarbidrag. Og fra koalitionen er der stor tilfredshed med og anerkendelse af de danske bidrag og deres indsats. Også fra min side skal der lyde ros.”
Kapacitetsopbygning fortsætter
Bidraget har haft til opgave at træne og rådgive irakiske enheder samt støtte dem gennem informationsindhentning og evt. påkaldelse af luftstøtte. Specialoperationsstyrkebidraget har haft mandat til ledsagelse i operationer i det irakisk-syriske grænseområde.
Danmark bidrager fortsat til koalitionen mod ISIL med et kapacitetsopbygningsbidrag på op til 180 personer og et radarbidrag, alle placeret på Al-Asad luftbasen i Irak. Hertil kommer et stabsbidrag placeret i regionen.