Solidaritetserklæring fra naturhistoriske museer verden over

palacio_de_sao_cristovao
Palácio de São Cristóvão - bygningen, som husede Brasiliens nationalmuseum og som nu er helt udbrændt. Museet regner med at de fleste af museets 20 mio genstande er gået tabt.
Foto: Halley Pacheco de Oliveira (CC BY-SA 3.0)
Laurits Holdt

Erklæringen lyder:

I solidaritet med Brasiliens nationalmuseum

Søndag aften ødelagde en massiv ildebrand Brasiliens nationalmuseum. Museet blev grundlagt for 200 år siden og er Brasiliens ældste videnskabelige institution og et af de største og mest berømte museer i Latinamerika med en samling på 20 millioner genstande.

Det er med dybtfølt sorg over tabet, at vores museer sammen sender vores kondolence til vores kolleger i Brasilien og befolkningen. Værdien og vigtigheden af de samlinger, der er gået tabt under denne tragiske begivenhed, kan ikke undervurderes. Nationalmuseet er hjemsted for genstande, der rummer uvurderlig værdi for videnskaben – fra vigtige genstande fra den brasilianske videnskabelige og kulturelle arv til den historiske museumsbygning. Dette er et tab ikke kun for Brasilien, men for verden.

Tider som disse er en påmindelse om naturhistoriens betydning. Naturhistoriske museer dokumenterer, beskytter og hylder naturens verden. Vores samlinger er tilsammen et uvurderligt bibliotek over øjeblikke fra livet på Jorden – hver genstand er en vigtig optegnelse over, hvordan verden blev til det, den er i dag samt et fingerpeg om, hvordan vi kan beskytte den i fremtiden.

Selvom vi ikke kan ændre på weekendens begivenheder, forpligter vi os som naturhistoriske museer fortsat til at samarbejde om at bruge vores samlinger og fælles videnskabelige ekspertise til at generere og beskytte viden, der kan bruges af verdenssamfundet. Mens vores kolleger i Brasilien ser mod fremtiden, forpligter vi os til at støtte dem i de kommende uger, måneder og år.

De øvrige museer i netværket

  • American Museum of Natural History
  • Denver Museum of Nature & Science
  • Field Museum
  • Museum National d’Histoire Naturelle
  • Museum für Naturkunde
  • Naturalis Biodiversity Center
  • Natural History Museum London
  • Natural History Museum of Los Angeles County
  • Royal Belgian Institute of Natural Sciences
  • Royal Ontario Museum
  • Smithsonian National Museum of Natural History.