Jytte Blatt Laursen
Jytte Blatt Laursen har lang erfaring med international økonomi og handel samt udviklingsbistand fra sit arbejde som økonom i Verdensbanken, Udenrigsministeriet og private konsulentfirmaer.
Hun har grundigt kendskab til mange lande i Afrika og har bl.a. været udstationeret til Tanzania og Zambia. Hun arbejder i dag som økonomisk rådgiver og er censor på Center for Afrikastudier i København.
Organisationen Afrika Kontakt udgav for nylig rapporten ’Big Business på Bistand’, som retter en skarp kritik af Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU) og fondens investeringer, som ifølge rapporten ikke bidrager tilstrækkelig til bæredygtig udvikling og tværtimod “i mange tilfælde underminerer en bæredygtig udvikling i udviklingslandene.”.
IFU er naturligvis ikke enig i Afrika Kontakts kritik, og forsvarer sig i blandt andet Globalnyt og Altinget, med argumentet om at ’fondens investeringer er så bæredygtige som muligt under de givne omstændigheder’.
Læs også: Ny rapport: Big business på bistand
Læs også: IFU forsvarer sig: Vores investeringer skaber udvikling
Men debatten må ikke stoppe her. Den er først lige begyndt. For en ting er sikkert: Mens der er udsigt til, at udviklingspolitikken i stigende omfang skal udmøntes via IFU og være medfinansieret af privat kapital fra pensionskasserne, er det dog uklart, om IFU rent faktisk er i stand til at løfte opgaven. Som offentligt ejet institution, ville det være nyttigt med større åbenhed om IFUs investeringer, beslutningsgrundlag og faktiske resultater.
Kun på den måde kan man sagligt vurdere om IFU er en effektiv udviklingsorganisation og kun på den måde kan ejerne, dvs. de danske skatteydere, bidrage til at fastholde målene og videreudvikle IFUs redskaber.
IFUs investeringer i kulkraftværker
IFU har investeret i kulkraftværker i blandt andet Kenya, Benin og Mali. Som fremført af IFU er manglen på energi en af de helt store udfordringer i udviklingslandene, i særdeleshed i Afrika. Manglende adgang til en stabil elektricitetsforsyning medfører, at de kapitalstærke virksomheder installerer lokale dieselgeneratorer, der både er stærkt forurenende og omkostningstunge. Ved at investere i mere effektive kulkraftværker, vil brugen af dieselgeneratorer mindskes og udledningen af CO2 reduceres. Og dermed er IFUs investeringer i kulkraftværker faktisk klimavenlige.
Men er det nu den bedste anvendelse af investeringsmidlerne? Det er helt sikkert, at der er behov for massive investeringer i energi for at opnå verdensmålet om adgang til elektricitet for alle – og at de nødvendige investeringer overstiger kapaciteten af både de lokale offentlige kasser og udviklingsbistanden.
Der er med andre ord behov for at kunne tiltrække privat finansiering til energisektoren. Og det er heldigvis også godt på vej – både med Klimafonden, hvor IFU investerer i alternativ energi sammen med en række danske pensionskasser og med rent kommercielle investeringer (som f.eks. A.P. Møller fonden).
Så IFU kan altså godt medinvestere i vind- og solenergi, men fortsætter alligevel med at investere i kulkraftværker; kraftværker, der måske udleder mindre CO2 end uden IFUs investering, men dog stadig udleder betydelige mængder drivhusgasser.
Samtidig har lande vist, at energiforsyningen kan baseres på vedvarende energi – eksempelvis udgør vedvarende energi i dag 70 procent af Kenyas energiforbrug.
Med behovet for meget snart at stoppe brugen af fossile brændstoffer er det både uambitiøst og uforståeligt, at IFU fortsat investerer i kulkraftværker med en levetid på 20-30 år – det passer dårligt med verdensmålene og Danmarks ambitioner med udviklingsbistanden.
IFUs andre investeringer og fonde
IFU har længe investeret i landbrug og siden 2016, har IFU administreret og investeret i landbrugsinvesteringsfonden sammen med danske pensionskasser.
Landbrugsfondens formål er at støtte en bæredygtig udvikling ved at investere i små og mellemstore landbrug. Indtil videre har fonden investeret i massive svinefarme i blandt andet Kina, Chile, og Sydafrika – dvs. i meget store landbrug i forholdsvis velstående lande. Ifølge IFU sikrer deres medvirken, at danske standarder for dyrevelfærd og miljø bliver overholdt – og IFU henviser bl.a. til at overskydende gylle fra store kinesiske svinefarme bliver kørt ud til mindre bønder til brug i deres produktion.
Men om sådanne store investeringer er den mest effektive måde at skabe bæredygtig udvikling for de fattige er et åbent spørgsmål: som Verdensbanken har vist, er investeringer i små og mellemstore landbrug den mest effektive måde at investere i udvikling og fokus for IFU har indtil videre været relativt rige lande som Chile, Kina og Sydafrika, snarere end lavindkomstlande.
Det er ikke oplagt, at investeringerne medfører bæredygtig og langvarig forbedring af landbrugsproduktionen og de fattigeres vilkår, hvilket var formålet med at yde udviklingsbistand til Landbrugsfonden.
I det hele taget kan man spørge om investeringer i og med store virksomheder – både i Danmark og i modtagerlandet – er den mest effektive måde til at opnå bæredygtig udvikling. Med et beløb på kr. 25 millioner som minimumsinvestering i den nye Verdensmålsfond, vil det ikke være muligt at foretage direkte investeringer i små og mellemstore virksomheder. Man kunne investere indirekte gennem forskellige fonde, men hvis investeringerne skal nå bredt ud, vil det kræve forholdsvis høje administrationsomkostninger.
Hertil kommer andre omkostninger for at sikre sig, at fondene lever op til målene for dansk udviklingsbistand – som f.eks. de omkostninger, der er forbundet med IFUs nylige beslutning om ikke at finansiere selskaber, der etablerer sig i skattely for at minimere skattebetaling.
Det er derfor et spørgsmål, om IFUs investeringer i realiteten er i overensstemmelse med målene for dansk udviklingsbistand.
IFUs grundlag og kommercielle investeringer
IFUs mandat er at investere i kommercielle foretagender og herigennem medvirke til at skabe bæredygtig udvikling og fattigdomsreduktion. Med andre ord skal IFU følge samme formål som resten af udviklingsbistanden – og samtidig skal IFU investere kommercielt og kunne tiltrække pensionsmidler ved at generere et forholdsvist højt afkast (på 10-12 procent i Verdensmålsfonden).
Den manglende gennemsigtighed af IFU betyder, at det er vanskeligt at vurdere de reelt opnåede udviklingseffekter.
F.eks. er det langt fra klart, hvordan man kan sikre sig, at danske standarder og udviklingsmål bliver fulgt, når IFU bliver mindretalsaktionær og dermed har begrænset indflydelse på virksomhedernes aktiviteter. Det er også et spørgsmål, om IFU faktisk både kan medvirke til en bæredygtig udvikling for verdens fattige og foretage kommercielle investeringer med et højt afkast. Nok kan IFU reducere noget af investeringsrisikoen ved at være en offentligt ejet institution, men forventningen om høje afkast kan resultere i, at IFU laver kommercielt attraktive investeringer på bekostning af bæredygtig udvikling.
Og hvorfor er IFUs medvirken påkrævet til profitable investeringer – det kunne rent kommercielle fonde og pensionskasser gøre alene? Som f.eks. den grønne energifond for Afrika under A.P. Møller påpeger, er udfordringen ikke er at finde finansiering og risikovillig kapital, men snarere at finde eller udvikle rentable investeringer.
Så måske skulle de erhvervsrettede instrumenter under dansk udviklingsbistand koncentreres om at skabe forudsætningerne for private investeringer ved at påvirke modtagerlandenes institutioner og regulerende rammer, samt demonstrere hvordan nyere teknologi kan medvirke til løsning af verden fattigdoms- og klimaproblemer.
Trods IFUs forsvar for sine investeringer i blandt andet fossile kraftværker og store svinefarme, kan man stille en række spørgsmål til IFU, bl.a. om hvilke resultater opnås på både kortere og længere sigt; om IFUs investeringer spiller sammen med andre indsatser og udviklingsinstrumenter; og om IFU er en effektiv udviklingsorganisation, der sikrer mest mulig udvikling for pengene.
Disse spørgsmål vil derfor blive yderligere belyst i den kommende tid i en artikelserie, der søger at bidrage til debatten om det såkaldte paradigmeskifte i dansk udviklingsbistand, der udmøntes med strategien fra 2015.
