Det er søndag, og der er cykelløb i Eritreas hovedstad Asmara. Det er ikke ualmindeligt i dette bjergland, som tog cykelsporten til sig under den italienske kolonialisme.
Men det er ikke en helt almindelig søndag og heller ikke et almindeligt cykelløb.
For det er kun fem måneder siden, at Etiopien og Eritrea sluttede fred efter den blodige grænsekrig i 1998-2000, som efterfulgtes af en periode, der blev betegnet som ”no peace no war”, hvor begge lande holdt store militær-styrker i beredskab langs den fælles grænse.
Fredsaftalen blev indgået efter at Etiopien havde fået en ny premierminister, der vil fred og reformer.
Og det er kun 11 dage siden, at FN’s sikkerhedsråd ophævede de sanktioner, som Eritrea havde været underlagt i 9 år, og som medvirkede til, at et negativt billede af landet begyndte at dominere verdenspressen – ”Afrikas Nordkorea”, ”et stort fængsel”, og ”Afrikas mest lukkede land”.
Sanktionerne var uberettigede, mener den eritreanske regering og befolkning. Men nu er de væk, grænsen mod Etiopien er åbnet. De to lande har omfavnet hinanden i en spektakulær forbrødring.
Tilbage i det afrikanske fællesskab
Cykelløbet er også specielt – første gang Eritrea er vært for Africa Cup, som i fem dage har bragt mandlige og kvindelige cykelrytterne til det lille land i Afrikas Horn.
Sydafrika og Rwanda er gode cykelnationer, men Eritrea dominerede totalt det afsluttende linjeløb for den mandlige elite og de under 23-årige ved at vinde begge kategorier og sammenlagt tage pladserne fra 1 til 6.
To etiopiske cykelryttere blev henholdsvis 7 og 8. De to landes sportsmænd omfavnede hinanden både før og efter løbet.
Blandt tusinder af tilskuere kunne der ud over en skov af eritreanske flag også ses et par etiopiske.
Det var en umulig tanke for blot et år siden. Hele Asmaras befolkning var i dag til cykelløb og resten af landet så det direkte på TV. Eritrea er tilbage i det afrikanske fællesskab efter års isolering – og det på toppen, i hvert fald hvad cykelsport angår.
Mirakler på Afrikas Horn
Asmara fremstår efter perioden med sanktioner og international demonisering som en smuk og glad by i november-solskinnet. Jeg har boet og arbejdet her i årene før og under grænsekrigen mod Etiopien og har besøgt landet jævnligt siden i en svær periode, hvor der var elektricitets-rationering, varemangel og flugt af unge fra landet.
Nu er der igen strøm i ledningerne, og meget af den kommer fra solenergi. Der er ny-rejste lysmaster i byens gader med sol-paneler på toppen.
Den tidligere knaphed på mange basale varer har grænsehandelen med Etiopien til dels udlignet med billigere varer – fødevarer og byggematerialer fra Etiopien til Eritrea, elektronik og tøj den anden vej fra Eritrea til Etiopien. Prisen på teff – som indgår i befolkningens hovedspise, enjera, er faldet fra over 5000 eritreanske nakfa per kvintal til 1800.
De unge mennesker leder nu efter beskæftigelse, både i Eritrea og Etiopien. De to lande deler en kæmpeudfordring i at skabe økonomisk udvikling i de kommende år i hele regionen, som kan opsluge disse unge.
Der er sket mirakler i det seneste halve år på Afrikas Horn. Eritrea er tilbage på Afrika- og verdenskortet, som et land i fred. Asmaras gader er stadig rene – uden så meget som en henslængt bananskræl. Sådan har det været både i fred og krigstid.
De gamle koloniale bygninger, som præger byen er for nylig blevet anerkendt som UNESCO-kulturarv.
Eritrea åbner op mod Afrika og verden.
