Hvorfor er der så mange mænd med våben i Egypten og i Libyen i dag?
Det er et spørgsmål, DIIS-seniorforsker Rasmus Alenius Boserup og Virginie Collombier, som er mellemøstforsker ved Robert Schuman Center for Advanced Studies, European University Institute, forsøger at besvare i en ny analyse fra DIIS.
Det var ubevæbnede og folkelige bevægelser, der stod bag. Millioner af tunesere og siden millioner af egyptere gik på gaderne i protest mod de gamle, korrupte og alt for magtfulde styrer, og demonstranterne endte med at sende henholdsvis præsident Zine el-Abidine Ben Ali og præsident Hosni Mubarak på porten.
Protestbevægelserne inspirerede til lignende bevægelser i Bahrain, Yemen, Libyen, Irak og Syrien.
I Syrien raser krigen som bekendt stadig med hundredtusinder af dræbte som resultat.
I Egypten blev Mubaraks styre først erstattet af Det Muslimske Broderskabs kandidat, Mohammed Mursi, som hurtigt gjorde sig upopulær, hvorpå militæret med general Abdel Fattah al-Sisi i spidsen rykkede ind og erstattede ham. I dag betragtes Sisis styre i Egypten som langt mere autokratisk og diktatorisk end Mubaraks 30-årige styre.
Militarisering af striden
I Libyen gik det i en anden retning. Allerede nogle få uger inde i demonstrationerne mod Muammar Gaddafis styre dukkede der væbnede militser op, der spredte sig som et resultat af militariseringen af konflikten mellem regimet og dets modstandere samt den direkte militære intervention fra internationalt hold, skriver de to forfattere bag den nye rapport fra DIIS.
To år senere, i 2013, spillede de væbnede grupper en fremtrædende rolle i Libyens interne magtkampe og politiske kampe rundt om i landet.
Rapporten fra DIIS gør et forsøg på at analysere, hvad der forårsagede denne udvikling, og hvilken rolle de væbnede grupper har spillet i Mellemøsten og Nordafrika efter 2011.
Der er to dynamikker på spil, fremgår det: For det første en proces med ”militarisering af strid”, hvor undertrykkelse fra regimets side fremkalder en omdannelse af de politiske kampe fra ikke-voldelige til væbnede.
I analysen af begivenhederne i Egypten viser det sig, at den langt vigtigste faktor bag udbredelsen af de væbnede grupper, der i dag kæmper mod Sisi-styret og landets sikkerhedsstyrker, domstole m.m., er undertrykkelse fra styrets side. Undertrykkelse fra styret har været med til at skubbe aktører, der tidligere handlede på fredelig vis, over i en væbnet modstand.
Det har været gældende i Libyen, hvor bevæbnede aktører fik lov at få fodfæste og vinde udbredelse samt få indflydelse på libysk politik ved at udnytte den institutionelle svaghed.
Men også her spillede statslig undertrykkelse naturligvis en rolle.
