”Det er altså vigtigt at forstå, at det ikke går ret godt i Ghana!” Senioranalytiker Ole Winckler Andersen fra DIIS var insisterende, da han talte med Globalnyts udsendte ved et aftenmøde for nylig i IDA Global i København.
Winckler Andersen opsummerede Ghanas makroøkonomiske tilstand: ”Væksten er lav og har været det i flere år. De udenlandske investeringer, der skal drive væksten, kommer ikke. Staten har for få skatteindtægter og bruger lån til at finansiere driften – og gælden er alt for høj.”
Væksten (i %) af Ghanas bruttonationalprodukt pr. indbygger og andel udviklingsbistand (ODA) i % af bruttonationalindtægten 2007-2016.
Foto: UM evaluation case study
Hvilken privatsektor hjælpes?
Ghana rykkede i 2010 op i rækken af mellemindkomstlande, og mange vestlige donorlande har skruet ned for udviklingshjælpen – også Danmark. Samtidig fokuserer donorlande i stigende grad på privatsektorbistand under sloganet Trade – not aid.
På mødet affødte det spørgsmål fra salen om hvis privatsektor, dansk bistand har hjulpet i Ghana?
Evaluerings- og forskningschef Nanna Hvidt fra Udenrigsministeriet refererede, at: ”Evalueringen viser, at Danmark har haft for lidt fokus på, hvad ghaneserne selv kan producere og for meget på, hvad Danmark kan sælge til Ghana” – og at en mangel ved støtten havde været, at man ”ikke havde talt med ghanesiske virksomheder med vækstpotentiale.”
Evalueringen viste videre, at den danske støtte havde forsøgt ”at ændre spilleregler for investeringer, men det lykkedes ikke.” Forarbejdet havde ikke været grundigt nok; der havde manglet en politisk-økonomisk vurdering af mulighederne.
Magtelite hindrer udvikling
En årsag til den manglende danske påvirkning gennem bistand er, at den nuværende magtelites interesser står i vejen for en udvikling, der kan komme alle til gode.
Morten Elkjær, vicepræsident i Industrialiseringsfonden For Udviklingslande, IFU, forklarede, at: ”Industrialiseringen i Afrika er mindre i dag end for 35 år siden. Den eneste vækst i Ghana lige nu kommer fra olie og gas. Samtidig underminerer stærke egeninteresser hos magthaverne en udvikling, der i højere grad inkluderer hele befolkningen.”
Skattepolitikken i Ghana illustrerer dette. På trods af, at statens drift er underfinansieret efter donorernes tilbagetrækning, har Ghana fortsat en meget lav skatteindtægt. I mange afrikanske lande kommer hovedparten af skatteindtægterne fra forbrugsskatter, især moms, ikke fra beskatning af aktiver som ejendomme og virksomheder eller fra de højest lønnede. Dermed bærer den fattige del af befolkningen en uforholdsvis stor byrde, som politikerne hverken kan eller tør øge.
De rige vil ikke betale
Dansk bistand har forsøgt at inspirere ghaneserne til en ændret skattepolitik, fortalte ambassadør Tove Degnbol: ”Skatterne vender helt klart den tunge ende nedad.”
“Men vi har haft svært ved at få indflydelse. Danmark skulle have lavet bedre analyser på forhånd, for vi havde svært ved at gøre op med de etablerede interesser.”
Som konsekvens blev programmet omlagt til et fokus på told, dels fordi dér var gode mulighed for øgede statsindtægter, dels ”fordi vi regnede med dér at få indflydelse,” fortalte Degnbol. “Det viste sig imidlertid at være svært at få hul på,” sagde Degnbol. Ambassaden er dog nu mere optimistisk, fordi den har fået faglig støtte fra Danmarks Statistik.
Paradoksalt pegede flere paneldeltagere på, at ’demokratiet’ på sæt og vis har stået i vejen for en løsning på for eksempel skatteområdet. Winckler Andersen: ”Ghana har svært ved at hæve skatterne, fordi det kan udfordre etablerede interesser. Det kan være vanskeligt at lave store forandringer, når det skal ske med bred politisk opbakning.”
Gælden vokser
Mødeindkaldelsen havde stillet spørgsmålet, om Ghana er ’for rig til bistand’? Det tilfaldt en ung repræsentant fra Ghana Venskabsgrupperne at komme med det klare svar: ”Nej!”, mens de indbudte eksperter mere detaljeret beskrev Ghanas udfordringer med sin nye status.
Fra sit studie af en række lande, der tilsvarende er overgået til mellemindkomststatus, refererede Winckler Andersen, at overgangen har øget Ghanas udfordringer og nødvendiggør politiske og institutionelle reformer.
En sådan overgang medfører for disse lande tre væsentlige og samtidige konsekvenser:
- dårligere lånevilkår
- faldende bistand
- ændret finansiering af offentlige udgifter – fra bistand til private kilder og fra international til national kapital.
”Dette har i Ghana medført store styringsproblemer, især af de offentlige finanser og gælden,” tilføjer han. Problemerne forstærkes af, at landet ikke længere delvist kan finansiere sin sociale sektor med bistandsmidler. I øjeblikket finansierer landet driften med lån, hvilket ikke er bæredygtigt.
Offentlig og offentlig garanteret udenlandsk gæld og gældsbetaling 2004-2016.
”Hvis udviklingen ikke ændrer sig, frygter jeg, at landets sociale sektorer fortsat bliver udsultet” siger Winckler Andersen – altså: Det vil gå ud over ghanesernes uddannelse og sundhed. Dermed mindskes også Ghanas muligheder for at nå SDG-målene.
Donorer udfordret
Sammenlagt giver udviklingen også donorlandene store udfordringer.
”Ghanas og andre landes eksempler viser, at det ikke en lille ting at gå fra at få bistand til ikke at få,” siger Winckler Andersen. ”Omstillingen kræver en række politiske og institutionelle forandringer, der let kan tage mere end 5-6 år. I OECD, men også andre steder, er man begyndt at diskutere, hvordan donorerne kan støtte lande som Ghana i overgangfasen, så de kan håndtere den nye situation”
