Med 118 lastbiler læsset med mad og nødhjælp er FN og Syriens Røde Halvmåne fredag endelig kommet omkring 40.000 internt fordrevne til hjælp – en gruppe der bor i en isoleret lejr i ørkenen ved Syriens grænse mod Jordan.
Det har krævet måneders forhandlinger med Syriens regering for FN at få lov til at sende nødhjælpskonvojen til flygtningelejren.
Lejren ligger i et område, der hedder Rukban. Den blev mere eller mindre afskåret fra omverdenen da Jordan i 2016 lukkede grænseovergangen af frygt for at krigere fra Islamisk Stat skulle komme ind i Jordan sammen med de almindelige krigsflygtninge. Jordan huser omkring 1,4 millioner flygtninge fra Syrien.
Indbyggerne i lejren mangler alt. Som erstatning for brænde har de samlet affald og plastik som til at tænde op med for at kunne lave mad og holde varmen.
I august 2016 brugte FN en mobilkran til at løfte nødhjælp over grænsehegnet fra Jordan til de nødlidende indbyggere i lejren.
Ifølge FN’s nyhedsservice anslår FN, at der lever omkring 40.000 mennesker i Rukban-lejren. Men tallet er usikkert. Lejren opstod i 2014 og otte ud af ti indbyggere er kvinder eller børn.
De lever i et ekstremt miljø, hvor mange børn mangler sko i det våde og kolde vintervejr og hvor kvinder er bange for at forlade deres boliger af frygt for chikane, overfald og voldtægt.
Der er ingen læger i lejren og blot et par dårligt udstyrede klinikker.
Siden december er mindst otte små børn døde af kulde eller mangel på lægehjælp, skriver FN’s nyhedsservice.