I slutningen af april satte 40 af verdens statsledere retningen mod Bejing. På programmet stod der Belt and Road Summit.
Belt and Road Initiative, eller bare BRI, er Kinas nye multimilliard infrastrukturinvestering, der for alvor skal sætte ‘Riget i midten’ i centrum af de globale handelsstrømme ved hjælp af nye havne, jernbaner og broer på tværs af Asien, Europa og Afrika.
Blandt topmødets deltagere var flere afrikanske statsledere. Og det er ikke tilfældigt.
Afrika er nemlig en vigtig strategisk brik i Kinas handelsvisioner. Men BRI bringer ikke nødvendigvis noget nyt under solen for det afrikanske kontinent ifølge Luke Patey, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
“Kina har det seneste årti lånt mange penge til infrastrukturprojekter i Afrika, så Belt and Road Initiative skal fra et afrikansk perspektiv betragtes som en fortsættelse som hidtil”, vurderer han.
Da Kinas leder, Xi Jinping, i 2013 lancerede BRI-projektet, var Kina allerede godt i gang med et omfattende låneprogram til afrikanske lande. Fra i 2008 årligt at have udlånt fire milliarder dollar i til Afrika nåede kineserne i 2016 op på at udskrive lån for omtrent 30 milliarder dollar.
Årsagen til dette skal blandt andet findes i den hastige befolkningstilvækst i Afrika.
“Kina betragter det afrikanske marked som et voksende forbrugermarked, hvilket Vesten ikke på samme både har gjort,” forklarer Luke Patey.
Det er især billig elektronik, som er en lukrativ kinesisk eksportvare på det afrikanske marked.
USA: Lån truer Afrika
Tilbage i april 2018 udkom Den Internationale Valutafond, IMF, med en rapport, der advarede mod en potentiel gældskrise blandt afrikanske lande. Gældskrisen gør de kinesiske udlån til en risikabel forretning, forklarer Luke Patey.
“Det springende punkt er, hvorvidt investeringerne skaber nye job og udvikler de afrikanske økonomier. Det finder vi først ud af om 10-20 år,” siger han, og påpeger at befolkningsrige lande som Etiopien og Kenya er interessante at følge udviklingen i, da de begge har høje gældsrater.
På den internationale politiske scene har især amerikanerne kritiseret, at Kina har intensiveret sine udlån til gældplagede afrikanske lande.
Amerikanernes nu tidligere udenrigsminister Rex Tillerson langede tilbage i 2018 ud efter kineserne og anklagede dem for, at deres lån truer afrikanske naturressourcer, fremtvinger korruption og placerer låntagerne i et afhængighedsforhold til Kina.
Ifølge John Hopkins Universitetet tæller listen af lande med en risikabel høj gæld til Kina 17 afrikanske nationer. Blandt dem med mest højst risiko for ikke at kunne betale sine lån tilbage er Djibouti, Den Demokratiske Republik Congo og Zambia.
“Kina låner penge til de lande, Vesten ikke tør låne til,” siger Luke Patey.
Sammenlignet med lån fra aktører som IMF og Verdensbanken bliver kinesernes lån af afrikanske ledere set som hurtigere, billigere og præget af færre modkrav.
Infrastruktur ikke lig med økonomisk udvikling
Helt uden modkrav kommer de kinesiske lån dog ikke, fremhæver Luke Patey. Kina stiller ofte krav til, at kinesiske virksomheder skal hyres til at udføre de omfattende infrastrukturprojekter, og at det skal ske med kinesisk arbejdskraft. Krav, der kan true den lokale, afrikanske økonomiske udvikling.
“For at investeringerne skal skabe vækst er det vigtigt, at de afrikanske lande sørger for at få sin egen private sektor involveret i projekterne. De kan ikke bare antage, at ny infrastruktur skaber udvikling,” siger Luke Patey.
I 2017 arbejdede 200.000 kinesiske arbejdere i afrikanske lande ifølge officielle kinesiske kilder. De fem lande med flest arbejdende kinesere var Algeriet, Angola, Nigeria, Etiopien og Zambia.
Gældsdiplomati
En af nyhederne ved det nyligt overståede Belt and Road Summit i Beijing var, at Etiopien fik afskrevet en betragtelig del af sin gæld til kineserne. Denne nyhed bed Luke Patey mærke i.
Kina bliver af kritikere beskyldt for at udlåne penge til kapitalhungrende nationer for efterfølgende at fange dem i en gældsfælde. Senest har Sri Lanka måttet give kineserne en råderet over deres nybyggede havn i Hambantota i 99 år, da landet ikke var i stand til at afdrage på sin gæld.
At Kina nu i stedet eftergiver gæld til Etiopien kunne tyde på, at Kina går efter en mere bæredygtig tilgang for sine lånemodtagere, mener Luke Patey.
“Kinesernes strategi er dog vanskelig at blive rigtig klog på, da deres forhandlinger er præget af meget lukkethed,” tilføjer han.
Hvorvidt de risikable kinesiske lån til afrikanske infrastrukturprojekter bærer frugt for de implicerede parter, får vi først at se over de næste 10-20 år, vurderer Luke Patey.
“Det vil betyde meget for den kinesiske soft power, hvis det lykkedes,” siger han.