Nye paragraffer i straffeloven i Brunei nåede kun at være i kraft i en stormfyldt måneds tid, inden sultan Hassanal Bolkiah søndag måtte gå ud og siger, at lovene nu bliver ændret igen.
Den lille oliestats fortolkning af islam betød, at sultanen og hans regering var nået frem til, at man skulle stenes til døde for at have indgået i et forhold til en af samme køn. Det samme skulle ske i tilfælde af utroskab eller voldtægt. Tyve skal have hugget hænderne og fødderne af, og hvis en kvinde får en abort, vil hun blive pisket offentligt.
Tiltagene udløste international fordømmelse, blandt andet fra FN, der betegnede lovene som ”ondskabsfulde og umenneskelige”. En lang række stjerner med skuespilleren George Clooney, musikeren Elton John og Virgin-milliardæren Richard Branson i spidsen opfordrede til boykot af de luksushoteller, Bruneis sultan ejer rundt om i verden. Den opfordring blev fulgt af en lang række store, internationale selskaber.
Og søndag gik sultanen så på TV og udtalte sig for første gang offentligt i sagen, siden lovene blev indført for en måned siden.
Sultanen hævder, at der har været ”mange spørgsmål og fejlopfattelser” om de kontroversielle love. Selv om der nu er indført et stop for dødsstraf og henrettelser for blandt andet homoseksuelle, forsvarer sultanen i samme åndedrag lovene, som han mener man vil se ”værdien” af mere tydeligt med tiden, skriver BBC.
I forvejen er blandt andet homoseksualitet strafbart i Brunei. Et forhold til en person af samme køn kan koste op til 10 års fængsel.