Er Sydøstasien på vej mod en grønnere økonomi?

ASEAN

Association of Southeast Asian Nations (ASEAN) har 10 lande som medlemmer og to som observatører.

Organisationen blev dannet i 1967 af Indonesien, Malaysia, Filippinerne, Singapore og Thailand.

Hovedkvarteret er i Indonesiens hovedstad Jakata.

Medlemmer

• Brunei
• Cambodja
• Filippinerne
• Indonesien
• Laos
• Malaysia
• Myanmar
• Singapore
• Thailand
• Vietnam

Observatører

• Papua Ny Guinea
• Østtimor

Henrik Søborg er lektor emeritus i internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitet og forsker bl.a. i Sydøstasiens politiske og økonomiske udvikling.

De fleste lande i den sydøstasiatiske sammenslutningen, ASEAN, har haft stor succes med at udvikle deres økonomier til blomstrende vækstøkonomier. Mellem 2000 og 2020 er økonomierne i de sydøstasiatiske lande fordoblet i størrelse. Men prisen for deres økonomiske succes har været et højt forbrug af ressourcer, navnlig fossile brændstoffer og naturressourcer.

Ligesom andre steder i verden giver det nu stigende problemer med høje udledninger af CO² og ødelæggelse af naturen. Hvis verden skal i mål med løfterne fra COP26 og COP27 om at blive CO²-neutral inden 2050, bliver den grønne omstilling også nødt til at få fart på i ASEAN-landene, særligt i kølvandet på energikrisen og pandemien.

Ikke blot i EU, men også i de sydøstasiatiske lande har flere, samtidige kriser gjort det sværere at indfri klimamålsætningerne. Coronapandemien og Ukraine-krigens inflations- og energikrise gør det dyrere og mere usikkert for politikerne i de sydøstasiatiske lande at sætte skub i udfasningen af brune brændstoffer.

Samtidig udgør de sydøstasiatiske landes forbrug af naturressourcer lidt af et dilemma. Det vil kræve en stor omlægning af landenes jordarealer, hvis forbruget af naturressourcer skal nedbringes og produktionen blive mere bæredygtig. Og i mange tilfælde vil det betyde eksproprieringer af indfødte folk, hvilket kan skabe sociale spændinger og konflikter.

Grøn fremtid og ustabil nutid

Malaysia, Indonesien og Singapore illustrerer, hvordan den grønne omstillings balance- og afvejningsproblemer bliver håndteret forskelligt. Malaysia og Indonesien hælder mest til at prioriterer de umiddelbare forsyningshensyn.

Begge lande har adgang til rigelige olie- og gasforekomster, og begge har besluttet at udskyde udfasningen af de fossile brændstoffer i en årrække for at sikre energiforsyningen og holde de stigende fødevarepriser nede. Samme tendens gør sig gældende i en række andre ASEAN-lande.

Singapore har valgt en anden strategi. The Economic Development Board (EDB), Singapores centrale planlægningsinstitution, har i en rapport fra juni 2022 redegjort for bystatens fortsatte grønne ambitioner. Her fastsætter myndighederne en stigende skat på udledning af CO² – fra de nuværende fem Singdollar til 80 Singdollar pr. ton CO² i 2030.

EDB lægger ikke skjul på, at det vil gå ud over den brune industri, for det er også meningen. Hensigten er at udfase denne industri og forøge investeringer i grønnere teknologier inden for alle sektorer i økonomien.

Omstillingsstrategien har ligheder med den strategi, som EDB anvendte i 1980’erne til at udfase den arbejdsintensive industri og øge investeringer i vidensintensive industrier. Dengang indgik EDB alliancer med vidensintensive, udenlandske multinationale virksomheder.

Men i denne omgang er det ikke lige så åbenlyst, hvilke alliancer EDB kan og bør indgå. Sandsynligvis bliver det en blanding af udenlandske og lokale virksomheder, og det kan gøre omstillingsprocessen vanskeligere at håndtere, fordi EDB ikke kan støtte sig til sikre partnere, når der skal træffes vanskelige politiske beslutninger om implementering af klimateknologier og nye afgifter.

Nye energikilder er grønnere

Ifølge ASEAN Energy Report in 2022 gælder målsætningen om at blive CO²-neutral inden 2050 stadig for de fleste ASEAN-lande. Men rapporten lægger ikke skjul på, at det bliver mere og mere op ad bakke at nå derhen.

Selvom der i mange af de økonomiske hjælpepakker i forbindelse med konsekvenserne af Covid-19 er inkluderet hjælp til grøn omstilling, er beløbene sjældent store nok til at rykke alverden. Den indonesiske regering har for eksempel givet 49 milliarder dollar (omkring 343 milliarder kroner) til økonomisk genopretning. Men kun 0,9 procent heraf er øremærket til grønne investeringer.

ASEAN Energy Report in 2022 fortæller også lidt mere om, hvor meget mere op ad bakke, omstillingen er blevet. Hovedparten af energiforbruget i ASEAN-landene stammer fra fossile brændstoffer, men i løbet af de seneste ti år er der også en svag, men stigende tendens til at anvende grønne energikilder. Om de svækkede investeringer i grøn økonomi under Covid-19 er udtryk for en ny tendens eller bare en kurre på tråden, er vanskeligt at sige.

De fossile brændstoffer dominerer stadig med to tredjedele (66,5 procent) af det totale energiforbrug. Det er heller ikke overraskende, at vandkraft (hydro) står for  20,9 procent af landenes kapacitet, eftersom flere lande i regionen igennem mange år har investeret i store dæmnings- og vandkraftprojekter. At en ny energikilde som solpaneler er slået igennem i det samlede energiforbrug med otte procent, er til gengæld værd at bemærke.

ASEAN Energy in 2022-rapporten forsøger også at indkredse en grønnere tendens i energiforbruget ved at fokusere på energikapacitetsforøgelsen, altså hvilke kilder den nye energikapacitet kommer fra. I flere lande tegner Renewable Energy-kilder (RE) sig for store dele af forøgelsen – også efter krisernes slag mod de grønne investeringer er regnet ind.

I Cambodia tegner grønne energikilder, hovedsageligt vandkraft, sig for eksempel for hele 86 procent af den totale energiforøgelse. I perioden 2020-2030 vil den totale energiforøgelse i Indonesien fordele sig med 51 procent til RE, mens fossile brændstoffer vil udgøre 49 procent af den totale energiforøgelse.

ASEAN bruger stadig færre naturressourcer end gennemsnittet

At ASEAN-landene bliver grønnere og mere bæredygtige, vidner det nationale materialeforbrug også om. Den grønne dagsorden handler ikke blot om at omlægge energiforsyningen til ikke-fossile brændstoffer. Den drejer sig også om at nedsætte vores forbrug af jordens ressourcer.

FN har i tilknytning til verdensmål #12 om ansvarligt forbrug og produktion udarbejdet statistiske mål for det nationale materialeforbrug. Det indeholder blandt andet mål for forbruget af ikke-metalliske mineraler som sand og grus, biomasse, særligt korn, samt græs og tømmer.

På verdensplan er det nationale materialeforbrug mere end fordoblet siden 1990. Dengang lå gennemsnittet for verdens nationer på 43 milliarder ton, i 2017 var det steget til 92 milliarder ton. Bare fra 2000 til 2017 steg materialeforbruget med 58 procent, og hvis stigningen fortsætter i samme tempo frem til 2060, vil forbruget være 190 ton. Faktisk accelerer det nationale materialeforbrug på verdensplan hurtigere end både befolkningstilvæksten og det økonomiske output.

Sammenlignet med det danske forbrug (på 23,9 ton pr. indbygger i 2020), er det gennemsnitlige nationale ressourceforbrug i Sydøstasien stadig begrænset. Ifølge tal fra FN lå det i 2019 på 12,33 ton pr. indbygger for regionen. Storforbrugeren af materialer er Malaysia med et nationalt forbrug i 2019 på 21,7 tons pr. indbygger. Det er 60 procent højere end verdensgennemsnittet på 13 ton pr. person.

Selvom ASEAN-landenes ressourceforbrug er stigende, vokser regionens forbrug stadig langsommere end verdensgennemsnittet. Det indikerer ikke bare, at ASEAN-landene gennemsnitligt bruger færre naturressourcer end de højindustrialiserede lande, men også at landene i Sydøstasien måske kan være med til at vende dette hurtigt accelererende ressourceforbrug.

Grøn omstilling fortrænger den fattige landbefolkning

Selvom Sydøstasiens ressourceforbrug ikke er højt sammenlignet med andre regioner, er anvendelsen af den dyrkbare jord flere steder med til at skærpe klima- og miljøproblemerne og skabe sociale konflikter. Det er der (mindst) tre grunde til.

For det første bliver jordudnyttelse mere intensiv end den traditionelle landbrugsproduktion, når mere af den dyrkbare jord bliver omlagt til produktion af biobrændsel – f.eks. ethanol fra majs og sukkerrør, biodiesel fra sojabønner, raps og palmeolie. Desuden kræver denne produktionsform mere energi til forarbejdning, transport og distribution og belaster på den måde klimaet yderligere.

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at de nævnte afgrøder ikke blot kan anvendes til biobrændsel, men også til føde. Produktion af biobrændsel har i Indonesien, Malaysia og Thailand ført til prisstigninger på navnlig madolie og bidraget til at underminere fødevaresikkerheden for landenes fattigste indbyggere. Og de høje energipriser har kun gjort det mere profitabelt at bruge jorden til at dyrke biobrændsel.

For det andet fører de voksende palmeolie-plantager til mere skovrydning og mindre biodiversitet. Dertil kommer, at store landarealer bliver anlagt til solpanel- og vindmølleparker.

For det tredje giver denne intensive anvendelse af jorden anledning til sociale spændinger og konflikter, fordi omlægningen typisk fortrænger de traditionelle jorddyrkere. Ofte uden meget gennemsigtighed og med hårdhændede midler.

Den grønne omstilling er mere kompleks end den økonomiske og sociale omstilling til vækstøkonomi i 1970’erne og 80’erne

Dilemmaet mellem på den ene side at producere biobrændsel og etablere sol- og vindmølleparker eller på den anden side at lade traditionelle jordbrugere blive på deres jord illustrerer med al tydelighed nogle af de svære valg, som den grønne omstilling kræver af de sydøstasiatiske politikere.

Flere steder kommer befolkningens fødevaresikkerhed ikke i første række i disse overvejelser. En øget respekt for landbefolkningens rettigheder til dyrkbar jord vil sandsynligvis ikke blot give større fødevaresikkerhed, men også reducere fattigdom og ulighed ifølge kritikere.

Grøn omstilling kræver svære valg

Sydøstasien grønne økonomi ligger ikke lige om hjørnet. For at nå den fulde omstilling i 2050-2060 skal de fleste lande i Sydøstasien tackle en række svære spørgsmål og prioritere benhårdt i nogle komplekse balance- og afvejningsproblemer.

Den grønne omstilling er mere kompleks end den økonomiske og sociale omstilling til vækstøkonomi i 1970’erne og 80’erne. Regeringer kan ikke række ud efter en hjælpende hånd fra udenlandske multinationale virksomheder til at løfte opgaven. At nå i mål kræver ikke blot valg af teknologier og fastsættelser af afgiftssatser, men også vanskelige økonomiske og sociale beslutninger om forsynings- og fødevaresikkerhed samt respekt for jordrettigheder og ikke mindst biodiversitet.

Det er et problemfyldt hav, som de sydøstasiatiske regeringer i de kommende år skal navigere deres økonomier igennem. Men på den lyse side har de fleste lande i regionen allerede gjort større eller mindre fremskridt på vejen mod at indfri de grønne COP-målsætninger om at blive CO²-neutrale inden 2050. Og det er gode takter, ikke bare for Sydøstasien, men for den grønne omstilling i hele verden.