WHO: Ebola kan brede sig til nabolande

roede_kors_ebola_drc_arkiv
Lokale Røde Kors-medarbejdere desinficerer et af ebola-ofrenes ligpose under et tidligere udbrud i DR Congo.
Foto: Public Domain (arkiv)
Forfatter billede

Først de gode nyheder: I sidste uge kunne Verdenssundhedsorganisationen WHO melde om lidt færre nye smittetilfælde af ebola i DR Congo. Kun 73 i forhold til 127 bekræftede tilfælde ugen inden.

Og så de dårlige nyheder: Overordnet set har antallet af smittetilfælde været stigende siden februar, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, inden ebola-udbruddet breder sig til nabolandene – hvis det ikke allerede er sket.

Angreb mod hjælpearbejdere og stigende mistro mod de teams, der skal forsøge at inddæmme den dødelige sygdom, forhindrer bekæmpelse af smitten i især de mest isolerede områder af DR Congo.

Så sent som i sidste uge angreb en folkemængde i den østlige del af landet nogle af de sundhedsmedarbejdere, der er en del af ebolaindsatsen. En af dem blev dræbt. Desuden blev en klinik, hvor de ebolasmittede skulle behandles, plyndret. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tal fra WHO viser, at der fra nytår og frem til begyndelsen af maj var 42 angreb mod ebolaklinikker, mens 85 medarbejdere blev enten såret eller dræbt.

Situationen forværres yderligere af de politiske spændinger og den generelle usikkerhed, skriver WHO i sin seneste opdatering.

Stigende desperation og udmattelse

Både nationalt og regionalt er risikoen meget høj, advarer WHO. I værste fald kan ebola blive endemisk i DR Congo, det vil sige at sygdommen bliver permanent i området.

I forvejen fraråder WHO alle rejser til DR Congo – men samtidig har landet et problem med porøse grænser, hvor folk krydser ukontrolleret ind i nabolandene, og det er med til at øge smitterisikoen, lyder det fra WHO.

Myndighederne er på vagt, men de er også ved at løbe tør for idéer til, hvordan man kan få bugt med det langvarige udbrud, som ser ud til at blive blandt de værste i DR Congos historie.

I WHO er der tegn på en stigende desperation. En lang række faktorer – såsom konstatering af smitte sent i forløbet, at en lav andel af de nyopdagede tilfælde var folk, der allerede var under overvågning etc – er alt sammen noget, der øger sandsynligheden for, at ebola vil brede sig yderligere, både i lokalområderne og over et støtte geografisk område. Det gælder både DR Congo og nabolandene.

”Yderligere risici udgøres af den lange varighed af det nuværende udbrud, udmattelse blandt medarbejderne og fortsat pres på de begrænsede ressourcer”, skriver WHO i sin opdatering.

Det nuværende ebolaudbrud har indtil videre kostet knap 1300 mennesker livet, viser de seneste tal fra sundhedsministeriet i DR Congo.