Paramilitære indtager Khartoum

sudan_screen

Rystede optagelser fra mobiltelefoner viser demonstranter flygte fra pladsen, mens skuddene lyder omkring dem.


Foto:
Forfatter billede

4. juni 2019

Den pagt, Sudans midlertidig militærstyre havde indgået med den civile protestbevægelse i landet, er brat blevet revet i stykker, efter at soldater mandag på blodig vis ryddede den teltlejr, der gennem de seneste to måneder var skudt op foran forsvarsministeriet i Khartoum.

Her havde demonstranter slået sig ned for at lægge pres på det midlertidige militærstyre for at lade magten overgå til et civilt styre snarest.

Men mandag blev de sendt på flugt, deres telte brændt ned og mange af dem skudt og dræbt. Blandt de dræbte er en otteårig og tre andre børn, oplyser Central Committee of Sudanese Doctors. Hundredvis af andre meldes såret.

Øjenvidner i Khartoum siger til britiske BBC, at det er de såkaldte Rapid Support Forces, der stod bag den voldsomme operation.

Rapid Support Forces var tidligere kendt som Janjaweed, den paramilitære styrke der blev berygtet for sin nedslagtning af civile under konflikten i Darfur-provinsen fra 2003 og frem.

Øjenvidner siger ifølge den britiske avis The Guardian, at de paramilitære også begik flere voldtægter og seksuelle overgreb, og at de tævede læger og frivillige i en sundhedsklinik på stedet, der har hjulpet demonstranterne. De truede også læger og andre med alvorlige følger, hvis de ydede behandling til de sårede.

Militærrådet har, i en meddelelse læst op på landsdækkende tv, undskyldt for ”optrapningen” af situationen. Styret hævder, at operationen var rettet mod ”ballademagere og småkriminelle”.

Dropper overgangsregering med civile

Samtidig siger militærstyrets midlertidige leder, at general Abdel Fattah al-Burhan, at han har droppet en overenskomst med demonstranterne om, at en civil/militær overgangsregering skulle sidde i tre år, inden der holdes valg. I stedet vil militærstyret nu danne en regering på egen hånd og holde valg allerede om ni måneder – noget, som er for tidligt ifølge Sudanese Professional Association (SPA), en af de organisationer, der har stået i spidsen for demonstrationerne.

Iagttager og tidligere britisk ambassadør i Sudan, Rosalind Marsden, siger til BBC Newsday, at et hurtigt valg ”simpelthen vil bane vej for, at meget af det gamle regime kommer tilbage til magten”.

Demonstranterne har opfordret deres landsmænd til at komme ud i gaderne torsdag og onsdag for at fejre Eid – markeringen af, at ramadanen er slut – i gaderne og samtidig ”ære martyrerne”, hedder det. Opfordringen er et tegn til militærstyret om, at befolkningen trodser den midlertidige ledelse, skriver BBC.

Men mange holdt sig inden døre tirsdag, hvor soldater gik gennem gaderne for at rydde barrikader af vejen, mens de skød advarselsskud op i luften.

Over store dele af verden lyder der fordømmelse af den voldsomme indgriben over for demonstranterne i Khartoum og nabobyen Omdurman. Blandt andet har USA betegnet det som et ”brutalt angreb”.