Da de 17 verdensmål blev vedtaget tilbage i 2015, fik verdenssamfundet et problem. Skulle målene følges til dørs, havde man behov for 3.500 milliarder dollars om året for at finansiere dem. I 2015 brugte alle verdens lande tilsammen 180 millarder dollars på nødhjælp – cirka en tyvendedel af det nødvendige.
Det enorme hul skulle dækkes, og konsensus blandt verdens donorlande var, at det ikke skulle dækkes med flere offentlige bistandskroner. I stedet skulle verdensmålene finansieres gennem private investeringer.
Rationalet: De offentlige bistandskroner skaber tryghed for investorerne i de ellers usikre udviklingslande. På den måde skulle ‘billions’ blive til ‘trillions’, som finansieringsmetoden blended finance populært forklares med.
Men nu ser det ud til, at ‘billions’ ikke bliver til ‘trillions’, men måske snarere til ‘millions’. En ny rapport fra den britiske tænketank ODI viser, at der blot følger omtrent 75 private ører med, når det offentlige investerer én krone i et udviklingsland.
At finansieringsmodellen bag verdensmålene ser ud til at smuldre, må få politikerne til at genoverveje situationen, mener forsker ved DIIS Lars Engberg-Pedersen.
“Retorikken har været, at vi kan finansiere verdensmålene med private midler. Men det kan vi ikke. Private investorer vil først og fremmest tjene penge, og det kan man ikke i ultrafattige lande. Derfor er der brug for noget mere realisme,” siger han.
Investeringer havner i mellemindkomstlande
Det officielle danske arbejde med at tiltrække privat kapital foregår primært gennem Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU).
I sommeren 2018 lancerede IFU sammen med en række danske pensionskasser den såkaldte Danish SDG Investment Fund, også kaldet Verdensmålsfonden.
Ambitionen er, at fonden med sine knap fem millarder kroner – hvoraf cirka 1,5 milliarder er offentlige kroner – skal tiltrække kapital for op mod 30 millarder til investeringer i udviklingslandene.
Men en sådan fond og finansieringsmetode er heller ikke tilstrækkelig, påpeger Engberg-Pedersen.
“Problemet er, at investeringerne havner i mellemindkomstlande, der til en vis grad godt selv kan finansiere verdensmålene.”
Årsagen er, at afkast er den primære motivation for pensionskasser og private investorer, mens udvikling er den sekundære, forklarer Engberg-Pedersen.
Det betyder, at investeringerne ikke havner i de lande, der har mest brug for dem. Tilmed tilfalder pengene sektorer som infrastruktur og energi, hvor det er lettere at tjene penge, mens områder som sundhed og uddannelse bliver glemt.
Også forfatter Knud Vilby, der i mange år har fulgt den danske udviklingssektor, er enig i, at udviklingen ikke nødvendigvis går i en udviklingsorienteret retning. Som han skriver i et indlæg her på Globalnyt:
“Forskydningen af bistandsadministrationen fra et udsultet udenrigsministerium til det delvist uafhængige IFU (…) har klart betydet, at man også har skiftet til en sagsbehandling, der er mere afkastorienteret og formentlig mindre udviklingsorienteret, end dengang det hed Danida.”
