Tanzania, den største modtager af dansk udviklingsbistand gennem årene, havde planlagt lokalvalg den 24. november. Skønt valghandlingen bliver gennemført, bliver der ikke tale om noget reelt valg.
De største oppositionspartier, Chama cha Demokrasia na Maendeleo (Partiet for Demokrati og Udvikling), og ACT (Alliance for Change and Transparency), har annonceret, at de trækker sig. Det sker efter historier om udbredt vold samt diskvalifikation af oppositionens kandidater forud for valget.
Forløbet er blot det seneste i en række tilbageslag for demokrati og menneskerettigheder i det østafrikanske land. Regeringspartiet, Chama cha Mapinduzi (CCM, Revolutionspartiet) har taget stadig mere hårdhændede metoder i brug for at fastholde magten. Hvor der ellers skete en gradvis politisk liberalisering i landet efter indførelsen af flerpartivalg i starten af 1990erne, går det nu stærkt den anden vej.
Valgfusk på Zanzibar
Den politiske dynamik på Tanzanias fastland ligner i stigende grad mønsteret i Zanzibar, den halvautonome øgruppe i Det Indiske Ocean, der også er en del af den tanzaniske republik. Da det stod klart, at CCM ved valget i 2015 stod til at tabe, afblæste Zanzibars Valgkommission optællingen af stemmer og annoncerede – på opfordring fra CCM – et nyt valg knap et halvt år senere.
Oppositionen boykottede det nye valg, som CCM derfor vandt sikkert. CCM har efter flere eksperters mening tidligere tabt nationalvalg på øerne, men altså aldrig tabt regeringsmagten.
På fastlandet er det også øget politisk konkurrence, der har ført til de stadig mere hårdhændede metoder fra regeringspartiets side. Oppositionspartierne blev i løbet af 2000-tallet bedre organiseret. Ved det seneste valg vandt de mange større byer og fik også en betydelig repræsentation i parlamentet.
Regeringen har svaret igen med indskrænkninger i presse- ytrings- og forsamlingsfrihed, intimidering af kritikere, samt gentagne arrestationer af oppositionens ledere. Mordforsøget, hvor den prominente Chadema-politiker Tundu Lissu i 2017 blev ramt af 16 kugler i hovedstaden Dodoma, er aldrig blevet opklaret, men mange spekulerer i, at regeringens efterretnings- og sikkerhedstjeneste (Usalama) står bag. Oppositionen har afstået fra at deltage i flere suppleringsvalg på grund af udbredt vold.
En radikaliseret præsident
Regeringspartiet har været ved magten siden 1961 og rummer elementer fra både den nationale befrielsesbevægelse under det britiske koloniherredømme samt – som navnet antyder – revolutionære rørelser. Den kombination har resulteret i samme tvetydige forhold til demokrati og menneskerettigheder i Tanzania som i mange andre af de lande på det afrikanske kontinent, hvor den findes.
Der er forskellige strømninger i partiet, men under landets præsident siden 2015, John Magufuli, er der sket en radikalisering. Hvor Magufulis forgænger Jakaya Kikwete ved flere lejligheder udtalte, at CCM måtte gøre sig fortjent til at regere, har Magufuli udtalt, at CCM altid vil være ved magten.
På mange måder ligner Magufuli andre populistiske og autoritære ledere rundt omkring i verden netop nu. Men hvor eksempelvis USA’s præsident, Donald Trump, må agere indenfor den amerikanske forfatnings checks and balances, er der langt færre begrænsninger af magtudøvelsen i et præsidentielt system som Tanzanias.
Magufuli var en kompromis-kandidat, fordi man i CCM ikke kunne blive enige om andre. Han gik til valg på løfter om at bekæmpe korruption og accelerere landets økonomiske udvikling. I hans optik er politisk aktivitet imellem valgene en trussel mod den dagsorden. Vel at mærke når det drejer sig om andres – og i særdeleshed oppositionens – politiske aktivitet, som derfor er blevet forbudt. Selv har han turneret landet rundt i, hvad der ligner en permanent valgkampagne siden hans første dag ved magten.
Paranoiaens republik
Der er sket fremskridt i forhold til korruptionen. Resultaterne på den økonomiske front er mere tvetydige. Ganske vist er store infrastruktur-projekter blevet sat i værk under præsidentens ledelse, herunder massivt vejbyggeri, nyanlæggelsen af en jernbane fra hovedbyen Dar es Salaam til nabolandet Rwanda, og en kæmpedæmning i Rufiji-floden. Men samtidig har en øget statslig styring af økonomien og gentagne angreb på private investorer været ødelæggende for erhvervsklimaet.
IMF og Verdensbankens anslåede vækstrater på 4-6 procent i 2019 og i 2020 kan virke respektable i sammenligning med danske ditto. Men de ligger væsentligt under hvad Magufulis forgængere opnåede. Med en årlig befolkningstilvækst på omkring 3 procent er det blevet langt sværere at løfte folk ud af fattigdom.
Hvad mener tanzanianerne selv om denne udvikling? Selvom oppositionen også har vundet frem på landet, har regeringspartiet formentlig fortsat en solid vælgerbase der. En del af præsidentens tiltag er populære i dele af befolkningen. Men i bund og grund ved vi det ikke.
Uafhængige meningsmålinger er blevet stort set umulige at gennemføre, og folk er bange for at sige, hvad de tænker og mener. Landet er blevet kaldt republic of paranoia, paranoiaens republik. Det bliver formentlig kun værre frem mod de kommende nationale valg i slutningen af 2020.
Danmark står foran at forny sit bistands-landeprogram i Tanzania. Udviklingen bør give anledning til seriøse overvejelser om såvel omfanget som karakteren af vores støtte til landet.
