Rooibos busken har været kendt af lokale i århundreder. Den vokser udelukkende i et område tæt ved Cederberg Mountains i Sydafrika.
Men hvem var den første, der begyndte at lave te af bladene på busken? Var det migranter og nybyggere?
Eller bygger den lukrative industri for rooibos te på den lokale viden fra san- og khoi-folket, der har levet der i århundreder?
En rapport udført for den sydafrikanske regering mener, at der formentligt er tale om sidstnævnte, og har nu lavet en aftale med industrien, der sikrer, at 1,5% af den pris, som virksomhederne betaler for de rå blade, går til lokalsamfundene i området.
”I dag er en lovende dag i vores lands historie, hvor vi har underskrevet og afholdt godkendelsesceremoni for en unik aftale – en, der gavner khoi- og sansamfund i Sydafrika,” lyder det i en kommentar fra Sydafrikas miljøminister, Barbara Creecy, da aftalen blev til virkelighed i starten af denne november.
Ifølge regeringen vil aftalen betyde en kapitalindsprøjtning på omkring 5,5 millioner kroner årligt til lokalsamfundene.
Initiativet skulle ifølge det videnskabelige magasin Nature være det første af sin art, og er i overensstemmelse med FN’s Konvention om biodiversitet, hvor et af de tre hovedformål er ”en retfærdig og ligelig fordeling af genetiske ressourcer”. Derfor er der også lavet en tillægsaftale til konvention ved navn Nagoyaprotokollen, som netop beskæftiger sig med dette spørgsmål.
Patent og geografisk indikator
Forud for den nye aftale mellem Sydafrikas regering og rooibosindustrien har der været flere diskussioner om den værdifulde plante. I 90’erne fik den amerikanske virksomhed Burke International patent på brugen af navnet rooibos i USA. Firmaet forsøgte at få andre kommercielle brugere af navnet til at betale gebyrer, men pres og retssager fik gjort en ende på ejerskabet.
I 2014 fik rooibos status som geografisk indikator, hvilket beskytter buskens tilhørsforhold til det sydafrikanske område, på samme måde som eksempelvis champagne er knyttet til en bestemt provins i Frankrig. De oprindelige folk i området har i årevis krævet at få del i indtægterne på baggrund af deres historik med planten, men virksomhederne har kæmpet imod.
For et par år siden blev en rapport offentliggjort af regeringen, som ikke endegyldigt beviste, at områdets folkeslag har ”opfundet” rooibosteen, men dog sandsynliggør det.
”Det faktum, at disse arter er endemiske i områder, hvor arterne vokser i overflod, kombineret med det faktum, at san- og koibefolkningerne var beboere i disse områder i århundreder før ankomsten af bosættere, og at industrien har udviklet og udvidet sig i disse områder, støtter hovedsagligt samfundenes opfattelse af, at den traditionelle viden for rooibos og honningbusk stammer fra samfundene, der lever i disse områder,” fremgår det af rapporten.
Virksomhederne er dog kun gået modvilligt med i aftalen. De mener blandt andet, at det kan få betydning for arbejdspladser og prisen på teen.
Den sydafrikanske miljøminister fremhæver, at pengene skal gå til en fond for lokalsamfundene.
”Gevinsterne er blandt andet skabelse af jobs og styrkelsen af omkring 160 småbønder,” siger Barbara Creecy.
”Jeg er overbevist om, at denne aftale vil fungere som en basis for mange lignende aftaler, der kan indgås med lokalsamfund i fremtiden,” fortsætter hun.
I første omgang er der tale om et pilotprojekt på et år, hvor der bliver betalt for den rå mængde af rooibosblade, der kommer fra småbønderne.
