Grace Ntemi er en stolt, slank kvinde på 40 år med et iltert temperament. Hun bor i en lille landsby en times kørsel øst for storbyen Mwanza i det nordvestlige Tanzania. Hun tilhører landets største etniske gruppe, sukumaerne, der tæller cirka 6,5 million individer, og som blandt andet er kendt for deres rige dansekultur.
I løbet af de seneste tre år har jeg besøgt Graces landsby seks gange for at fotografere dans. Sukumaerne har en flere hundrede år lang tradition for at danse, og i de seneste 50 år har de arrangeret en ugelang dansefestival med 20-30 dansegrupper fra hele området. Den tiltrækker publikum i tusindtal. Herunder mig.
Sammen med sukumaerne har jeg haft nogle af mit voksne livs største oplevelser. Sukumaerne er gæstfrie, lattermilde, betænksomme, festlige og ualmindeligt rare. Så meget desto mere mærkeligt er det langsomt at erfare, at de lever i en ekstremt voldelig kultur.
I Mwanza-regionen har otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år været udsat for vold begået af deres partner. Grace Ntemi er bare én af dem. Gennem 16 år har hendes mand jævnligt slået hende med knytnæver, forsøgt at kvæle hende, klemt hendes fingre i en dør, truet med kniv og ydmyget hende verbalt.
Manden er forsørger
I Tanzania er det traditionelt manden, der brødføder familien, og selv om børnene er mandens ejendom, ender det ved skilsmisser ofte med, at kvinden bliver efterladt med ansvaret. Sådan blev det også for Grace, da hun i 2016 fik så mange tæsk, at hun frygtede for sit liv og derfor forlod kæresten. På det tidspunkt havde parret fået tre børn, Lillian på 16, Edward på 13 og Sofia på 10 år. Den ældste datter bor i dag for sig selv, mens de to mindste bor med Grace i et lille lerklinet hus på omkring 40 kvadratmeter, der er ejet af kirken.
Hun lever af forefaldende arbejde og af at sælge ulovligt produceret alkohol fra en bar uden bevilling. Det er et hårdt liv. Men bedre end at få tæsk, som hun siger.
Mens Grace i år 2000 var gravid med Lillian, besluttede hun og manden sig for at flytte sammen. De blev ikke gift, men den fælles bolig klargjorde for omverdenen, at de nu var et par, og Lillian var et barn af kærlighed.
”Før og under graviditeten var jeg sammen med min mand uden problemer”, fortæller Grace.
”Vi havde det godt, var glade sammen og glade for hinanden.”
”Volden begyndte, efter vi fik Lillian, vores første barn”, konstaterer hun.
Grace kan ikke klart huske, hvor ofte manden slog hende i begyndelsen.
”Måske en gang om måneden”, siger hun.
Efter et års tid flyttede familien til en landsby nærmere kirken og den dansegruppe, Grace var aktiv i. Men på grund af jalousi ville manden ikke have, at Grace deltog i dansegruppen eller koret, fordi der var andre mænd.
Det førte til skænderier, som eskalerede og oftest endte med, at Grace fik bank. Blev slået med knytnæver i ansigtet.
”Men han kunne også slå uden varsel”, siger hun.
”Hvis han var sur over et eller andet, så slog han. Og mens han slog, truede han med at ville slå mig ihjel.”
Gennem 16 år fik hun tæsk af den mand, hun af kærlighed flyttede sammen med. Modsat et arrangeret ægteskab, som stadig er meget almindeligt i Tanzania. Med regionens voldsstatistik, hvor 80 procent af kvinderne mellem 15 og 49 år har fået tæsk, er volden, Grace blev udsat for, ikke et enkeltstående problem.
Halvdelen af alle gifte kvinder har fået tæsk
En undersøgelse fra 2016 – ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” – viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, og at halvdelen af alle landets gifte kvinder er blevet slået.
Hvor Grace bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld.
Så når hele otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i regionen, hvor Grace bor, har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold, skyldes det blandt andet mændenes indtagelse af alkohol. Undersøgelsen fra 2016 viser nemlig – næppe overraskende – at i takt med mænds indtagelse af alkohol, stiger volden mod kvinder.
Volden bliver bekræftet af de kvinder, som jeg i september i år 2019 interviewede sammen med en tolk. Da det blev kendt, hvorfor vi var i området, henvendte flere sig uopfordret og ville fortælle deres historie. Samstemmende sagde de, at når manden var fuld, kunne de være næsten sikre på at få bank. Den eneste undtagelse jeg mødte, var Graces mand, der – selv om han også drak – ”oftest slog, når han var ædru”.
Der findes ikke konkrete tal for alkoholindtagelse blandt sukumaerne i Graces landsby, men både tolken og jeg har gennem flere år med egne øjne set, at hvis mændene i området har penge, så drikker de alkohol. Øl og Konyaki i glasflasker med mærkater. Og hvis de ikke har penge nok, drikker de hjemmeproduceret ananaspullimut i halvanden liters plasticflasker.
Min mand stolede ikke på mig
42-årige Adana Nyandigas er én af dem, som gerne vil fortælle sin historie.
I 1993 blev hun gravid med en mand, der samme år havde spurgt hendes forældre om lov til at gifte sig med hende. Hun var 19, og han var 30 år. Første gang han slog hende, boede hun stadig hjemme og havde født et par måneder før.
Manden kom som gæst til forældrenes hus, mens Adana var i kirken for at synge. Da hun kom hjem, gik hun ind for at se til barnet.
”Så kom min mand og smækkede døren i med sit ben”, fortæller hun sagte og knuger sine hænder.
Efter en pause tilføjer hun:
”Den dag fik jeg rigtig mange tæsk. Jeg måtte indlægges på hospitalet, for jeg blødte flere steder.”
Adana fortsatte med at bo hos forældrene og fik jævnligt besøg af manden, som hun efterhånden fattede mere sympati for – og efter et halvt år flyttede sammen med.
Kulturcenteret, hun arbejder på, havde dengang mange gæster, som hun lavede mad til. Det betød, at hun ofte først kom hjem ud på aftenen.
Med lav stemmeføring, rank ryg og stadig med hænderne knuget i skødet, fortæller hun:
”Det var næsten helt sikkert, jeg ville få tæsk, når jeg kom sent hjem. Jeg arbejdede hele dagen med at hente vand, vaske tøj, købe ind, lave mad og servere og vaske op for de mange gæster. Og før jeg kunne gå i seng, skulle jeg så lige tæskes, fordi min mand ikke stolede på mig. Det skete også, når jeg kom tidligt hjem. Det var, som om han bare ventede på, at jeg skulle komme ind ad døren, så han kunne slå mig. Særligt, hvis han havde drukket.”
Det var Adanas far, der ikke ville have, at hun forlod manden. Han sagde, at hun måtte finde sig i volden, for den følger med parforhold.
Over de følgende år fik Adana og manden tre børn mere, og det er først da faderen ligger for døden 14 år senere, at han giver sin tilladelse til skilsmisse.
”I de 14 år sad jeg aldrig, sådan som vi gør nu, og taler stille. Der var ikke noget stille og roligt i alle de år. Hver aften når jeg lå i sengen og sov, så slog han mig. Han kom med en gren og så slog han.”
Adana holder en lang pause, før hun fortsætter.
”Når han havde slået mig rigtig meget, ville han have sex. Så tog han mig med magt. Det gør ondt inden i på en helt særlig måde.”
Børn får også tæsk
Adana fik bank, selv om børnene var der. Og hvis de prøvede at hjælpe hende, slog hendes mand også dem. Meget voldsomt, lader hun forstå uden at gå i detaljer.
Efter al sandsynlighed har han – Adanas mand – selv fået tæsk som barn, for i skolen bliver børnene slået af lærerne. De går rundt med en gren i hånden og deler rundhåndet svirp ud til eleverne. Jo ældre de bliver, jo flere prygl får de.
Når vi har spurgt de mænd, vi kender, om de blev slået, da de var børn, ser de på os og sukker tungt, som om vi havde spurgt, om de trak vejret.
Her i området siger man, at mænd slår kvinder, kvinder slår børn og børn slår dyr – og hinanden.
Det er ikke ulovligt at slå sin kone
Volden mod kvinder synes at være et kulturelt fænomen og ikke isolerede tilfælde. En lidt ældre artikel fra juli 2010 i den regeringsejede avis, Tanzania Daily News, indikerer, at seksuel vold som fx voldtægt stadig betragtes som kulturelt acceptabelt i parforhold og ægteskab.
Det er ikke egentlig ulovligt i Tanzania at slå sin kone. Loven siger, at ingen personer må udsættes for tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling. Men hvis de handlinger er bredt accepterede, kan de måske ikke længere betegnes umenneskelige eller nedværdigende?
En tanzaniansk rapport om kvinder og vold fra 2015 skriver, at mange tanzanianere mener, at vold mod kvinder er en acceptabel praksis, og at kvinderne tror, de skal være underdanige overfor deres ægtemand.
En anden rapport om partnervold skriver, at fysisk vold bredt er anset for at være en del af et ægteskab. Og at kvinder fra undersøgelsen forklarede, at de kom til at forvente og endda acceptere vold på grund af gældende samfundsnormer.
Sidstnævnte rapport skriver også, at hovedparten af deltagerne i undersøgelsen mener, at det at blive slået af en partner, fratage en hustru grundlæggende behov, herunder tøj og mad samt kalde hende navne og råbe og true af hende, alt sammen er acceptabel opførsel, når det foregår indenfor hjemmets fire vægge.
Ryg og numse var helt flænset
31-årige Athumani Gambula, der er gift og far til to mindre børn, fortæller, at hans far var soldat og væk i lange perioder. Når han kom hjem på ferie, forhørte han sig hos naboerne, om hustruen havde været fuld, mens han var væk. Det havde hun åbenbart, for han siger:
”Hun fik rigtig mange tæsk, og vi børn lå i sengen og kunne høre hende trygle ham om at stoppe.”
Athumani husker en episode fra før, han begyndte i skolen, hvor han sammen med en jævnaldrende fætter passede familiens cirka 50 geder. Da de krydsede en vej, blev en af gederne kørt over. Det fik han tæsk for i en grad, så ”ryg og numse var helt flænset”. Faren havde altid en kæp parat. Og et reb, som han brugte til at binde børnene med.
”Så hældte han vand ud over en, så det gjorde ekstra ondt, når han slog med kæppen”, forklarer Athumani.
Når faren ikke var hjemme, slog hans mor. Hun var dog ”stille og rolig”, siger han, så hun slog kun, hvis hun havde bedt Arthumani om at gøre et eller andet, som han så ikke gjorde.
Han erkender at have slået sin egen kone mange gange.
”Det er vores kultur”, siger han og uddyber:
”Hvis min kone ikke forstår, så er det rigtigt at slå hende. Hvis hun svarer igen eller er respektløs overfor mig, så er det også slag, der skal til for, at hun forstår.”
Gratis lægehjælp med konsekvenser
Den holdning deles af Simon Ngomaiwe, som i Graces landsby er valgt som landsbyformand på demokratisk vis. Det er ham, kvinderne kan gå til for at få hjælp, hvis de er udsat for seriøs vold i deres ægteskab.
”Du kan godt gå ud fra, at når kvinder bliver slået, er det oftest fordi, de har lavet en fejl”, siger han.
Udsagnet kan være en af grundene til, at kun få kvinder beder om hjælp. Ifølge Simon får han i gennemsnit fire henvendelser om året. Men andre forklaringer er frygt – også for politi og fængsel.
”Mange undlader at komme, fordi de er bange for deres mands reaktion”, fortæller han.
”Manden kan jo finde på at tæske kvinden ekstra meget, fordi hun er gået til landsbyformanden.”
Hvis kvinden alligevel opsøger Simon, og hun er kommet alvorligt til skade, kan hun via en særlig formular få gratis lægehjælp på hospitalet. Men det kræver, at politiet bliver involveret, hvilket mange kvinder viger tilbage for, fordi manden så bliver afhørt og sandsynligvis fængslet.
Det vil kvinden blive bebrejdet af især mandens familie – og hun vil miste sin forsørger.
Hun sagde fra
Grace er mønsterbryder. En usædvanlig og stærk kvinde. Hun er et eksempel på, at kvinder kan klare sig uden en mand. At ingen behøver finde sig i at blive banket i tide og utide.
Da vi den sidste dag sagde farvel til Grace og tak, fordi hun stillede op, sagde hun, at der var noget, hun gerne ville vise os. Vi sad i hendes stue, hvor to slidte sofaer fylder det meste af gulvet og et tredimensionelt billede af Jesus hænger på væggen. Sådan ét med en rillet plasticoverflade, der skifter motiv alt efter hvilken vinkel, man ser det fra.
”Det her hus”, sagde hun og lavede en bevægelse med armen, der omfavnede hele rummet, ”er ejet af kirken, og jeg kan blive sagt op når som helst. Af de penge jeg har tjent ved at arbejde, har jeg bygget murene til et andet hus på en grund, som jeg har fået af min far.”
Sammen går vi ned og ser på huset.
”Der er to udgange”, forklarer hun og peger på hovedindgangen.
”Fordi jeg har fået tæsk så mange gange, ved jeg, at jeg altid skal have mulighed for at kunne flygte ud af en bagdør.”
At Grace har sparet sammen til murene til et hus er usædvanligt. Det vidner om en helt ekstraordinær vilje til at ville klare sig selv.
”Hvis jeg nogensinde får bygget færdig, vil jeg for første gang i mit liv have et sted, hvor jeg ikke skal være bange for at få tæsk. Et sted, som er mit eget. Et sted, som ingen kan smide mig ud fra. Og så vil mine skuldre falde ned på plads. Måske vil jeg endda begynde at tage på”, siger hun og begynder at grine højt, før hun fortsætter:
”Måske bliver jeg så tyk”, siger hun og løfter illustrativt armene ud til siden for at vise en stor krop, ”at jeg må vralte sidelæns ind gennem hoveddøren”.
Fakta om vold mod kvinder i Tanzania
En undersøgelse fra 2016 – ”Tanzania Demographic Health Survey 2015-2016” – viser, at 40 procent af alle kvinder i Tanzania mellem 15 og 49 år har været udsat for fysisk vold, og at 17 procent har været udsat for seksuel vold.
Halvdelen af alle landets kvinder, der er gift, har oplevet fysisk vold.
Selv om procentsatsen er højere blandt kvinder, der er gift (50 %) – og endnu højere blandt tidligere gifte kvinder (67 %) – har 16 procent af de kvinder, der aldrig har været gift, oplevet fysisk vold og ni procent har oplevet seksuel vold.
Blandt Tanzanias 26 regioner er forskellen på vold mod kvinder overraskende stor. Fra 78 procent i region Mara i nord til 33 procent i region Mtwara i syd. Det er fastlandets henholdsvis højeste og laveste procentsatser af kvinder mellem 15 og 49 år, der er eller har været gift – og som har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig (emotionel) vold begået af ægtemand eller partner.
Af en eller anden grund er andelen på to øer øst for fastlandet, Kaskazini Pemba og Kusini Pemba, bemærkelsesværdigt lave med henholdsvis otte og ni procent. Og på Zanzibar – som flere kender fra ferie og højskole – er den 15 procent.
Hvor Grace bor, i den nordlige region Mwanza, er procentsatsen 60. Men stiger til 80 procent, hvis manden ofte er fuld.
Så når hele otte ud af ti kvinder mellem 15 og 49 år i region Mwanza, hvor Grace bor, har været udsat for fysisk, seksuel eller følelsesmæssig vold, skyldes det også mændenes indtagelse af alkohol. Undersøgelsen fra 2016 viser – næppe overraskende – at i takt med mænds indtagelse af alkohol, stiger volden mod kvinder.
——————————-
Grace havde på forhånd sagt ja til at blive interviewet og fotograferet. Hun har under flere lange samtaler fortalt os om sit ægteskab og de mange år med vold. Det samme har de øvrige citerede kilder. Vi har ændret Adana Nyandigas navn efter hendes ønske. Vi kender hendes rigtige navn.
Turen til Tanzania var betalt af Udenrigsministeriets Oplysningspulje.