My Paradise
Titel: My Paradise
Instruktion: Ekrem Heydo
Tyskland/Kurdistan-Syrien/Libanon, 2016
104 minutter
Hvad sker der i en by, efter krigshandlinger har fundet sted? For dem, der er blevet, og dem, der er fordrevet? Hvordan påvirker det folk, at deres barndomsvenner ender på forskellige sider af fronterne – og er der nogensinde noget, der bliver normalt igen?
Dokumentarfilmen ’My Paradise’ handler om den syriske by Serêkaniyê, der har været fanget i en trefrontskonflikt mellem kurdere, miliærenheden Free Syrian Army og ISIS. Konflikten er raset ud, fronterne er draget videre, men byen henligger mere eller mindre i ruiner.
De beboere, der endnu er tilbage, forsøger at opretholde livet i den sønderskudte by, mens de er fanget i et limbo, hvor de ikke ved, om den væbnede konflikt vender tilbage
Fra varm mangfoldighed til affolket ruinhob
Instruktøren Ekrem Heydo, født 1973, flyttede fra Serêkaniyê til Tyskland i 1995, da Assad kom til magten. Cirka 20 år senere vender han tilbage til byen i ’My Paradise’ for at genfinde sine skolekammerater og finde ud af, hvad der er sket med hans barndomsby.
Dengang var byen et mangfoldigt sted med mange forskellige religioner, folkeslag og sprog, der levede i fred med hinanden og besøgte, giftede sig og stiftede familie og venskaber på kryds og tværs. Der var hele tiden liv, snak, samvær og latter, og den store kontrast til den nuværende tilstand illustreres af krydsklip mellem gamle optagelser fra byen i sin blomstringstid, hvor alle tilsyneladende var glade hele tiden, og dens nuværende forladthed.
Nu er lyden af hverdagsliv og glæde forstummet. Samtalen er blevet overtaget af de forskellige parter i konflikten, der har efterladt deres kommunikation med hinanden i form af graffiti på byens mure.
Seks sider af samme sag
Ekrem Heydo har opsporet seks af sine gamle skolekammerater, der er spredt rundt omkring:
Den kristne Ara, der var bonde og den, der i sin tid inspirerede instruktøren til at begynde at arbejde med filmmediet, er flygtet med sin familie til Armenien. Muslimen Izzedin er flygtet til Libanon, efter at han sluttede sig til hæren og deltog i kamphandlinger. En anden af skolekammeraterne patruljerer grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, og én er i en ledende position i de autonome områder i Syrien.
Resten er vendt tilbage til Serêkaniyê, hvor de er begyndt at genopbygge deres liv, selvom alt er præget af en midlertidighed, der skyldes, at de ikke ved, om kampene bryder ud igen.
På den måde er de alle sammen drevet på flugt fra deres hverdag. Både de, der er flygtet fysisk, og de, der er vendt tilbage til en by, der ikke mere er den samme.
De føler sig alle sammen fremmede i den virkelighed, de er havnet i; måske på nær instruktøren, hvis beslutning om at forlade Serêkaniyê var noget mere frivillig end de andres.
Det venskab, de troede, var ubrydeligt, er brudt. Izzedin, der deltog i kamphandlinger, er blevet en slags fredløs og er ikke længere velkommen. Han fortryder, at han deltog i krigen, men sårene er for dybe og måske også for friske.
Ara og hans kone føler sig fremmede i Armenien. De savner deres gård, deres jord og deres dyr, som de levede godt af og med i Serêkaniyê.
En anden tidligere klassekammerat, der blev i hjembyen, er begyndt at undervise i biologi på den smadrede skole, de selv engang gik på. Han beklager, at mange af nutidens børn er analfabeter, fordi krigen har afbrudt deres skolegang.
En fjerde er lige blevet far til en dejlig kurdisk-arabisk pige, men mener ikke, at den ødelagte by er et sted for børn og gravide, blandt andet fordi der ikke er noget medicinsk udstyr tilbage.
Tabet af normalitet
Selvom de direkte kamphandlinger er overstået, er intet det samme som før.
De deltagende illustrerer med deres vidnesbyrd, hvordan det vil tage årevis, måske endda årtier, før der kan genoprettes noget, der minder om normalitet. Filmen viser dermed tydeligt flygtningens dilemma:
Selvom man kan rejse tilbage til det geografiske sted, kan man aldrig vende hjem. For ens hjem har man for altid tabt, og man hører ikke længere nogen steder hjemme.
For de tilbagevendte er livet en venteposition, men det er det også for dem, der flygtede.
”My Paradise” er en stilfærdig dokumentar, der langsomt synker ind under huden og aflejrer sit budskab om et tab, der rækker langt videre end de fysiske ødelæggelser.
Filmen er blevet vist som en del af Den Kurdiske Filmfestival i Cinemateket i København. Hvor mange af festivalens andre film handler om direkte kamphandlinger, rejser denne dokumentar spørgsmålet om, hvad der sker bagefter, når styrkerne er draget videre.
Svaret er både nedslående og opløftende: Livet fortsætter, og de overlevende trækker vejret dybt og går så i gang med at leve videre.
