Den kommende fødselar er født og opvokset i Østerlars på Bornholm, har en uddannelse fra LM’s daværende missionsskole og blev uddannet cand.theol. i 1991. Året efter blev han udsendt som missionær til det nordlige Tanzania. Her underviste han præster og evangelister og har i mange år været med til at udarbejde teologisk litteratur på swahili.
Philip Bach-Svendsen er gift med Ruth (født Roager) fra Sønderjylland, og parret har tre voksne børn, alle bosiddende i Danmark. Efter 14 år vendte familien hjem til Danmark. Alligevel har de aldrig helt forladt Tanzania – “deres andet hjemland”, som de selv kalder det. I en 10-årig periode fra 2006-16 var parret været bosat i Esbjerg, hvor Philip havde deltidsarbejde i Luthersk Mission i Vestjylland.
Tanzania trak dog så meget, at han i 2016 sagde ja til at rejse ud til en opgave som forlagsleder for Soma Biblia i Arusha i Tanzania – et selvstændigt luthersk forlag og distributør af kristen litteratur i ét. Hustruen, Ruth, flyttede med året efter, da den yngste søn havde færdiggjort sin studentereksamen.
Philip Bach-Svendsen har også selv bidraget til bogmarkedet med et par bøger. Den seneste handler om ægteskabet og er skrevet i samarbejde med en tanzanisk biskop og begges ægtefæller.
Som bosiddende i Arusha nyder Philip Bach-Svendsen at være tæt på Tanzanias flotte natur og ikke mindst dets spændende fugleliv. Kikkerten og en guide til Østafrikas fugle er fast udstyr på gåture både i nærmiljøet og længere væk.