Chefredaktør anholdt i Egypten

lina_attalah
Forfatter billede

18. maj 2020

Chefredaktør Lina Attalah fra det uafhængige egyptiske medie Mada Masr blev anholdt søndag eftermiddag, da hun interviewede moren til en fremtrædende aktivist, der er fængslet i Egypten.

Attalah, som er en af Egyptens mest respekterede journalister, blev ”anholdt for intet andet end journalistik”, skriver Mada Masr på Twitter.

Den mor, som Lina Attalah var i færd med at interviewe, Laila Soueif, gjorde søndag sit 22. forsøg på at aflevere hygiejneartikler og medicin til sin søn, blogger og aktivist Alaa Abd El Fattah, der sidder i det berygtede Tora-fængsel i Egyptens hovedstad, Kairo.

Alaa Abd El Fattah har siddet fem år i fængsel for at have organiseret en politisk protest. Et halvt år efter, at han blev løsladt i marts 2019, blev han anholdt igen og sidder fortsat tilbageholdt. Det er ikke umiddelbart klart, hvad han er sigtet for. Han har sultestrejket i 35 dage i protest mod, at han ikke kan modtage besøg af sin advokat og heller ikke komme til retsmøder på grund af coronaudbruddet, skriver Mada Masr.

Da Lina Attalah var i gang med at interviewe den kendte aktivists mor søndag, skred politiet ind og anholdt hende.

Mada Masrs advokat fik ikke lov at tale med chefredaktøren, ligesom han heller ikke måtte få at vide, hvad hun var anholdt for.

Lina Attalah blev søndag aften taget til et tre timer langt forhør hos den egyptiske anklagemyndighed. Hun er nu løsladt mod en kaution svarende til knap 1000 kroner, skriver nyhedssitet al-Jazeera. Men hun er rystet over episoden, siger kilder med kontakt til hende til Globalnyt.

Titusinder i fængsel under Sisi
Egypten er et af de lande i verden, der ligger højest på listen over fængslede journalister. Særligt under den nuværende præsident, Abdel Fattah al-Sisi, er fængslinger af journalister taget til.

Anholdelsen af Lina Attalah kommer på et tidspunkt, hvor styret har strammet grebet yderligere om journalister, aktivister og enhver form for opposition.

”Den egyptiske regerings igangværende kampagne for at intimidere og anholde journalister, mens de gør deres arbejde, er et forsøg på at få pressen til at tie & fremme selvcensur, mens man nægter den egyptiske befolkning adgang til pålidelig journalistik på et tidspunkt, hvor en informeret offentlighed er særligt vigtig,” skriver analytiker Timothy E. Kaldas fra Tahrir Institute på Twitter.

Regeringen har gentagne gange tidligere forsøgt at spænde ben for Mada Masr og har blandt andet ransaget redaktionslokalerne og anholdt Mada Masrs journalister.

Adgangen til Mada Masrs hjemmeside har været blokeret i Egypten siden 2017. Det samme har omkring 500 andre sider med uafhængige nyheder.

Alaa Abd El Fattah har afsonet flere år i fængsel for sin politiske aktivisme.


Foto: manalaa.net (CC/arkiv)
Særligt siden 2013, hvor hæren med general Sisi i spidsen væltede den folkevalgte, islamistiske – men upopulære – præsident Mohammed Mursi, har myndighederne i stigende grad slået ned på opposition, aktivister og medier. Sisi-styret har flittigt brugt beskyldninger om, at medierne viderebringer ”fake news”, som forklaring på, at egyptiske medier er blevet lukket og journalister anholdt. I sidste uge gik det ud over Haisam Hasan Mahgoub, en journalist der jævnligt skrev for den uafhængige avis al-Masry al-Youm. Det skriver al-Jazeera.

Titusindvis af Mursi-tilhængere, aktivister, journalister, akademikere, advokater og borgerretsforkæmpere sidder i dag fængslet i det nordafrikanske land.

Ifølge organisationen Reporters Without Borders (RSF), der kæmper for pressefrihed verden over, er mindst 29 journalister fængslet i Egypten. Tallet kan reelt være højere.

Egypten er placeret som nummer 166 ud af 180 lande på RSF’s liste over pressefrihed i verden.