Kort om Libanon
Der bor omkring 5,4 millioner indbyggere, hvoraf omkring 1,5 millioner udgøres af palæstinensiske og syriske flygtninge. Landet er placeret mellem Israel og Syrien og er på størrelse med Sjælland og Lolland-Falster.
Libanon har verdens tredjestørste gæld målt i forhold til bruttonationalprodukt på omkring 500 milliarder kroner.
40 procent i den arbejdsdygtige alder er nu arbejdsløse.
Verdensbanken har advaret om, at 50 procent af landets befolkning vil leve under fattigdomsgrænsen i 2020.
Langt de fleste libanesere har behov for en form for hjælp – omkring 3,3 millioner af landets indbyggere.
Liraens kurs mod dollaren svinger dag til dag og har været helt oppe i 9800 i skarp kontrast til den officielle kurs på 1500.
Den nationale minimumsløn på 675.000 libanesiske pund svinger derfor også, men har en værdi af mellem 60 og 120 dollars om måneden.
På Transparency Internationals korruptionsindeks placerer landet sig på plads 137 ud af 180, hvor nummer ét er mindst korrupt.
Kia’en kæmper sig gennem Libanons sydlige landskab. Ødelagte huse side om side med nye, renoverede huse suser forbi i takt med lyden af Kia’ens brok over vejenes tilstand. Kronk, bomp, kronk.
”Undskyld”, lyder det fra forsædet efterfulgt af endnu et undskyld:
”Det er altså ikke min skyld, men sådan er Libanons veje bare. Se for eksempel her. De har været ved at bygge en motorvej, men så var der ikke penge nok. Og nu er den her midlertidige vej altså blevet den permanente”, forklarer 24-årige Hussein Anbar, bilens fører, mens han kører ind i et skarpt opadgående sving for at undgå betonklodser, der ser ud til at have slået rod med landskabet.
”Her er ingen fremtid”, siger Hussein og tilføjer efter en kort pause:
”Jeg har familie i Tyskland. De klarer sig godt”.
Han vil ud. Han vil gå i sin families fodspor. Og han er langt fra alene.
Hos Salamas advokatfirma i Beirut, der er specialiseret i immigration, har telefonen kun få stille øjeblikke, og mails tikker ind med jævne mellemrum. På én time har ejeren af firmaet, Salam Abdel Samad, fået seks opkald. Og der er kommet endnu flere mails og beskeder fra libanesere, der vil have hjælp til at komme ud af landet.
Kontoret modtager op til 100 opkald og besøg i ugen.
”Folk har mistet håbet. De kan se, at de er nødt til at flytte ud for at få et ordenligt og stabilt liv”, fortæller Salam Abdel Samad.
Ude af kontrol
Libanon er midt i en økonomisk krise, der for alvor har sendt landet ud på afgrundens rand. Det libanesiske pund, der har været bundet til dollaren i over 20 år, har mistet omkring 80 procent af værdien mod dollaren. Den amerikanske valuta er blevet en sjældenhed. Og selvom libanesere har bankkontoer fyldt med dollars, kan de ikke hæve dem i banken. Kun hvis de er friske sendt udefra, og de kan kun i meget lille grad bruge deres kort til at betale for ting over nettet i dollars som følge af begrænsninger. Arbejdsløsheden er overalt. Flere og flere af den hidtil store middelklasse forsvinder ind i fattigdom.
Den notorisk dårlige elektricitet er kun blevet værre med nogle steder op til 23 timers strømafbrydelser dagligt. Nødgeneratorerne kan ikke følge med på grund af mangel på diesel. Og langt fra alle har råd til en nødgenerator. Hospitaler udsætter ikke hastende operationer. Trafiksignaler og gadelys er gået i sort. Biltyverier, indbrud, røverier og mord sker i stigende grad. FN’s chef for menneskerettigheder har for nylig advaret om, at landet hurtigt er på vej ud af kontrol. Ikke siden landets borgerkrig, der sluttede i 1990, har Libanon været i så dybe økonomiske problemer.
Læs også artiklen “Valutakrise i Libanon: Sultne demonstranter ser stort på corona og sætter banker i brand”
Men libaneserne er vant til at leve med lidt af hvert. Landet står næsten altid foran udfordringer – dårlig elektricitet, dårlig infrastruktur, fattigdom, og listen fortsætter. I oktober 2019 førte det til protester landet over. Folket stod samlet på tværs af politiske og religiøse skel. Drømmene for et bedre Libanon blomstrede i fuldt flor.
Så kom corona-nedlukningen. Og den økonomiske krise begyndte at tage endnu mere fart. De negative effekter accelererede. Nu er landet endt der, hvor det føles som om, Libanon er ved at falde helt fra hinanden ifølge en stor del libanesere. Landets regeringen har tidligere fået tilbudt en økonomisk håndsrækning fra blandt andre EU. Også Den Internationale Valutafond (IMF) har holdt adskillige møder med regeringen. Hjælpen er dog på betingelse af reformer, der blandt andet skal bekæmpe landets altomsiggribende ”wasta” – nepotisme, korruption. Men de afgørende reformer lader stadig vente på sig.
”Hvis regeringen lyttede til folket, til deres skrig, deres gråd, så ville folk blive. Men nu har vi intet. Ingen reformer, ingen dollar. INTET”, siger Salam Abdel Samad.
Ingen fremtid, intet håb
Tilbage i Kia’en, der bumler over vejen, går advokatens ord igen.
Med den ene hånd på rattet og øjnene fikseret på vejen snakker Hussein Anbar med sit fængslende, varme smil og et drømmende blik om sin fremtid. Han vil gerne have sin egen forretning inden for mode eller studere til maskiningeniør. Men der er lang vej, konstaterer han slukøret.
Han arbejder med forvaltning af kundeforhold for en stor restaurantkæde, bor i starten af Dahiyeh (en af Beiruts Hizbollah-dominerede sydlige forstæder), er ateist og imod alle landets politiske partier. Han har en opsparing, men den er ikke stor nok til, at han har haft råd til at færdiggøre sin uddannelse. Dertil kommer en lønnedskæring på omkring 50 procent som følge af landets økonomiske krise. Men på trods af udfordringerne har han nedskrevet alle sine drømme og mål i en notesbog.
”Jeg har ikke opnået nogle af dem”, fortæller han.
Det tror han heller ikke, at han kan i Libanon. Så nu gemmer Hussein sin opsparing, har lært lidt tysk og er gået i gang med at undersøge mulighederne for at komme til Tyskland.
”Libanon er faldet ud over kanten. Jeg elsker mit land, men ikke kaosset. Jeg ved, jeg ikke kan opnå noget her. Her er ikke stabilitet, ingen fremtid. Ingen her får, hvad de vil. Regeringen har stjålet vores penge og giver os ikke vores rettigheder”, fortæller han og deler ønsket med sin ven på bagsædet, Nour Abiad.
Han er 27 år, bor i et kristent domineret nabolag få minutters kørsel fra Hussein, er universitetsstuderende, arbejder som bartender og er frivillig ambulancekører for Røde Kors. Som Hussein kommer han fra den forsvindende middelklasse, er en livsglad drengerøv med et kækt smil og en drøm om at arbejde med programmering. På papiret har han – som Hussein og mange andre libanesere – alle muligheder foran sig. Men virkeligheden er en anden. Og en dag i april har den for alvor ramt ham. Besked for besked er smilet forsvundet, og han har sat ord på det, mange libanesere føler.
”Jeg har nul, absolut nul tiltro og håb for Libanon. Og det vil jeg aldrig have”.
”Alle de gode folk mister alt og søger efter en måde at komme ud af det her land”.
Han er gået fra at arbejde fem dage i ugen til to. Hans løn er faldet drastisk i værdi som følge af liraens fald mod dollaren – op til 80 procent. Nu har Nour ikke længere råd til at betale for hele det sidste år af sin uddannelse.
Og den varme julidag er konstateringen fra bagsædet af Kia’en ligeså klar som Husseins:
”Jeg vil ikke være en slave for nogle, der ikke engang kan give mig mine basale rettigheder som mad, elektricitet, ordentlige veje, en uddannelse, der er til at betale. Og jeg kunne blive ved”.
En demonstrant råber slagord ved parlamentet under en demonstration i februar. Ønsket om at forlade det kriseramte Libanon er for mange indbyggere vokset. På sociale medier deles billeder, hvor folk opfordrer til ”masse immigration”.
Foto: Sam Tarling/Getty Images (arkivfoto)
De vil ud på tværs af skel
Unge som Hussein Anbar og Nour Abiad, der søger enhver mulighed for at komme ud af landet, har i flere år været en realitet. Der bor omkring 15 millioner libanesere udenfor landet. Men billedet har forandret sig ifølge immigrationsadvokaten, Salam Abdel Samad.
”Nu er det også familier, doktorer, advokater, dommere, tandlæger, bankfolk og så videre, der vil væk. Det er på tværs af klasse, religion og generationer. Det er alle former for kategorier”, fortæller han og beretter om en ekstrem stigning.
For et år siden modtog advokatkontoret kun omkring 10 ansøgninger i måneden sammenlignet med nu. Også organisationen, Labora, der blandt andet kæmper for at reducere migration ud af landet, beretter om et nyt fænomen. Syv ud af ti af de folk, organisationen er i kontakt med, vil ud ifølge et lokalt medie. Et billede, der har været begyndende siden 2019 ifølge Information International, der er en uafhængig, libanesisk research konsulentvirksomhed.
Virksomheden beretter, at der sidste år har været 42 procent flere libanesere, der er emigreret, sammenlignet med 2018. Dette er dog estimater. Men også Google-søgninger på ”immigration” foretaget fra Libanon understøtter tendensen. Ikke siden lige efter krigen mod Israel i 2006 har libaneserne søgt så meget på ”immigration” på Google, som de har i juli 2020 ifølge Google Trends.
Men toppen er ikke nået endnu ifølge Salam Abdel Samad.
”Det er en katastrofe. Og jeg tror, at det vil stige mere og mere”, fortæller immigrationsadvokaten.
En opfattelse, der bliver delt af Ibrahim. Han ønsker ikke at få offentliggjort sit efternavn i frygt for regeringens tiltagende hårde nedslag mod kritik og udtryk af holdninger.
”De folk, der kan, vil forlade landet. Også mig”, siger han.
Han er 33 år, har en master i international affairs, taler fransk, engelsk og arabisk. Men han er arbejdsløs og kan ikke bruge sin uddannelse i Libanon.
”Landet ligner os ikke længere på grund af det politiske landskab – særligt Hizbollah. Her er intet arbejde for mig, for jeg støtter ikke nogen af de politiske partier, og så er det næsten umuligt i den nuværende situation at få et arbejde inden for mit område”, siger han og tilføjer:
”Jeg elsker mit land. Men jeg vil ikke blive. Det er for svært. Her er intet håb mere, ingen muligheder. Det gør mig ked af det”.
Læs også artiklen “Økonomisk kollaps i Libanon starter selvmordsbølge”
Ibrahim vil til Canada sammen med sin kone. Han venter bare på, at de kan tage en engelsktest, der er et krav for at kunne forfølge ønsket. Hvis deres resultater er på det krævede niveau, er han sikker på, at parrets fremtid kan findes der.
”I Canada kan jeg helt sikkert finde et arbejde. Der er flere muligheder end her”, fortæller Ibrahim og erkender dog, at det ikke bliver let.
”Du kommer til et sted, hvor du ikke kender nogle. Du skal starte fra bunden. Og med den nuværende dollarsituation, er jeg nødt til at få hjælp fra folk, jeg kender udenfor Libanon. Jeg ved ikke, hvad der venter. Men vi venter et barn, og et liv i Canada er bedre for barnet”.
Uvis fremtid
Atter tilbage på de sydlibanesiske veje lyder der endnu et kronk og bomp fra Kia’en, hvor samtalen igen er drejet ind på drømmene om et liv udenfor Libanon.
”Chou?! Chou?! (hvad, hvad – red.). Okay. Yalla, farvel”. Telefonen bliver lagt på.
For Hussein Anbar har realiteten slået ham i hovedet som en hammer. Det er ikke nemt at komme permanent ud af Libanon i den nuværende situation. Han har fået et tilbud fra en, der angiveligt kan skaffe ham et turistvisum til Tyskland. Men det vil koste ham 7000 dollars, og når han er i Tyskland, skal han smide sit pas væk og søge om immigration.
Men Hussein ved, at det reelt ikke er en mulighed. For tiden behandler ambassaderne nemlig ikke nogen former for visumansøgninger fra libanesere, der vil til Tyskland, som følge af coronapandemien.
”Jeg vil SÅ gerne. Men alle muligheder er lukket lige nu. Og jeg vil være der på lovlig vis”, lyder det fra forsædet.
Så snart muligheden byder sig, vil han søge om et forretnings- eller studievisum til det europæiske land. Selvom han får afvist et visum til Tyskland, ved han, at han vil finde sin fremtid i et andet land end sit fødeland.
”Det kan være hvor som helst. Jeg vil bare gerne have mine drømme og mål opfyldt”, fortæller Hussein.
Demonstrationerne brød oprindeligt ud i oktober 2019, da regeringen forsøgte at øge skatterne og få penge i den slunkne statskasse. Siden er økonomien blevet markant værre.
Foto: Sam Tarling/Corbis via Getty Images (arkivfoto)
