Med en stigende undertrykkelse af opposition, medier og ikke-statslige organisationer har Tanzanias regering selv sået tvivl om, hvor frit og retfærdigt valget bliver.
Valgkampen har varet næsten to måneder frem til præsidents- og parlamentsvalget den 28. oktober. Zanzibar, der har status af en semi-autonom region, vælger egen præsident, parlament og lokalråd tre dage inden.
I alt 15 præsidentkandidater kæmper om posten som Den Forenede Republik Tanzania’s præsident. Det er den bredeste vifte af kandidater nogensinde. Oppositionen bliver presset af et politisk miljø, som Human Rights Watch kalder undertrykkende og med begrænset ytringsfrihed. Human Rights Watch er bekymret for, om valget overhovedet kan betegnes frit og fair, fordi undertrykkelsen er intensiveret op til valget. Regeringen forsøger ifølge Human Rights Watch at holde på magten og give præsident John Magufuli fem år mere på posten.
Mediers frihed indskrænkes
Regeringens undertrykkelse af ytrings- og forsamlingsfriheden er især rettet mod oppositionspartier, ikke-statslige organisationer og medierne.
Regeringen har ophævet licensen for en avis tilknyttet et oppositionsmedlem og indskrænket handlefriheden for andre på baggrund af deres rapportering om corona. Coronavirusset påstår John Magufuli imod sund fornuft og sundhedseksperters vurdering i øvrigt udryddet i Tanzania.
Tanzaniske fjernsyns- og radiojournalister har fået forbud mod at arbejde sammen med udenlandske nyhedsfolk uden tilstedeværelse af landets myndigheder. Ydermere er mange typer online-kommunikation blevet forbudt, herunder indlæg der støtter demonstrationer og ”fremmer homoseksualitet”.
Oppositionspolitikere sættes fast
Mindst 17 oppositionspolitikere, herunder fra det største oppositionsparti Chadema, og kritikere af regeringen er blevet arresteret. Menneskeretsgrupper er blevet hindret fri ageren: Én rettighedsgruppe er blevet midlertidigt nedlagt, en anden har fået annulleret sin licens, og atter andre bliver afholdt fra at monitorere valget.
Præsident John Magufulis hovedmodstander, oppositionsleder Tundu Lissu, blev den 2. oktober straffet af valgkommissionen for en såkaldt etisk overtrædelse. Overtrædelsen var en bemærkning om, at præsident John Magufuli havde mødtes med embedsmænd, der arbejder med valget. Først erklærede Lissu at han havde i sinde at fortsætte sin kampagne, men siden tilkendegav hans parti Chadema, at straffen på syv dages karantæne fra at føre valgkamp ville blive fulgt. Tundu Lissu deltog i perioden i sociale aktiviteter i sin rolle som viceformand for Chadema i stedet for at føre valgkamp.
Den politiske debat fortsætter alligevel
Den politiske undertrykkelse har ikke kvalt debatten. Der bliver stadig diskuteret politiske uenigheder i Tanzania.
Præsident John Magufuli er styrket af, at Verdensbanken har opgraderet Tanzania fra lavindkomstland til mellemindkomstland. Den nye status betyder, at landet har bedre adgang til internationale lånemarkeder. Hvorledes statens midler skal bruges, har været det store emne under valgkampen.
Tundu Lissu har kritiseret John Magufuli for at bruge for mange midler på større infrastrukturprojekter, Lissu siger, at de investeringer ikke kommer størstedelen af befolkningen til gode. Diskussionen handler især om Tanzania-Zambia broen i hovedstaden Dar es Salaam, der skal afhjælpe problemet med timelange bilkøer, og den nye lufthavn i Chato, som regeringsrepræsentanter betegner som støtte til lokal turisme.
Regeringen har prioriteret større infrastrukturprojekter under John Magufuli, senest med en aftale om en olierørledning mellem Uganda og Tanzania. Tundu Lissu har i valgkampen sagt, at han hellere vil bruge pengene på at afhjælpe de sociale og økonomiske udfordringer, almindelige tanzanianere står med. Han har meddelt, at han hellere vil bruge flere midler på at forbedre landets uddannelsessystem og sikre en lavere arbejdsløshed.
Et andet emne i valgkampen er afgifter for småhandlende og landmænd. Præsidenten har lovet småhandlende på et marked i Dar es Salaam, at han ville afvikle kontrollen med og betalingen af afgifter som betingelse for, at de kan sælge deres varer. Rivalen siger næsten samstemmende, at han vil afvikle de fleste tariffer for småhandlende og bønder.