Seychellerne har et officielt motto, ’finis coronat opus’. Det er latin og betyder “slutningen kroner værket”.
Uden at blive alt for rørstrømsk kan man vist godt sige, at der blev sat en krone på værket, da den 59-årige Wavel Ramkalawan i sidste uge blev indsat som præsident. Værket er landets march fra socialistisk et-partistat til moderne demokrati af den slags, hvor vælgerne stille og roligt afgiver deres stemme, alle parter respekterer resultatet, og taberen ønsker vinderen tillykke.
Seychellerne ligger i Det Indiske Ocean ud for Afrikas østkyst.
Foto: Alvaro1984 18 (Public Domain)
Samtidig med præsidentvalget blev der afholdt parlamentsvalg. De to valg er tidligere blevet afholdt hver for sig, men for at spare penge i den trængte økonomiske situation besluttede regeringen at holde de to valg på én gang. Også i parlamentsvalget gik det godt for oppositionen.
Ramkalawans parti, Seychellernes Demokratiske Alliance, vandt 25 ud af de 35 pladser i parlamentet. De resterende 10 gik til det gamle regeringsparti. Det var en cementering af sejren fra 2016, hvor det dengang nystiftede parti bragede ind i parlamentet og tog 19 pladser og dermed et solidt flertal i parlamentet.
Et-partistyre
I 1970’erne var Seychellerne et af de steder, hvor det internationale jetset nød livet og solen og drak cocktails, mens Storbritannien løsnede båndet og lod øgruppen blive selvstændig. I 1977 – blot et år efter selvstændigheden – blev præsidenten kuppet, og i 1979 blev landet omdannet til et socialistisk et-partistyre. Sådan fortsatte det frem til 1991, hvor partiet løsnede op. To år senere blev en ny og demokratisk forfatning vedtaget ved en folkeafstemning.
Med et par navneskift undervejs fortsatte regeringspartiet dog ved magten frem til sidste uge.
I en tid, hvor vi taler meget om coronakrisens konsekvenser for demokratiet, og hvor afropessimismen er udbredt på vores breddegarder, er det ret interessant, lyder det fra Stig Jensen, der er lektor i Afrikastudier ved København Universitet. Ham vender vi tilbage til. Og ja, Seychellerne er faktisk en del af Afrika.
I coronaens skygge
Valgkampen var i år markant anderledes end sædvanligt. Seychellerne har som mange andre indført en række restriktioner på grund af coronapandemien. Det har blandt andet været forbudt at afholde valgmøder, så det meste af valgkampen foregik online – især på de sociale medier – og for første gang var der debat mellem præsidentkandidaterne i fjernsynet.
Med blot omkring 150 tilfælde af coronasmitte og ingen dødsfald har landet indtil videre klaret sig flot gennem pandemien, der har kostet mere end 1,2 millioner liv verden over. Men indirekte har pandemien ramt landet som en hammer.
Klimaet, de indbydende strande og dykkermuligheder har i årevis lokket pengestærke turister til, og i 2018 modtog landet 360.000 turister. Men siden verden på grund af pandemien begyndte at lukke ned i begyndelsen af året, er turismestrømmen så godt som tørret ud.
Turisme er fundamentet for den relative velstand, som Seychellerne nyder. Det er landets altdominerende erhverv og omkring to tredjedele af bruttonationalproduktet stammer derfra. Derfor er landet nu i en slem økonomisk krise, og mange har mistet deres job, men det virker ikke, som om pandemien har haft den store betydning for valget, vurderer Stig Jensen.
”Hele det økonomiske fundament under landet er rykket væk på grund af coronakrisen. Alligevel – midt i en krisetid – omfavner man hinanden,” bemærker han.
Valg eller auktion
Danny Faure, som tabte præsidentvalget, blev aldrig selv valgt som præsident. Har var vicepræsident for James Michel, som trådte tilbage, efter at partiet blev besejret ved parlamentsvalget i 2016.
Michel er en af landets politiske veteraner. Han blev valgt tre gange – senest i 2015, men den sidste sejr kom dog kun hjem med nød og næppe og en portion urent trav, hvis man spørger oppositionskandidaten.
Michel fik 50,15 procent af stemmerne, mens modkandidaten, som også dengang var den netop nyvalgte Ramkalawan, fik 49,85 procent. I reelle tal var der blot 193 stemmers forskel.
Dengang anklagede Ramkalawan regeringspartiet for at dele penge ud til vælgere for at få dem til at stemme på sig og han nægtede at acceptere resultatet, for som han sagde: ”Jeg troede, jeg skulle deltage i et valg, men så viste det sig at være en auktion.”
I år har der ikke været tegn på uregelmæssigheder. Alt i alt ser valget ud til at være foregået eksemplarisk, og de to hovedkandidater – der var også en tredje, men han opnåede bare 1,6 procent af stemmerne – mødte sammen pressen, efter resultatet stod klart.
”Hr. Faure og jeg er gode venner. Og et valg er ikke afslutningen på ens bidrag til fædrelandet. I dette valg er der ingen tabere, der er ingen vindere – vores land er den ultimative vinder,” sagde Ramkalawan, mens taberen, Danny Faure, sad ved siden af og nikkede, skriver BBC med nyhedsbureauet Reuters som kilde.
De borgerlige vandt
Den økonomiske ulighed er stor i Seychellerne. Eliten, der ejer hotellerne og i det hele taget står bag turistindustrien, har en levestandard, der kan sammenlignes med Vesteuropas, mens de fattige lever på et niveau, der kan sammenlignes med kystområderne i for eksempel Marokko, fortæller Stig Jensen.
De to store partier har rødder i hver sin ende af samfundet, og her finder vi en anden ting ved valget, som er med til at gøre det interessant.
”Det tidligere regeringsparti har altid været et traditionelt socialistisk parti, et folkeparti, der har trukket stemme fra de fattige og økonomisk marginaliserede. Oppositionspartiet er dybest set et borgeligt parti, som har stærke forbindelser til landets ’business community’. At et borgerligt parti vinder et valg, er faktisk meget usædvanligt i Afrika. Der er nogle, som mener, at grunden til, at de kunne vinde, er, at de fattige og marginaliserede har mistet tilliden til folkepartiet, der ikke har leveret varen – at partiet så at sige har blinket til venstre, men drejet til højre,” siger Stig Jensen
Autoritære med demokratiske metoder
”Jeg ser en tendens i Afrika, hvor vi på den ene side har autokratiske styrer, der via demokratiske processer bliver mere og mere autoritære. Det er der, hvor Tanzania er på vej hen. Her kobler det sig op til blandt andre Rwanda og Uganda, som mere eller mindre er et-partistater. Seychellerne kan ses som et modbillede, som vi nok kan komme til at se flere af i Afrika. Måske kan vi allerede se antydninger forskellige steder, hvor folket i stigende grad er utilfredse med, at de gamle regerende partier ikke rigtig kan levere varen. Det gælder for eksempel i Sudan og også lidt med de store demonstrationer i Algeriet.”
”Det, der gør Seychellernes tilfælde yderligere interessant, er, at politikerne gør virkelig meget ud af sammenhængskraften i samfundet, som vi ser det med den tidligere og den nye præsident, der nærmest hylder hinanden. Det, synes jeg, er rigtig spændende. I det hele taget har landene i Det Indiske Ocean traditionelt være dygtige til at tænke på sammenhængskraften. Det gælder for eksempel også Mauritius, som ligesom Seychellerne er et etnisk kludetæppe.”
Mens Stig Jensen trækker paralleller mellem Seychellerne og landene på det afrikanske kontinent, så er der ikke mange på kontinentet, der skænker Seychellerne en tanke. For ligesom Seychellerne og de andre østater i Den Indiske Ocean ikke føler sig specielt afrikanske, så er der ikke mange afrikanere, som ser Seychellerne som et afrikansk land. Derfor mener Stig Jensen ikke, at valget vil få særlig meget opmærksomhed og ej heller vil inspirere specielt mange på kontinentet – men det burde det, mener han.
