Etiopiens etnisk funderede system
Etiopien er en føderal republik, hvor det meste af landet er opdelt i ti etnisk baserede delstater, der har en vis grad af autonomi.
Tigray-regionen er en af disse etnisk-definerede delstater. Tigrayerne udgør den tredje eller fjerde største af Etiopiens mere end 80 forskellige etniske grupper med cirka seks procent af den samlede befolkning på omkring 110 millioner. Den største gruppe er oromoerne (cirka en tredjedel af befolkningen) efterfulgt af amharaerne, der udgør cirka en fjerdedel.
De fleste oromoer bor i Oromia-delstaten, de fleste amharaer i Amhara-delstaten, tigrayer i Tigray-staten og så videre.
Etiopiens ministerpræsident Abiy Ahmeds regering og Tigray-folkets Befrielsesfront danser i øjeblikket til krigstrommernes buldren.
De to parters uenigheder har siden Abiy Ahmeds tiltrædelse som premierminister i 2018 kilet sprækker ind i Etiopiens etno-politiske system. Nu truer stridighederne med at flække systemet.
Situationen var allerede højspændt som følge af centralregeringens kommunikationsblokade af delstaten Tigray, hvor det politiske parti, Tigray-folkets Befrielsesfront, sidder på magten. I den seneste uge har
centralregeringen optrappet med luftangreb på våbendepoter i regionen og en føderal ordre til at opløse Tigrays delstatsregering. Under hele forløbet har centralregeringen samtidig sendt et stigende antal regeringsstyrker og regeringstro militser ind i området.
Kommunikationsblokaden betyder, at meget få informationer kommer ud fra delstaten, men det voksende antal sårede regeringssoldater, som samaritter i øjeblikket henter ud af Tigray tyder på, at der finder voldsomme kampe sted mellem regeringstropper og delstatsregeringens soldater.
Etiopien bevæger sig faretruende tæt på en borgerkrig.
En tungt bevæbnet region
Tigrayerne har spillet en central rolle i Etiopiens demokratiske overgang. Det var Tigray-folkets Befrielsesfront, der ledte en koalition
af militsgrupper i kampen mod Etiopiens kommunistiske junta i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne.
I 1998 udbrød der krig mellem Eritrea og Etiopien over grænsedragningen mellem de to lande. Det etiopiske militær koordinerede det meste af krigen fra Tigray, der grænser op mod Eritrea. Som resultat af den to år lange krig er meget af landets militære isenkram placeret i Tigray. Som et levn fra afsættelsen af juntaen har Tigray-folkets Befrielsesfront derudover opbygget en krigshærdet militsstyrke på op mod 250.000 soldater i regionen.
Etiopienanalytikere fortæller The Guardian, at Tigray-regeringen er så militært slagkraftig, at den kan trække på halvdelen af landets militære ressourcer i en konflikt.
En stor andel af den etiopiske hær har base i Tigray, og der har været beretninger om, at disse enheder har sluttet sig til de lokale militsstyrker. Det har centralregeringen benægtet.
Uanset hvad, tyder Tigray-regeringens betydelige militære midler på, at en væbnet konflikt potentielt kan rase længe.
Et etnisk kludetæppe giver efter
En sådan konflikt kan ikke blot være ødelæggende for de berørte områder, men kan også true med at splintre det multietniske og multireligiøse Etiopien.
Erfaringer fra blandt andet Libanon, Syrien og det tidligere Jugoslavien viser, at jo længere tid en væbnet konflikt raser i etnisk opdelte stater, jo større er risioen for, at konflikterne forvandler sig til krig mellem etniske og sekteriske grupper.
Det er derfor ikke umuligt at forestille sig, at sammenstødene i Tigray bliver gnisten, der antænder en steppebrand af etniske konflikter i Etiopien. Vold mellem forskellige etniske grupper er i forvejen langt fra et
ukendt fænomen og plagede landet så sent som i sommer.
Da en ukendt gerningsmand skød og dræbte den folkekære oromoiske musiker Hachalu Hundessa i en forstad til Addis Ababa den 29. juni, viste tragedien, hvor hurtigt etnisk vold kan bryde ud i landet. Tragedien rystede det oromoiske samfund dybt. For mange oromoer var Hundessa et symbol på deres kamp for bedre vilkår i Etiopien.
Hundessas sange opnåede en kæmpe popularitet under demonstrationerne i 2015-2016, der endte med at vælte den daværende centralregering. Det bragte premierminister Abiy Ahmed til magten i 2018 som Etiopiens første oromoiske leder i nyere tid.
Hachalu Hundessas død sendte en voldsbølge rullende hen over Oromia-regionen. På under to uger mistede over 200 mennesker livet i
voldelige overfald, de fleste begået af ormoiske grupper mod det amhariske mindretal i Oromia.
Som respons lukkede centralregeringen ned for internettet i det meste af Etiopien og sendte sikkerhedsstyrker ind i de voldsplagede områder af Oromia. Indgrebene stoppede volden, men aktionerne betød, at flere oromoer trak deres opbakning til centralregeringen og Abiy Ahmed. Myndighedernes anholdelser af en række aktivister og kritikere forværrede dette. Centralregeringen beskylder de anholdte for at have tilskyndet til etnisk vold. Ifølge kritikere er anholdelserne politisk motiveret.
Der er stadigt et betydeligt antal sikkerhedsstyrker spredt ud over Etiopien for at undgå en gentagelse af de etniske optøjer. Trækker konflikten i Tigray i langdrag, er der en frygt for at regeringen sender disse styrker til Tigray, hvilket vil efterlade store områder af Etiopien med etniske spændinger uden sikkerhedsgarantier.
Til fare for nabolandene
Også i Somalia er etiopiske soldater i øjeblikket til stede for at bevare freden som et led i den Afrikanske Unions mandat til at bekæmpe al-Shabaab. Bliver konflikten i Tigray langvarig, er der ligeledes en risiko for, at centralregeringen trækker sine soldater ud af Somalia for at sende dem til Tigray, hvilket kan destabilisere situationen i Somalia.
I Eritrea har der været en militær mobilisering op mod grænsen til Tigray de seneste uger. Abiy Ahmed modtog Nobels fredspris i 2019 for definitivt at afslutte konflikten mellem Etiopien og Eritrea, der kostede
op mod 100.000 mennesker livet fra 1998-2000. Etiopien blev under krigen ledet af en koalition anført af Tigray-folkets Befrielsesfront. Lige siden har forholdet mellem delstatsregeringen i Tigray og magthaverne i Eritrea været fjendtligt.
Svinger krigslykken væk fra Abiy Ahmed, er det derfor muligt, at han vil bede Eritrea om hjælp, og at Eritrea vil gribe muligheden til at få bugt med fjenden fra grænsekrigen. Tigray-regionen er næsten omringet af Etiopien mod syd og Eritrea mod nord, så en eritreisk intervention kan
risikere at mase Tigrays cirka fem millioner indbyggere mellem de to magter uden nogen vej væk fra kamphandlingerne. Det kan lede til uhørt store civile tab og en enorm humanitær katastrofe.
I mandags anklagede lederen af Tigray Eritrea for at have sendt soldater over grænsen for at angribe lokale styrker.
Abiy Ahmeds ændringer versus Tigray-folkets befrielsesfronts status quo
Konflikten i Tigray er det foreløbige klimaks på det drama, der er eskaleret mellem Abiy Ahmeds regering og Tigray-folkets Befrielsesfront.
Historien starter efter et internt valg i det regerende koalitionsparti EPRDF. Efter valget står Abiy Ahmed tilbage 12. april 2018 som Etiopiens nye ministerpræsident – den første oromo på posten i Etiopiens historie. Valget resulterer i en forskydning af magten i koalitionspartiet væk fra Tigray-folkets Befrielsesfront, der ellers
har været det toneangivende parti i koalitionen i årtier.
Abiy Ahmed går straks i gang med et mangfoldigt liberaliseringsprojekt af Etiopien. Han afslutter landets mangeårige undtagelsestilstand, beordrer politiske fanger frigivet, inviterer eksiletiopiere tilbage til landet,
åbner for mere pressefrihed og igangsætter en privatisering af tidligere statsmonopoler.
Derudover implementerer Abiy en række ændringer i det etiopiske militærs struktur i et forsøg på at mindske militærets indblanding i politik og for at opløse kontroversielle militærenheder.
Mange af Abiys reformer er et opgør med en mangeårig stilstand i det militære, politiske, sociale og økonomiske landskab i Etiopien. Det er samtidigt et opgør med det netværk, som Tigray-folkets Befrielsesfront har etableret gennem årtier som det toneangivende parti i regeringskonstellationen.
Myndighederne rejser også en række korruptionsanklager mod højtprofilerede tigrayer.
Hvad Abiy Ahmed og hans regering kalder for modernisering, liberalisering og antikorruption, begynder flere og flere stemmer i Tigray-folkets Befrielsesfront at kalde for en heksejagt mod tigrayer i Etiopien.
Spændingerne stiger, og det første åbenlyse brud mellem Tigray-folkets befrielsesfront og Abiy Ahmeds regering kommer i november 2019.
På dette tidspunkt annoncerer Abiy Ahmed en samling af den store koalition EPRDF i et enkelt parti. Men Tigray-folkets Befrielsesfront nægter at indgå i det nye parti og kalder endda sammensmeltningen for ulovlig.
Coronakrisen rammer Etiopien i foråret 2020, og centralregeringen udskyder august måneds parlamentsvalg på grund af smittefare.
I direkte modstand til centralregering kalder Tigray-folkets Befrielsesfront regerings udskydelse for forfatningsstridig og vælger at afholde regionsvalg i Tigray den 9. september på trods af centralregeringens
beslutning. Derudover advarer Tigray-regeringen centralregeringen om, at en intervention i delstatens valg vil blive opfattet som en krigserklæring. Valget finder sted, men centralregeringen betegner valget som ulovligt og forhindrer udenlandske journalister i at rejse til regionen for at dække valget.
Tigray-folkets Befrielsesfront får en overbevisende valgsejr og meddeler i begyndelsen af oktober, at det ikke længere anerkender Abiy Ahmed som ministerpræsident. Den etiopiske regering svarer igen ved at tilbageholde føderale økonomiske midler til Tigray.
4. november beskylder centralregeringen Tigray-folkets Befrielsesfront for at angribe en føderal militærbase for at stjæle militærudstyr. Regeringen annoncerer, at den ikke længere anser delstatsregeringen i Tigray som legitim og gennemfører en række luftangreb mod mål i Tigray.
Konflikten er i gang
En konflikt, som få ønsker, men som begge parter har forberedt sig på og påstår, at de begge deltager i for at forsvare landets forfatning.
Derudover ”er der i bund og grund tale om to forskellige ideologiske visioner for Etiopien,” siger professor ved Keele University Awol Allo til TRT World.
”Hvor Tigray-folkets Befrielsesfront ønsker at bevare det decentrale, føderale politiske system, som det selv er hovedarkitekten bag, så er premierminister Ahmeds vision for fremtiden, at Etiopien bevæger sig mod et mere centraliseret politisk system.”
