Selv tyve år efter flyverløjtnant Jerry John Rawlings forlod den politiske scene, er der sandsynligvis intet, der deler ghaneserne mere end deres meninger om den netop afdøde tidligere præsident. Rawlings langvarige politiske indflydelse på Ghana overgås kun af Kwame Nkrumahs. Nogle kan lide Rawlings, nogle hader ham.
Jeg skrev ph.d. om Rawlings og hans styre i slutningen af 1980’erne. Efter fire års intensive studier var jeg stadig ikke sikker på, hvordan jeg skulle opfatte Rawlings. Var han en patriot, der troede lidenskabeligt på Ghana eller en nedriver, der ønskede at rive det post-koloniale bygningsværk fra hinanden? I dag, 30 år senere, er jeg stadig ikke sikker på, hvor jeg har ham. Men jeg vil helt sikkert huske ham og hans arv.
Rawlings har spillet en afgørende og helt central rolle i Ghanas politiske og økonomiske skæbne.
Med to valg i 1992 og 1996 bevægede Ghana sig fra militært til demokratisk styre – i begge tilfælde med den tidligere militære leder flyverløjtnant Jerry Rawlings som sejrherre, og med et flertal i parlamentet til Rawlings’ parti. Men dette handler ikke om et autoritært regime, der forsøger at legitimere sig selv gennem tvivlsomme valg, som man så i samme periode i Burkina Faso og Kenya.
Valget af Rawlings som præsident var i stedet tegn på, at Ghana konsoliderede sig som et liberalt demokrati. At have en højrøstet, rimelig effektiv opposition påvirkede i høj grad ghanesisk politik i 1990’erne. For første gang i næsten 20 år måtte et regime ledet af Rawlings stå på offentligt mål for sine programmer og politikker. I samme periode blev visse nationale institutioner styrket og givet mere uafhængighed.
Muligheden for et militærkup kunne imidlertid ikke udelukkes – især ikke hvis et regime, der blev opfattet som fjendtligt, skulle vælges i 2000. Ifølge forfatningen kunne Rawlings ikke stille op til præsidentvalg igen. Men selv da var det svært at forestille sig Ghana gå tilbage til status quo ante (som tingene var før, red.). I stedet virkede det mere sandsynligt, at der ville komme en længere periode, hvor både regering og stat ville bære præg af en blanding af demokrati og autoritarisme.
I dag, i 2020, er Ghana imidlertid et af få konsoliderede liberale demokratier i Afrika. I hvilket omfang skal vi takke Rawlings for denne positive udvikling?
Rawlings-æraen
Efter uafhængigheden i 1957 fulgte et årti med først demokratisk, sidenhen diktatorisk styre ledet af Kwame Nkrumah og hans Convention Peoples Party. Det sluttede med et fælles politi og militær-statskup i 1966. Efter først at have overdraget magten til valgte civile i 1969 slog militæret til igen i 1972 – så fulgte endnu et kup i begyndelsen af 1979, som bragte løjtnant Jerry Rawlings til magten for første gang. Ved et valg senere samme år overtog en valgt civil regering ansvaret.
Efter to traumatiske år med et iøjnefaldende elendigt styre vendte Rawlings, med kup nummer to, tilbage til magten i slutningen af 1981. Han afviste i første omgang “vestligt” flerpartidemokrati, som han mente “ikke egnede sig til ghanesiske realiteter”. Men over tid ændrede Rawlings holdning.
Rawlings blev udråbt som vinder af præsidentvalget i 1992 med en imponerende margin over sin nærmeste udfordrer og siden genvalgt i 1996. Ved begge valg opnåede hans parti, National Democratic Congress, betydeligt parlamentarisk flertal.
Politisk og økonomisk stabilitet
Anden fase af Ghanas postkoloniale historie – fra 1981 – er en historie om etableringen af politisk og tiltagende økonomisk stabilitet. Perioden er dog stadig, selv i dag, ekstremt kontroversiel, hvilket skyldes personen Rawlings.
Hans i første omgang kaotiske, så autoritære og siden demokratiske styre formåede at føre Ghana sikkert gennem 1970’ernes usikkerhed, videre til 1990’ernes politiske balance og komparative økonomiske stabilitet og ind i det 21. århundrede.
Den kaotiske fase varede fra 1982 til 1983-1984, hvor en række populistiske politiske og økonomiske strategier blev afprøvet uden megen succes. Fra 1983-84 og til begyndelsen af 1990’erne forsøgte regeringen at holde styr på økonomien og orkestrere ønskede politiske ændringer gennem en blanding af, ofte klodset, administrativ kontrol og folkelig mobilisering. Med tiden blev regimet mere autoritært. Det blev mere og mere afvisende i forhold til at lytte til alternative forslag til at løse landets problemer.
Helt frem til 1992, hvor Ghana gennemførte sin demokratisering, var Rawlings’ autoritære stil og brede tvangsbeføjelser med til at isolere hans økonomiske og politiske tiltag. Beslutningerne blev truffet af en lille, stærkt centraliseret gruppe omkring Rawlings. For mange var det, som om populistisk retorik havde erstattet statslige institutioner.
Op igennem 1980’erne var der regelmæssigt kupforsøg mod Rawlings. Nøglen til regimets overlevelse lå i en streng kontrol over et stort, loyalt sikkerhedsapparat. Dette sikkerhedsapparat var oprindeligt dannet med det formål at mobilisere befolkningen til forsvar for, hvad Rawlings insisterede på at kalde “revolutionen”, men udviklede sig over tid til en maskine beregnet på at knuse modstand. Den hårde taktik undertrykte landets engang højrøstede politiske opposition i sådan en grad, at der til sidst var tale om en decideret “tavshedskultur”.
Den tavshedskultur er nu forbi. Mange ghanesere vil være glade for at se Rawlings’ ryg. Nogle vil huske ham som en fremadrettet leder, der tog Ghana gennem en hård tid for i sidste ende at forlade landet i en bedre forfatning, end det kunne have været uden hans styre.
Jeffrey Haynes er professor emeritus i Statskundskab og koordinator af Governance and International Relations ved London Metropolitan University. Twitter: @religion_ir
Den originale udgave af denne artikel blev oprindelig udgivet på The Conversation under Creative Commons-licens. Forfatteren har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk. Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.
