Søndag den 5. september gennemførte officerer fra en specialstyrkeenhed i Guinea et vellykket kup og afsatte den 83-årige præsident Alpha Condé.
Regionale og internationale organisationer reagerede hurtigt og fordømte kuppet og krævede, at præsident Condé blev sat på fri fod. Det nægtede militærjuntaen. I stedet har kupleder, oberst Mamadu Doumbouya, der er tidligere fransk legionær, svoret at indsætte en overgangsregering, uden dog at sige noget om, hvornår.
“Guineas Mandela”
Mens kuppet internationalt er blevet mødt med fordømmelse, har reaktionen blandt guineanerne været en anden.
Få timer efter kuppet gik folk på gaden, nogle steder i grupper på op mod flere hundrede mennesker, for at fejre kuppet – der har ikke været nogle meldinger om demonstrationer mod afsættelsen af præsidenten.
Som eksperter fra International Crisis Group tørt konstaterer: ”Få begræder Alpha Condés fald.”
I årtier var Alpha Condé oppostionspolitiker med fængselsstraffe og eksil bag sig, før han omsider blev valgt til præsident i 2010 ved landet første demokratiske valg. Dengang var det med løfter om at gøre landet til et stabilt demokrati, og den nyvalgte præsident sagde, at han ville være ”Guineas svar på Mandela og Obama”, med henvisning til to populære præsidenter, Nelson Mandela, forhenværende præsident i Sydafrika, og daværende præsident i USA, Barack Obama.
I et interview med det britiske medie The Guardian i 2012, sagde Condé, at Guinea havde lagt et halvt århundrede med kup og despotiske regimer bag sig, og nu var gået ind på en ”uafvendelig” vej mod demokrati.
Autoritære tendenser
Men allerede kort efter valget begyndte observatører at stille spørgsmål til Condés behandling af politiske modstandere. I juni 2011, syv måneder efter Condé tiltrædelse, påpegede en koalition af lokale ngo’er hans autoritære tendenser.
“Vi fordømmer det nye regimes autoritære udskejelser og gør præsident Alpha Condé opmærksom på de angreb på individuelle og offentlige frihedsrettigheder, der har fundet sted i vores land siden valget (…) Det er beklageligt, at mange af de beslutninger, den nye regering har truffet, lægger hindringer i vejen for indførelsen af retsstatsprincipper og for bevægelsen mod demokrati,” lød det dengang fra de bekymrede ngo’er.
Kritikken er aldrig forstummet helt, og tog for alvor til i 2020, da Condé gennemtrumfede en kontroversiel og stærkt kritiseret forfatningsændring, der tillod ham at stille op til en tredje valgperiode ved præsidentvalget i oktober 2020. Condé vandt med 59,5 procent af stemmerne, hvilket oppositionen ikke købte.
Valgkampen trak overskrifter for at være alt andet end fair med snesevis af oppositionspolitikere myrdet eller fængslet og store demonstrationer, som blev beskudt af landets sikkerhedsstyrker.
Den generelle beskrivelse af Condé er, at han brugte sine mange år i opposition til at snakke om demokrati, men da han endelig fik chancen for at gøre noget ved sagen, sad han på hænderne.
Med forfatningsændringen og menneskerettighedskrænkelserne under valget havde Condé gjort enten et kup eller en folkelig opstand uundgåelig, lyder vurderingen fra en menneskerettighedsekspert i Al-Jazeera.
Alt det rigtige
Efter magtovertagelsen den 5. september har oberst Mamadu Doumbouya som sådan sagt alt det, man forventer af en kupleder, der smider en autokrat på porten. Han har snakket om national enhed, kampen mod korruption, forsoning, god regeringsførelse og respekt for retsstaten og dens principper.
”Personificeringen af politik er slut. Vi har ikke længere tænkt os at overgive den politiske magt til én mand, men i stedet til folket,” sagde kuplederen på nationalt tv.
Dagen efter kuppet blev landets guvernører afsat og erstattet med militærfolk. Ministrene fik inddraget deres pas og ministerbiler, og departementschefer fik overdraget ansvaret for ministerierne. En række af de militære checkpoints, der blev sat op i gaderne i hovedstaden Conakry i forbindelse med valgurolighederne sidste år, blev pillet ned.
Doumbouya har også været ude og berolige med, at de politiske forandringer ikke får nogen indvirkning på landets minekontrakter.
Guinea er et ressourcerigt land. Med verdens største kendte forekomst af bauxit, der bruges til at lave aluminum, og store mængder jernmalm er Guineas minereserver verdens femte største til en værdi, ifølge The Guardian, på 222 milliarder dollars – altså 1.400 milliarder kroner.
Blot to dage efter kuppet løslod militæret 79 politiske fanger – mange af dem var blevet fængslet i forbindelse med valgprotesterne sidste år. Hundredvis af fanger er fortsat bag tremmer, men frigivelsen sender stadig et signal.
”Jeg føler mig fri, fri, fri; en stor tak til folket (…) At være frataget din frihed i 12 måneder for noget så trivielt og at blive frigivet under disse omstændigheder, det er en følelse, du ikke kan forklare,” sagde Ismaël Condé, et medlem af det primære oppositionsparti UFDG, til BBC efter atter at være sat på fri fod.
UFDG’s leder, Cellou Dalein Diallo, har siden blåstemplet kuppet og sagt, at det var berettiget, netop fordi Alpha Condé uretmæssigt havde ændret forfatningen, så han kunne stille op en tredje gang. Diallo udråbte sig selv som vinder af valget i oktober 2020 og har tidligere udtalt, at han er klar til at stille op igen.
Suspenderet af ECOWAS
Diallo er blandt de partiledere, der i den forgange uge er mødtes med militærjuntaen med henblik på at udstikke linjen frem mod indsættelsen af en ny regering. Det forventes, at dette blot er det første af mange møder med landets civilsamfundsorganisationer, politiske aktivister og religiøse ledere.
Militærstyret har også haft besøg af en delegation fra ECOWAS, den økonomiske sammenslutning af 15 vestafrikanske stater, der suspenderede Guinea umiddelbart efter kuppet, men ikke har grebet til yderligere sanktioner. Også den Afrikanske Union har suspenderet landet fra aktiviteter og sammenslutninger med beslutningsmagt. [decision making bodies]
Delegationen fra ECOWAS, der i øvrigt kunne rapportere, at de havde set Condé, som var ved godt helbred, skal aflevere rapport til statslederne torsdag under et møde i Accra, Ghana. Først derefter tager ECOWAS’ ledere stilling til, hvordan de vil forholde sig til situationen, og hvordan de kan lægge pres på Doumbouya og de øvrige kupmagere, for at få landet tilbage på demokratisk spor. Det skriver Reuters.
Grund til at være skeptisk
På trods af alle de positive tegn, er militærjuntaen endnu ikke kommet med nogen udmeldinger, om hvor lang tid, det vil tage, før en overgangsregering er på plads og landet atter er styret af forfatningen.
Det afrikanske kontinent har mange eksempler på kupledere, der vælter en autokrat med løfter om demokrati, bedre tider, mindre korruption og mindre fattigdom, for derefter at reproducere det hele selv. Også i Guinea har befolkningen årelang erfaring med militært lederskab, der ikke har ført noget godt med sig. Tværtimod har militærstyret gennem årene stået bag voldsomme overgreb og drab på civile.
Som Susanna Fioratta, lektor i antropologi på Bryn Mawr College i Pennsylvania, USA, skriver i The Conversation om fejringen af Condés fald:
”Videoer af guineanere, der danser i gaderne og hujer, mens pickup-truck med soldater kører gennem Conakry har turneret rundt på de sociale medier. Men guineanerne har tidligere oplevet militærstyre, og de ved, at konsekvenserne kan være farlige.”
Fioratta advarer også om, at militærstyret kan begynde at trække på etniske tilhørsforhold, hvilket kan blive katastrofalt. I de første mange år efter Guineas selvstændighed den 2. oktober 1958 fik etnicitet ikke lov at betyde noget. Landets første præsident, Sekou Touré, der sad på magten frem til sin død i 1984, var marxist og i lighed med en række andre ledere af de nyligt selvstændige afrikanske nationer, lagde han vægt på at opbygge en stat og fremme en national identitetsfølelse, der overtrumfede etnicitet.
Men siden har etniske skel – særligt mellem de to største grupper fulani og mandinka – fyldt mere og mere og viste sig især til valget i 2010. Her trak Condé især stemmer fra sin egen etniske gruppe, mandinkaerne, mens tilhængerne af oppositionslederen Diallo, primært var fulanier, ligesom Diallo selv. Grøften mellem de to grupper blev ikke mindre med Condés sejre ved valgene i 2015 og 2020.
”Oberst Doumbouya synes i øjeblikket at have tiltrukket sig guineanernes støtte på tværs af etniske grupper. Han har ikke italesat den militære magtovertagelse i etnisk øjemed, men taler i stedet om at udføre ”folkets vilje”. Men som begivenhederne udfolder sig, kan han og andre personer i militæret (hvor fulanier er underrepræsenterede) forsøge at spille på etnisk loyalitet og etniske forskelle for at konsolidere deres magt. Ledende politiske oppositionsfigurer kan gøre det samme, hvis de får mulighed for det,” skriver Fioretta.
På trods af alle Condé løfter ved valget i 2010 om at booste landets økonomi og forbedre landets elendige infrastruktur, har den 13 millioner store befolkning måtte se langt efter bedre forhold. Selvom Condé for eksempel udviklede minesektoren, har indbyggere primært mærket de øgede mineaktiviter i form af negative påvirkninger på subsistenslandbrug og jord- og vandforhold.
Der mangler endnu tydelige beviser for, at oberst Doumbouya og hans mænd vitterligt handler med befolkningens bedste for øje – og alt for meget historie taler imod, at det skulle forholde sig sådan.
