Tid: 04/04/2016 17:00 til 04/04/2016 18:30

Sted: Ingeniørhuset i København, Kalvebod Brygge 31-33, havnefronten, København

Arrangør: N/A

Kristian Jensen Unplugged – Fremtidens udviklingssamarbejde

Du kan tilmelde dig på dette linkpå IDA’s hjemmeside (kræver du har et login). Arrangement nr. 318226 (linket virker p.t. ikke).

Traditionen tro har IDA Global Development (Ulandsfagligt Selskab) inviteret den ansvarlige minister for dansk udviklingssamarbejde til at mødes med selskabets medlemmer.

Denne gang falder det sammen med ministerens landsdækkende konsultationer  (roadtrip) omkring fremtidens udviklingssamarbejde. Se også Globalnyts tema om den nye strategi på

https://globalnyt.dk/tags/ny-udviklingsstrategi-2016 

Internationalt udviklingssamarbejde er under hastig forandring og peger i øjeblikket i flere retninger. De nye Sustainable Development Goals (SDG = dagsorden 2030) blev vedtaget af FNs generalforsamling i september. 

Der er kommet nye globale aktører, som har en tæt sammenknytning mellem udvikling, forretnings- og politiske interesser. Mange udviklingslande har i de sidste år set stærkt stigende indtægter bl.a. i forbindelse med nye råstoffund og høje priser.

OECD har justeret definitionen på hvad, der kvalificerer som udviklingsbistand (ODA). Menneskerettighederne er under stærkt pres både fra lande, der traditionelt har været tøvende og fra lande, som har været fortalere.

På den hjemlige front er der sket store forandringer, siden Venstre regeringen kom til sidste sommer. 

Den bebudede (milliardstore) nedskæring af udviklingsbudgettet er blevet vedtaget af et flertal i Folketinget. Asyludgifternes andel er steget markant. Danske egeninteresser har fået en mere prominent og legitim plads i udviklingsdebatten.

Som et resultat blandt flere er adskillige danske NGOer og konsulentvirksomheder begyndt at omprioritere og skære ned. Det samme er tilfældet i Udenrigsministeriet.

Hvad Kristian Jensen gerne vil have svar på

Udenrigsministeren vil gerne have selskabets input til fremtidens udviklingssamarbejde:

Hvordan mener vi, at udviklingsbistanden skal fokuseres og prioriteres – og dermed hvad skal fravælges – for at gøre bedst mulig gavn?

Udenrigsministeren vil specielt gerne have input til:

  • hvordan kan man mobilisere flere private investeringer;
  • hvordan kan danske kompetencer udnyttes bedre; og
  • hvordan står Danmark stærkest ift. at bekæmpe fattigdom, samtidig med at der tænkes sikkerhed/skrøbelighed, handelspotentiale, migration og værdier.

I diskussionen vil der også blive lagt vægt på:

  • Den danske position i forhold til SDGs, der jo for første gang vil forpligtige både de rige og de fattige lande – specielt, at alle forpligter sig til hjemme såvel som ude at opnå stadige forbedringer i forhold til lighed, menneskerettigheder og bæredygtighed – de bløde værdimål.
  • Fagligheden i bistanden – inklusive den danske ressource-base og nedskæringer / omorganiseringerne i Udenrigsministeriet.
  • Se også debatten herom i Globalnyt på https://globalnyt.dk/content/en-praematur-doedsannonce

Vi kalder mødet ”unplugged” for at understrege intimiteten og der vil være begrænset antal pladser. Vi vil lægge vægt på en åben og konstruktiv dialog således, at ministeren får noget med hjem at arbejde videre med, hedder det.

Klokken 18.30 serveres sandwich-buffet med drikkevarer og der er mulighed for at netværke og fortsætte diskussionen.