Den libanesiske præsident, Michel Aoun, var mandag i denne uge på et kort besøg i Qatar. I hovedstaden Doha mødte han emiratets overhoved, sheikh Tamim bin Hamad al Thani, til en drøftelse af bilaterale relationer, og Aoun kunne senere på dagen rejse hjem igen med en qatarsk hensigtserklæring om hjælp til Libanon, som nok befinder sig i den dybeste krise siden afslutningen på borgerkrigen i 1989.
Hvordan emiren konkret har tænkt sig at hjælpe, stod ikke klart, men der hersker ingen tvivl om, at Libanon har hårdt brug for hjælp. Mens præsidenten var på sin hastige udlandsrejse, var Beirut og andre libanesiske byer som Tripoli og Saida præget af demonstrationer, hvor vrede borgere blokerede for alle større indfaldsveje med brændende bildæk, affaldscontainere og parkerede biler.
Landets økonomiske krise har været under opsejling i flere år, men inden for den sidste måned har den taget en dramatisk vending, så økonomien nu er på kanten af nedsmeltning.
I sidste uge tog det libanesiske pund således endnu et dramatisk dyk. Indenfor de sidste par år har den lokale valuta mistet 90 procent af sin værdi, og nu skal der 25.000 pund til for at købe en dollar. De parkerede biler ved demonstrationerne symboliserer, at regeringen hver uge har hævet benzinpriserne, mens subsidier på vigtige fødevarer og medicin falder bort.
Det har længe været planen at udstede rationeringsmærker til 500.000 familier, som er begyndt at springe daglige måltider over, men samtidig er regeringen nu i to måneder slet ikke trådt sammen, fordi man ikke kan nå til enighed om en vej ud af krisen.
Præsident Aouns pludselige rejse til Qatar virker derfor såre forståelig, omend den har et umiskendeligt præg af desperation. For ganske vist kan emirens hjælp føre til en vis opblødning af krisen her og nu, ikke mindst hvis den kommer til at bestå af en saltvandsindsprøjtning af kapital til den udhungrede libanesiske økonomi, men dette kan også vise sig at være farligt politisk spil, der kan føre til en yderligere forværring af Libanons situation.
I bås med Assad
Det hele begyndte egentlig med noget, der mest af alt lignede en sag fra småtingsafdelingen. I slutningen af oktober kom den libanesiske informationsminister, George Kordahi, med en udtalelse, der rummede implicit kritik af Saudi-Arabiens engagement i den yemenitiske borgerkrig. Mere specifikt kritiserede ministeren den saudiarabiske offensiv mod houthierne.
Det er ikke første gang, Saudi-Arabien bliver kritiseret for sin rolle i krigen i Yemen, og kritikken er ofte kommet fra langt vigtigere kilder end George Kordahi. Han repræsenterer det lille kristne parti Marada, der sidder på tre af det libanesiske parlaments 128 pladser, og hans ministerielle portefølje er næppe heller blandt de tungeste. Kordahi er dog en lokal kendis. Han kommer fra tv-verdenen, og som tidligere vært i den libanesiske version af programmet Hvem vil være millionær? har han stor folkelig popularitet, så mange lytter til hans udtalelser.
Dette er dog ikke forklaringen på, at Saudi-Arabien valgte at reagere med stor voldsomhed på informationsministerens kritik. Den ligger i, at Marada befinder sig på den libanesiske højrefløj, hvor man i årevis har vist åben sympati for den syriske leder, Bashar al Assad, og dermed har Marada sat si
Den 3. december tog affæren endnu en vending, idet Kordahi tog konsekvensen og trådte tilbage. Han forklarede sig med, at han efter moden overvejelse havde besluttet at sætte hensynet til Libanon højere end egne interesser. Men som man måske kunne forvente, kom der ikke nogen umiddelbar reaktion fra Saudi-Arabien, og heri ligger nok selve forklaringen på, at Saudi-Arabien havde valgt at reagere med så stor voldsomhed på informationsministerens kritik.
Marada befinder sig på den libanesiske højrefløj, hvor man i årevis har vist åben sympati for den syriske leder, Bashar al Assad, og dermed har Marada sat sig i bås med den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, som er en yderst magtfuld spiller i libanesisk politik. Hizbollah er repræsenteret med 12 mandater i parlamentet, hvor det fører tæt politisk samarbejde med Marada – på trods af de teologiske forskelle.
Forbindelsen til Iran
Her ligger den egentlige årsag til Saudi-Arabiens voldsomme reaktion på en udtalelse, der i store træk er betydningsløs. Der er god grund til at antage, at styret i Riyadh har grebet ”fornærmelsen” som en god anledning til at åbne en offensiv mod Hizbollah. Den islamiske bevægelse har nemlig lige siden sin opståen omkring afslutningen på den libanesiske borgerkrig i 1989-90 stået i tæt forbindelse med Iran, og dermed er Hizbollah også deltager i den iransk-syriske akse, som med saudiarabiske øjne er en trussel mod den regionale stabilitet.
Den lille konflikt rykkede altså lynhurtigt op i en langt højere kategori. Ad den vej har sagen fået forbindelse til spørgsmålet om de iranske atomprogrammer, der er en del af forklaringen på, at hele det mellemøstlige konfliktscenarie gennem de senere år har flyttet sig fra den israelsk-palæstinensiske konflikt, til primært at fokusere på den mangeårige rivalisering mellem Iran og Saudi-Arabien. Denne drejer sig om dominans på oliemarkedet, om teologiske forskelle samt flere andre udeståender, og dette har navnlig i de senere år trukket en ny mellemøstlig frontlinje ned gennem Den Persiske Golf.
I den optik har Saudi-Arabien derfor en tydelig interesse i at svække Hizbollah, der ligesom styret i Teheran er shiamuslimsk.
Den saudiarabiske offensiv har imidlertid ikke blot taget sigte på Hizbollah, men søger at ramme hele det libanesiske samfund, for ad denne vej søger man tydeligvis at fratage Hizbollah sin dominerende rolle i Libanon. Som første skridt afbrød Saudi-Arabien sine diplomatiske forbindelser til Libanon. Ambassadøren blev kaldt hjem fra Beirut, og som forventet tog den libanesiske regering et tilsvarende skridt ved at kalde sin ambassadør hjem fra Riyadh.
Derpå fulgte en handelsblokade, som har endnu alvorligere konsekvenser. Saudi-Arabien er Libanons fjerdestørste handelspartner. I 2019, altså lige før Libanons økonomiske krise for alvor tog fart, repræsenterede Libanons landbrugseksport til Saudi-Arabien en værdi af 280 millioner dollars. Dette faldt til 200 millioner året efter, og nu er det altså mere eller mindre nulstillet.
Hertil kommer at Saudi-Arabien med øjeblikkelig effekt har indefrosset sin andel af de 11 milliarder dollars, som på donorkonferencen i 2018 blev stillet på benene for at redde den libanesiske økonomi; Saudi-Arabien forpligtede sig på det tidspunkt til at donere en milliard. Dette skaber i sig selv alvorlige udsigter for den libanesiske økonomi, hvis der ikke meget snart findes en løsning, og sagen tog endnu en alvorlig drejning, da Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Kuwait sluttede sig til den saudiarabiske blokade.
Mikati træder vande
Alt dette var lige fra begyndelsen en farlig leg med ilden.
Den 10. september dannede Najib Mikati en ny bred samlingsregering, hvor både Hizbollah og det minutiøse Marada altså sidder med omkring bordet. Det skete 13 måneder efter at forgængeren, Hassan Diab, trådte tilbage fra posten, og den nye regering blev i lang tid betragtet som et håb om at trække landet ud af en årelang politisk krise. I 2019 var der dramatiske folkelige protester mod en inkompetent og korrupt politisk ledelse, og økonomisk bevægede Libanon sig i retning af det totale kollaps.
Dette håb synes at være blegnet. Mikati træder vande i stedet for at tage initiativ. Han reagerede på informationsministerens fadæse ved at tilskynde alle ministre til at prioritere Libanons interesser over alt andet, men kom ikke på noget tidspunkt med krav om Kordahis tilbagetræden. Han var muligvis hurtig til at indse, at dette ikke i sig selv ville være nok til at løse krisen, og på den anden side vidste han også, at hvis han selv tog initiativ til en fyring af ministeren, ville det kunne bringe regeringen i fare.
Og et regeringssammenbrud vil lige nu kunne få dramatiske og kaotiske konsekvenser for Libanon. Det er nemlig ikke sikkert, hvem der kan danne en ny regering, og hvornår det kan ske. Og det truende økonomiske kollaps har længe hængt som en mørk sky over enhver politisk beslutning – eller mangel på samme.
I den situation kommer Hizbollah pludselig til at stå som et håb i mange libaneseres øjne. Bevægelsen er langt fra så magtfuld, som den tidligere har været, men den har stadig betydelige midler til at gøre sin indflydelse gældende. Mange mennesker husker endnu krigen i 2006, hvor israelske bombardementer anrettede store skader.
Her stod Hizbollah klar til at yde praktisk og økonomisk hjælp til borgere, og det skete næsten uden skelen til religiøst tilhørsforhold. Hizbollah høstede stor popularitet på dén konto, og det blev omsat i politisk indflydelse. Mange forventer, at noget lignende kan ske, hvis Mikati-regeringen falder sammen og efterlader et tomrum.
Qatar
I den sammenhæng kommer præsident Aouns rejse til Qatar til at fremstå som et desperat forsøg på at bryde Mikatis åbenlyse handlingslammelse. Men dette er samtidig et farligt diplomatisk spil, idet tilnærmelsen til Qatar svarer til at vifte med en rød klud for øjnene af styret i Riyadh.
Qatar har gennem mange år skilt sig ud fra de øvrige små olierige stater langs Den Persiske Golf ved at lægge tydelig afstand til den saudiarabiske dominans. Man har en lang tradition for en aktivistisk udenrigspolitik, der blandt andet omfatter utilsløret støtte til grupper som Hizbollah og palæstinensiske Hamas på Gazastriben.
Ikke mindst har Qatar gjort sig bemærket ved sine tætte relationer til Iran, og det fik i juni 2017 Saudi-Arabien til at bryde de diplomatiske forbindelser, lukke grænsen og indlede en handelsblokade i stil med den, der nu rammer Libanon. Også dengang fik Saudi-Arabien tilslutning fra De Forenede Arabiske Emirater og andre. Men Qatars økonomi bygger på enorme indtægter fra naturgas og er helt anderledes robust end den libanesiske, så det saudiarabiske forehavende lykkedes ikke og mundede ud i en vis normalisering af relationerne i januar 2021.
Men imens har de strategiske forhold i regionen ændret sig. I sensommeren 2020 underskrev Israel normaliseringsaftaler med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, hvilket kun understregede den nye mellemøstlige frontlinje i forhold til Iran. Det var Donald Trump, som var fødselshjælper for aftalerne, der dermed også blev en del af dennes indsats for at isolere Iran, og ikke mindst for at forhindre at den såkaldte atomaftale med Iran, som Trump havde annulleret i maj 2018, skulle blive genetableret.
Selv om præsident Biden endnu ikke har taget afgørende initiativer i Mellemøsten, ligger det tydeligt i kortene, at hans første prioritet i regionen er i forhold til Iran og landets atomprogrammer. I den sammenhæng kan præsident Aouns rejse og Qatars mulige hjælp til Libanon have trukket fronterne yderligere op, idet denne udvikling i et større perspektiv kan ses som en styrkelse af iranske interesser.
Det vil under alle omstændigheder kunne forventes, at Saudi-Arabien vil reagere. Forholdet til Qatar er som sagt kommet nogenlunde på plads, men emiratet er endnu ikke helt i kridthuset hos lederne i Riyadh, så diplomatiske tiltag i et vist omfang kan muligvis forventes.
Det har dog længe ligget i luften, at Riyadh kan beslutte at give den halve million libanesiske migrantarbejdere i Saudi-Arabien og golfstaterne besked på at rejse hjem, og det vil naturligvis få alvorlige konsekvenser for den libanesiske økonomi. Disse arbejdere vurderes at sende 3-5 milliarder dollars hjem om året, hvilket svarer til omkring 60 procent af samtlige pengeoverførsler fra udlandet.
Michel Aouns rejse udtrykker en vilje til at få brudt det libanesiske dødvande indadtil, men den har også sat gang i nogle regionale udviklinger, som kan gå i alle retninger. I de seneste par uger har man i Israel flere gange kunnet høre jagerfly i de sene aftentimer. De har bombet iranske installationer i Syrien, og ikke mindst har de ramt angivelige iranske våbentransporter med Hizbollah som modtager. Så mens Libanon er i økonomisk kaos, og befolkningen lider, er der mange steder i regionen aktiviteter, som kunne pege i retning af en ny væbnet konfrontation.
Hans Henrik Fafner er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – blandt andet som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten. Skribenten har tilpasset denne udgave i forhold til originalen for at tage højde for, at Kordahi er trådt tilbage.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.