Den 13. marts var der parlamentsvalg i Colombia og det blev en klar sejr til centrum-venstre koalitionen ”Pacto Historico”. Ved det samtidige primærvalg fik koalitionens præsidentkandidat Gustavo Petro langt flere stemmer end hans konkurrenter. Der er lagt op til et brud med mange års yderst konservative regeringer. Petro foreslår grundlæggende reformer med sigte på mindre vold, fred og større social og økonomisk retfærdighed i et dybt splittet og voldeligt land. Det bliver et meget afgørende præsidentvalg for Colombia med først valgrunde i slutningen af maj og anden runde i juni.
Efter de nylige regeringsskift i Honduras og Chile bliver Colombia måske det næste i rækken af latinamerikanske lande, der slår ind på en demokratisk og socialt mere retfærdig udvikling. En udvikling, der står i skarp modsætning til hvad vi kan iagttage i andre regioner i verden, hvor det går klart tilbage for demokratiet.
Årtiers vold
Mere end noget andet land i Latinamerika har Colombia i årtier været hærget af vold og væbnet konflikt. I over fem årtier varede den væbnede borgerkrig mellem oprørsgruppen FARC og de skiftende regeringer. Der var op mod otte millioner ofre, de fleste internt fordrevne, men også flere hundrede tusinde dræbte og forsvundne. Baggrunden for den langvarige konflikt var ikke mindst den meget ulige jordfordeling, der stadig præger Colombia, hvor én procent af de jordejerne kontrollerer 80 procent af jorden.
Men volden skyldes også de mange narkogruppers hærgen. Colombia har i mange år stået for over to tredjedel af verdens produktion af kokain. Og narkobaronerne hersker i store dele af landet, hvor de med vold påtvinger de fattige bønder at dyrke kokain. Hertil kommer, at der fortsat er guerillagrupper, paramilitære grupper og resterende FARC-grupper, der huserer rundt om i landet.
Selv om volden blev reduceret efter fredsaftalen for godt fem år siden, er der fortsat mange voldelige hændelser og drab på tidligere FARC-medlemmer og ledere af civile organisationer. Det skønnes, at over 300 ex-FARC og flere end 1.200 ledere af civilsamfundsgrupper, herunder menneskerettighedsgrupper og oprindelige folks organisationer, er blevet dræbt siden fredsaftalen blev indgået, hvilket fremgår af rapporten fra UN Security Council, UN Verification Mission in Colombia, 28 March 2022 (åbner en pdf).
Et land med voldsomme kontraster og uligheder
Ifølge Verdensbanken er Colombia det mest ulige land (efter Brasilien) i den mest ulige region i verden. Det er ikke mindst resultat af mange års neoliberalistisk økonomisk politik med nedskæring af den offentlige sektor og privatisering af uddannelse og sundhed, der blandt andet har ført til, at god uddannelse- og sundhedsservice er reserveret de få. Store dele af den fattige befolkning har ikke adgang til uddannelse og sundhed af kvalitet.
De oprindelige folk, der udgør tre-fire procent af befolkningen, er blandt de allerfattigste og bliver ofte presset væk fra deres jorde af store minefirmaer eller narkobaroner. Ligeledes er colombianere af afrikansk afstamning (ca. ti procent af befolkningen) og de små eller jordløse bønder blandt de fattigste.
Ikke mindst privatisering af økonomien er kommet en snæver gruppe af allerede overmåde velhavende til gode.
For nylig offentliggjorte FAO en rapport, hvor det fremføres, at Colombia sammen med Haiti og Honduras er det eneste land i regionen, hvor der er fare for at en del af befolkningen vil lide af sult i indeværende år, hvilket bekræfter den sociale sårbarhed af den fattige del af befolkningen.
Covid-19 har yderligere forværret ulighederne og fattigdommen i Colombia og har ført til en stigning af colombianere, der lever i fattigdom og ekstrem fattigdom.
Fredsaftalen – stadig udestående
I slutningen af 2016 blev der indgået en historisk fredsaftale mellem regeringen og FARC, der i løbet af få måneder nedlagde våbnene og blev demobiliseret. Aftalen indebærer blandt andet en jordreform, der skal give småbønder og jordløse bønder adgang til jord. Og en politisk reform, der skal give folk i de tidligere konfliktområder adgang til at deltage i de politiske liv.
Fredsaftalen har klar støtte i det internationale samfund, herunder EU og FN, der har etableret en speciel opfølgningsmission i landet. Hver tredje måned er gennemførelse af fredsaftalen genstand for drøftelse i FN´s Sikkerhedsråd. Aftalen er imidlertid kun meget delvist ført ud i livet, da den stærkt højreorienterede regering, der kom til magten i midten af 2018, i bund og grund var modstander af den.
Der er sket visse fremskridt, ikke mindst hvad angår integration af tidligere FARC guerillasoldater i de civile samfund, men også hvad angår retsopgøret og hele forsoningsprocessen efter de mange års konflikt. Men når det drejer sig om de mere strukturelle reformer, ikke mindst jordreformen, eller de politiske reformer er der kun sket beskedne fremskridt.
For nylig var fredsprocessen i Colombia til drøftelse i FN’s Sikkerhedsråd og det blev fra flere sider fremført, at hele fredsaftalen uden undtagelse bør gennemføres. Samtidig gentog man i Sikkerhedsrådet det foruroligende ved de mange drab på tidligere FARC-medlemmer og ledere i civilsamfundet. Den fortsatte vold stiller spørgsmål ved hele fredsprocessen.
En benhård valgkampagne
Gustavo Petro vil gøre op med vold, skabe et mere ligeligt samfund med bedre adgang for alle til uddannelse og sundhed og indførelse af en pensionsreform for alle. Og ikke mindst gennemføre alle dele af fredsaftalen, som af mange betragtes som en forudsætning for et mere retfærdigt og ligeligt samfund.
For øjeblikket kører valgkampen for fuld kraft. Petro udnævnes af højrefløjen til at være populist og beskyldes for at ville føre landet ud i tilstande, som man kender det i Venezuela eller Cuba. Men Petro har klart taget afstand til disse regimer.
Foreløbig fører Petro klart i opinionsundersøgelserne foran den vigtigste modkandidat, Federico Gutiérrez, der som repræsentant for højrefløjen står nær den tidligere præsident Alvaro Uribe. Uribe er fremtrædende modstander af fredsaftalen har præget colombiansk politik i årtier. Han har på det sidste tabt meget terræn ikke mindst grundet flere beskyldninger om at stå de paramilitære grupper nær.
De unge og specielt de studerende er kommet frem på banen som vigtige politiske aktører. Det så vi ved demonstrationerne i midten af 2021, hvor de massive protester, de største i flere årtier, blev anført af unge, der især var utilfredse med de voksende uligheder.
Og også de oprindelige folk deltog i de langvarige protestaktioner sidste år, ligesom fagforeningerne, der aktivt deltog i aktionerne. Der er ingen tvivl om at disse grupper for størstedelens vedkommende vil bakke Petro op.
Efter stor sandsynlighed vil Petro også få støtte af en del af middelklassen, der har lidt af mange års neoliberalistisk økonomisk politik med nedskæring af offentlige service.
Men reaktionen fra højrefløjen er stærk og der er store interesser på spil. Så man kan forudse en meget skarp og hård valgkampagne de kommende uger.
Spørgsmålet er om Colombia bliver det næste i rækken af lande i Latinamerika, som går i demokratisk retning.
Mogens Pedersen har arbejdet med støtte til civilsamfundet (blandt andet i Nicaragua) og i en årrække for Udenrigsministeriet, blandt andet som ambassadør i Bolivia, Burkina Faso, Mozambique, Uganda og sidst i Colombia. Sidenhen var han tilknyttet Dansk Institut for Internationale Studier som senioranalytiker.
