COP27: Afrikanske lande vil skrue op for den klimaskadelige energi

En tankstation i Nigeria er løbet tør for benzin.
Foto: Chris Hondros/Getty Images.
Thomas Jazrawi

Adskillige lande i Afrika har rigeligt af naturgas og andre fossile brændstoffer i undergrunden. Og det skal udnyttes, mener flere af landene. Det bliver bakket op af den Afrikanske Union, der har præsenteret et forslag til en fælles holdning for de afrikanske lande til det kommende klimatopmøde i Egypten dette efterår.

”Den fælles holdning fastslår, at Afrika vil fortsætte med at udnytte alle typer af dets rigelige energiressourcer, herunder vedvarende og ikke-vedvarende energi, til at håndtere behovet for energi,” lød budskabet fra AU d. 22. juli.

Kommissær for infrastruktur og energi i Den Afrikanske Union, Amani Abou-Zeid, nævner, at aftalen er et skridt mod Afrikas mål om at sørge for adgang til energi for alle på kontinentet. Knap 600 millioner afrikanere lever i dag uden adgang til strøm, ifølge Det Internationale Energiagentur.

Kritik fra klimaforhandlere og civilsamfund

Det er dog ikke alle, der er lune på planerne. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, og direktøren for Det Internationale Energiagentur, Fatih Birol, har tidligere nævnt, at der ikke er plads til flere investeringer i fossile brændstoffer, hvis Paris-aftalen skal indfries og den globale opvarmning tæmmes.

Diplomaterne fra de afrikanske lande, der deltager i de internationale klimaforhandlinger, fik præsenteret AU’s planer på et møde i Etiopien i august. De var heller ikke begejstrerede for planerne om at tage til klimatopmødet med et fokus på at brænde mere fossil energi af. Det kommer til at skygge for andre af de vigtige afrikanske emner som klimastøtte og tilpasning, har kilder til stede ved mødet fortalt netmediet Climate Home.

Læs også: DR Congo har fundet en måde at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling, men løsningen kan blive en global klima-bombe

Også fra afrikanske civilsamfundsgrupper er der kritik af AU’s dagsorden. Det fremgår af et åbent brev underskrevet af en lang række organisationer – fra Greenpeace Afrika til den anglikanske kirke i det sydlige Afrika og en lokal kvindebevægelse for grøn økonomi i Uganda. Organisationerne understreger i brevet, at klimaforandringer kan få katastrofale konsekvenser for Afrika.

“Afrika er velsignet med rigeligt af sol, vind og andre rene energiressourcer. Det ville være et skamfuldt forræderi mod afrikanere, som allerede er i frontlinjen af klimaforandringer, hvis afrikanske ledere bruger novembers klimatopmøde på afrikansk jord til at låse Afrika fast i en fremtid baseret på fossil energi. Afrika har ikke behov for fortidens beskidte energi,” lyder det i en pressemeddelelse fra Mohamed Adow, en erfaren klimaaktivist, der nu er direktør i organisationen Power Shift Africa.

Dertil peger organisationerne på, at udvinding af de klimaskadelige energikilder næppe kommer afrikanerne til gavn. EU står nemlig over for en energikrise, hvis Rusland lukker ned for forsyningen af naturgas til Europa.

“Udviklingen kommer med en baggrund i en nylig beslutning af EU om at klassificere både gas og atomkraft som “grønne”, hvilket gør dem berettiget til at modtage lån og støtte. Den underlæggende årsag er Ruslands invasion af Ukraine, som har fået EU til at vende sig mod Afrika for at opnå egen energisikkerhed. I den kontekst mener vi, at der er en risiko for, at Afrikas investeringer i energi kommer til at handle om at producere fossil energi til det europæiske forbrug, og ikke om adgang til energi eller omstilling for afrikanere,” lyder det i brevet.

Mere gas fra Afrika

I dag flyder der gas til Spanien over Middelhavet fra Algeriet, som står for omkring 10 procent af gassen i EU. Der kommer også lidt gas fra andre afrikanske lande, og EU har været i diskussioner med blandt andre Angola, Nigeria og Senegal for at få øget forsyningerne.

Tidligere har tonen fra EU ellers været kritisk over for en afrikansk satsning på gas. EU’s kommissær for den grønne omstilling, Frans Timmermanns, nævnte tidligere i år på en konference, at EU kun vil investere i gas i Afrika, hvis det erstatter mere klimaskadelige energiformer som kul. Afrikanske lande har på sin side argumenteret for, at det er uretfærdigt, at EU ikke vil støtte gasudvinding i Afrika, når de europæiske lande selv bruger gas i stor stil.

Læs også: Afrika vil have gas, EU vil have grøn omstilling

DR Congo, Ghana, Kenya, Nigeria, Rwanda og flere andre afrikanske lande har i en erklæring opfordret til at støtte udvinding af gas i Afrika for en “retfærdig og ligeværdig omstilling”. De ser, som EU selv har gjort, gas som et skridt på vejen mod en grøn omstilling, da gas udleder mindre CO2 end kul og olie.

Men ved det seneste klimatopmøde i Glasgow i efteråret skrev en række lande og investeringsbanker under på, at de helt ville stoppe med at finansiere fossil energi internationalt fra 2023. EU-lande som Danmark, Sverige og Tyskland samt den Europæiske Investeringsbank skrev under på erklæringen. Også Storbritannien, USA og et par afrikanske lande som Zambia og Mali forpligtede sig.

Det er dog ikke bare gas, der bliver udvundet. Senest har lande som Uganda og DR Congo præsenteret planer om at hente mere olie op fra undergrunden. I DR Congos tilfælde kommer det til at foregå i verdens andenstørste regnskov.