Nahid Siamdoust er adjunkt i Mellemøsten og Medievidenskab ved University of Texas i Austin.
“Baraye” er hymnen for Irans “Kvinde, Liv, Frihed”-protestbevægelse. Det er en sang strikket sammen udelukkende af citater under samme Twitter-hashtag, hvor iranere udtrykker deres engagement i de nuværende protester. Og det er en sang, der fortsætter med at forene iranere i deres modstand mod Den Islamiske Republik flere uger efter, den første gang blev udgivet online.
Samarbejde med Foreign Policy
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der reporterer fra hele verden.
For iranere i Iran, men også for millioner i den iranske diaspora rundt i verden, er Baraye en generations sang, der perfekt udtrykker dette politiske øjeblik og alt, hvad der er på spil.
For dans i gyderne
På grund af den frygt, du føler, når du kysser
For min søster, din søster, vores søstre
For at ændre de tanker, der er rådnet væk
På grund af skam, på grund af at være ruineret
På grund af længsel efter et almindeligt liv
Det, der gør dette øjeblik anderledes end tidligere perioder med protester, er, at muren af stille accept og forlorenhed, der fastholdt statens autoritet i det offentlige rum, er blevet revet ned i et omfang, der ikke er set siden revolutionen i 1979.
I sin beretning om alle de smertefulde klager signalerer Baraye, som på dansk oversættes til “for” eller “på grund af”, en ende på tålmodigheden med status quo og åbner et vindue til en ny fremtid med et vokalt crescendo, der kulminerer i ordet “frihed”.
Sangen afslører den simple natur af de ting, som iranerne higer efter, beder om og endda dør for. Den er radikal i sin måde at afsløre den nationale grusomhed i et system, der afviser disse basale krav – og blotlægger de ødelæggende forhold, iranere må finde sig i under det nuværende regime.
Skabt af det iranske folk
Hvis Baraye afspejler en anden, måske hidtil uset stemning i hele landet, afspejler sangen også den organisatoriske struktur i den nye protestbevægelse. Hvis protestbevægelsen er netværksbaseret og lederløs, så er sangen det også.
Sangteksten blev skrevet af iranere i massevis og blot sat musik til og indsunget af den unge upcoming sanger Shervin Hajipour. Dette forklarer, hvorfor sikkerhedsstyrker tilbageholdt Hajipour et par dage efter, at han lagde det op på sin Instagram-profil, hvor nummeret allerede havde opnået millioner af visninger. Regimet har i årevis forsøgt at skubbe de tilsyneladende og allerede virkelige aspekter af folks liv ud af den offentlige sfære.
På sociale medier har iranere skabt et liv, der i højere grad afspejler deres indre – fyldt med hård kritik af ledende præster, herunder Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei. Fyldt med kvindelige solosangere, der ellers har forbud mod at synge for deres lungers fulde kraft. Og fyldt med en udstilling af privatlivet, der er alt andet end en afspejling af statens projicerede fromme paradis. Alligevel har staten forsøgt at bevare et skin af sin ideologi og kontrol i offentlige rum og landets medier.
Baraye har brudt den voldeligt opbyggede mur mellem statens påtvungne virkelighed og folks virkelige liv. Sangen tvang alt det, som folk har vidst længe, men som de ikke måtte udtrykke, ud i det åbne og lige op i ansigtet på myndighederne.
For et grinende ansigts skyld
For skolebørn, for fremtiden
På grund af dette obligatoriske paradis
For fængslede intellektuelle
Grammy bestormet med nomineringer
Siden udgivelsen er sangen blevet den mest dækkede protestsang i Irans historie. Få uger efter at Hajipour komponerede musikken til den, har musikere på tværs af Iran og uden for dets grænser sunget den ordret med deres egne stemmer, oversat den og sunget den på andre sprog – og endda gjort teksterne universelle for et mere globalt publikum.
Den er blevet fortolket i mange danseforestillinger over hele verden, og den brager jævnligt ud fra bilhøjtalere, balkoner og åbne vinduer på tværs af små og store byer i Iran. Nobelprisvinder, aktivist og fortaler for pigers uddannelse, Malala Yousafza, sendte for nylig en videobesked om solidaritet til iranske kvinder, med Baraye afspillet i baggrunden.
I sidste uge udgav den iranske rapper Hichkas et militant hiphop-nummer, der refererer til Baraye gennem den mere afslappede rap-lingo “vase”, der opremser hans grunde, begyndende med “vase Mahsa” (For Mahsa Jina Amini, hvis død i det iranske moralpolitis varetægt udløste protesterne) og sluttede med “for en god dag”, i et nik til hans egen protestsang for den grønne bevægelses i 2019.
The Recording Academy, som er vært for den årlige Grammy Awards, meddelte, at i sin nye meritkategori for bedste sang for social forandring var mere end 80 procent af nomineringerne for Baraye.
De udtrykte bekymringer pakket ind i de korte tweets, der er vist i Hajipours video og i selve #Mahsa_Amini-hashtagget er i sig selv ret universelle – planetens prekære tilstand, drastisk ulighed og ønsket om et fredeligt liv – hvilket er grunden til, at sangen har vækket genklang hos så mange mennesker rundt om i verden.
For det affaldssamlende barn og hendes drømme
På grund af denne kommandoøkonomi
På grund af denne forurenede luft
For en følelse af fred
For solen efter lange nætter
Det obligatoriske paradis
På samme tid skaber Baraye en national intimitet ved at citere meget specifikke begivenheder, som alle iranere har lidt igennem sammen, i et sammensurium af kollektive traumer.
Hajipour synger “For billedet af dette øjeblik, som gentager sig igen,” trukket fra et tweet med et billede af Hamed Esmaeilion og hans unge datter, der slapper af sammen på en sofa, mens han læser avis. (Hans kone og 9-årige datter blev dræbt, da Irans revolutionsgarde ved en fejl skød et ukrainsk passagerfly ned, der forlod Teheran i januar 2020. Esmaeilion er blevet ansigtet på sorgen, der påvirker alle dem, der mistede deres kære i styrtet.)
Denne linje vækker genklang hos iranere, fordi så mange familier er blevet revet fra hinanden af landets massive hjerneflugt, forårsaget af en lukket og korrupt økonomi, der tilbyder alt for få muligheder.
Andre steder i teksten synger Hajipour sarkastisk “På grund af dette obligatoriske paradis”, med henvisning til den teokratiske stats pålagte restriktioner, retfærdiggjort med målet om at opnå en islamisk utopi.
Han synger også om “huse i murbrokker”, og peger på kollapsede bygninger forårsaget af den voldsomme nepotisme og korruption, der beskytter statens bygherrer fra gennemsigtige sikkerhedsforanstaltninger. Han synger om de “fængslede intellektuelle”, i et anerkendende nik, ikke bare til de hundredvis af journalister, menneskerettighedsforkæmpere og filmskabere, men også til de prisvindende universitetsstuderende, der er blevet spærret inde.
Omkvædet, der stammer fra hundredvis af tweets, er klar i spyttet: Dette er et regime, der ser ud til at være imod selve livet, som straffer dans, kys og smilende ansigter.
Irans musikhistorie er rig på uforløste protestsange
Sangens enestående og øjeblikkelige succes er ikke en lille præstation set i lyset af den lange, rige historie med protestsange i Iran.
Allerede under Irans forfatningsmæssige revolution i 1906 skabte digtere sange om det spildte blod fra de unge, der agiterede for en repræsentativ regering. Ikke længe efter sang de om “Morgenfuglen”, der brød undertrykkelsens fængsel, og som mange årtier senere blev en af de mest toneangivende protestsange i det postrevolutionære Iran.
Irans musikhistories udvikling har tydeligt vist en århundredlang kamp for frihed og retfærdighed, som endnu ikke er realiseret.
Selvom Baraye og andre sange fra den nuværende protestbevægelse fortsætter denne stærke tradition, bryder de med den post-revolutionære arv på ét nøglepunkt: De kræver ikke længere reformer.
Ved de sidste store krampetrækninger i 2009 fremkaldte mange aktivister og musikere fra Den Grønne Bevægelse sange fra revolutionen i 1979 for at gøre krav på revolutionens originale og endnu uindfriede løfter. Folk bar tørklæder og armbånd på Imam Hussains-pladsen og råbte “Allahu akbar” fra deres hustage for at påkalde Guds hjælp mod en korrupt og jordisk magt.
Barayes virkelighed kan ikke længere fortrænges
Men denne gang er der ingen religiøse tegn eller krav om reformer. Hvis klassiske sange fremføres, er det ikke ikonet Mohammad Reza Shajarians forsonende sang “Language of Fire” i 2009, da iranerne stadig agiterede for reformer indefra. Det er hans militante sang “Night Traveler” fra 1979 (også kendt som “Give Me My Gun”), hvor han kalder det “at sidde i stilhed” for en synd og beder om sin pistol, så han kan slå sig til kampene.
En af Shajarians mesterlige kvindelige protegéer postede sangen med hashtagget #Mahsa_Amini og hev “broren” ud af versene for at synge “Søsteren er en teenager, søsteren drukner i blod”, som en anerkendelse af de teenagepiger, der har givet deres liv til protesterne.
Statens sikkerhedssystem forstod øjeblikkeligt betydningen af Baraye som en protestsang. Hajipour blev tvunget til at fjerne det fra sin Instagram-konto. Hans egen sang er ikke kun blevet delt bredt af andre brugere og på andre platforme, men følelserne bag teksterne ligger inden for de millioner af mennesker, der har skrevet dem.
Slagorene “Død over diktatoren” har givet genlyd fra gaderne til universiteterne, fra olieraffinaderier til hustage og fra basarer til skolegårde. Og det samme har de insisterende opråb om frihed – gentagne gange reciteret i slutningen af Baraye – der strømmer frem fra hvert hjørne af den fysiske og den virtuelle offentlige sfære i Iran.
Denne sangs virkelighed kan ikke længere fortrænges og skjules med magt.
Sangteksterne i denne artikel er delvist baseret på Zuzanna Olszewskas oversættelser.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Morten Scriver Andersen.