Det stinker af urin. Stierne er smalle, snoede, fulde af affald og mudder. Der er en endeløs række af blikskure. De er 3-4 kvadratmeter hver. Foran hvert blikskur står der en skammel. På de fleste stole sidder en kvinde. Andre stole er tomme, og dørene er lukkede. Dette er Umaja wa Fisi, et hotspot for nogle af de fattigste sexarbejdere i Dar es Salaam, der er Tanzania´s uofficielle hovedstad.
Her koster analsex uden kondom, der normalt er den dyreste seksuelle ydelse 5000 TSH (knap 16 danske kroner). Maria (Marias rigtige navn fremgår ikke af artiklen, da hun er blevet anonymiseret) hilser alle med et varmt smil, imens hun holder mig i hånden, og kærtegner den ømt. Hun går med rank ryg. ”Maria, Maria, Maria,” udbryder de alle. ”Tak for alt, som du gør for os.”
Marias øjne udstråler mildhed og beslutsomhed. Men hun har stort set altid rande under øjnene. Hun sover ikke nok, så hendes øjne er matte. Men hver gang, man får øjenkontakt med hende, lyser de op og bliver fulgt af et skævt smil. Hun vil fortælle en joke og bryde ud i grin.
Maria har hjulpet flere tusinde sexarbejdere i Tanzania
Maria er peer worker (har samme baggrund som dem, hun hjælper. Red.) og samarbejder med STEPS Tanzania. Der er en lokal NGO, hvor jeg selv var i studiepraktik indtil starten af året, som samarbejder med den danske ngo Rising Hope, hvor jeg er frivillig.
Maria begyndte at sælge sex som teenager, da hun var forældreløs og ikke havde familie, der ville tage sig af hende og betale for hendes uddannelse. I dag er hun 41 år og singlemor, der forsørger sine tre biologiske børn og sin afdøde søsters datter. For knap 8 år siden blev hun uddannet som peer worker. Siden har hun uddannet flere tusinde sexarbejdere i Tanzania omkring kønssygdomme og prævention, samt sikret over 3000 sexarbejdere behandling for HIV og hjulpet kvinderne med diverse andre udfordringer:
”Hver dag får jeg opkald og beskeder fra sexarbejdere, der har brug for hjælp. I forgårs var nogle kvinder blevet arresteret af politiet. I går havde en anden kvinde kraftige blødninger flere dage efter, at hun havde fået en abort under kummerlige forhold. I dag hjalp jeg en ny kvinde til hospitalet, efter hun var blevet udsat for grov kundevold.”
De seneste 7 år har Maria haft hænderne fulde af disse opkald, så hun ryster ikke på hånden over disse udfordringer. Hun kigger mig i øjnene og taler med en fast stemme.
Fordelene ved peer-to-peer-metoden
Maria blev uddannet til at være peer worker af STEPS Tanzania´s nuværende leder Cyprian Magere igennem Sauti-projekt, der løb fra 2015-2020. Et USAIDS-finansieret projekt, der søgte at forebygge HIV hos særligt udsatte som sexarbejdere, sexarbejderes kunder, homoseksuelle og transkønnede og forbedre deres sundhed. Kort inden projektets start havde NACP, der koordinerer HIV-indsatser nationalt i Tanzania, formuleret nationale retningslinjer, der anbefalede peer-to-peer metoden, som den bedste til at forebygge HIV og forbedre sundheden i målgruppen.
Denne tilgang er bemærkelsesværdig i et land som Tanzania, hvor blandt andre sexarbejdere og homoseksuelle både er kriminaliseret af loven og er ekstremt stigmatiseret af lokalbefolkningen på grund af Tanzania´s kulturelle og religiøse værdier. I tråd med de nationale retningslinjer brugte Sauti-projektet netop peer-to-peer metoden.
Ifølge Maria er dette bestemt også den bedste tilgang til at arbejde med sexarbejdere.
“Jeg er forældreløs og kommer fra samme miljø som kvinderne. Jeg forstår deres udfordringer og kan nå dem med relevant støtte.”
Hun uddyber, at hun er taknemlig for den betydning som Sauti-projektet har haft i hendes eget liv.
”På grund af den løn, som jeg fik som peer worker, kunne jeg stoppe med at sælge sex og sende min ældste søn på universitet. Han studerer kemi nu.”
Hendes øjne lyser op, idet hun omtaler sin søn. Hun tilføjer: ”Jeg blev uddannet som peer worker, fik stor viden og et virkelig stort netværk igennem projektet. Dette har givet mig store ressourcer, som jeg kan bruge til at hjælpe mig selv og andre. Jeg føler mig virkelig værdsat for min indsats som peer worker.”
Stort set alle sexarbejdere i Dar es Saalam kender Maria og værdsætter hendes indsats. Det samme gør mange lokale ngo’er, der arbejder med at forebygge HIV i Tanzania. Da jeg er sammen med Maria til den lokale fejring af World AIDS Day i Dar es Saalam, styrter flere ngo-folk over til hende for at tale med hende og give hende en krammer. Da vi diskuterer årsagerne til udbredelsen af HIV, signalerer Maria lynhurtigt, at hun vil have mikrofonen. Hun lader sig ikke kue af, at over 100 personer er til stede. Hun gestikulerer kraftigt med hænderne og slår dem let imod hinanden, imens hun taler. Hun hæver stemmen en anelse. Da hun har talt færdig, bliver hun tiljublet og modtager store klapsalver.
”Vi mangler virkelig hjælp”
Trods det, at Maria har en stolt fremtoning og oftest et bredt og skævt smil på sine læber, har hun stadig sine personlige udfordringer. Efter Sauti-projektets afslutning mistede Maria sin indkomstkilde som peer worker og var nødsaget til at sælge sex igen. Hun kæmpede gevaldigt med at tjene nok til, at hendes børn kunne fortsætte deres skole. Det er derfor, hun har matte øjne, for hun sover sjældent om natten.
”Jeg forsøger at skjule for min børn og vores nabolag, at jeg er sexarbejder. Jeg ønsker virkelig ikke, at de skal vide det.”
Maria er ufortrødent forsat med at hjælpe andre sexarbejdere. Hun bruger sin viden og sit netværk til at linke andre sexarbejdere til relevante sundhedsydelser og til at agere mægler, når sexarbejdere er blevet arresteret af politiet. Da STEPS Tanzania i januar hjalp Maria til at starte en minibar, så hun ikke længere var afhængig af at sælge sex, brugte hun nogle af sine først optjente penge på at købe en stor kasse med kondomer, som hun kunne dele ud til sexarbejdere. Hun begrunder sin indsats således: ”Jeg er selv blevet hjulpet, så jeg ønsker at hjælpe andre. Når man hjælper andre, så udviser man sand kærlighed og empati.”
Derfor håber hun, at der snart kommer flere projekter målrettet sexarbejdere i Dar es Salaam, hvor hun kan blive ansat som peer worker og nå endnu flere sexarbejdere, end hun gør for tiden. Dette gav hun udtryk for, da hun talte med min kollega fra Rising Hope og mig i sidste uge.
”Jeg håber snart, at jeg igen får mulighed for at arbejde på projekter, hvor jeg kan hjælpe sexarbejdere. Kvinderne mangler penge, adgang til kondomer og sundhedsydelser, og de har fået endnu flere problemer med politiet. Vi mangler virkelig hjælp.”
Elisabeth Tveit Nielsen er bachelor i antropologi og frivillig i Rising Hope.