Father Michael plejer at gå på arbejde. Turen starter ved UNHCR, FN’s Flygtningeorganisations, kontorer i det indhegnede område, hvor humanitære medarbejdere bor side om side med FN’s fredsbevarende tropper. Her har Michael Bassano fået en container-lejlighed, efter han boede de første år i et telt.
(Foto: Søren Steensig/Globalnyt)
”Så det er ren luksus, et femstjernet hotel,” siger den 74-årige newyorker med et skævt smil. Han er en spinkel, hvid mand med gråt hår og varme, brune øjne. Hans ranke holdning og fjedrende skridt vidner på ingen måde om en mand, der næste år tvinges på pension af den katolske organisation Solidarity with South Sudan, han er udsendt af.
Fra UNHCR-containerne spadserer Father Michael langs den støvede, røde grusvej hen til porten, hvor to FN-soldater lukker ham ud. Han drejer om hjørnet og går de hundrede meter hen til næste checkpoint, hvor han bliver lukket ind i Protection of Civilians-lejren (i daglig tale: ’PoC’) ved Malakal i det nordlige Sydsudan. Så snart han sætter fod inde i lejren, er morgens stilhed forbi og dagen for alvor i gang.
I PoC-lejren bor næsten 40.000 mennesker på fem kvadratkilometer. Omkring 5.000 af dem tilhører Father Michaels katolske sogn. Han har prædiket for de internt fordrevne, siden lejren blev født ud af borgerkrigens uhyrligheder i 2013. Mange af børnene har han kendt, fra de var spæde.
”De siger nogle gange: ’Father Michael, du forlod os aldrig, du blev her.’ Men jeg ved ærligt talt ikke, hvor meget jeg rent faktisk har gjort for dem,” smiler Michael Bassano tørt.
De små vælter ud af telte og blik-hytter for at flokkes om ham, mens han går den sidste kilometer hen til kirken. Flere af forældrene vil også lige sludre eller høre, hvilke aktiviteter der er på kirkens program om aftenen. Nogle aftener står den på dans, andre på bibellæsning eller korsang.
Blikkasse huser Father Michaels menighed
Father Michael spadserer forrest i den lille procession gennem markedsgaden, hvor de internt fordrevne sælger fodboldtrøjer, fisk, møtrikker og gamle mobiltelefoner. Rundt om et hjørne fra markedsgaden ligger kirken, der har fået tilnavnet the Tin Box Church, fordi dens mure og skråtag er halvrustne blikplader.
”Det er en fornøjelse at være beskyttet mod solen og mod vandet i regnsæsonen,” forklarer Father Michael, ”men blikpladerne betyder også, at der bliver varmt som i en trykkoger om sommeren.”
I sammenligning med de trange, mørke skure og telte i PoC-lejren virker kirken som et overdådigt stort rum. Her står fire rækker bænke med farvestrålende flet-sæder, og imellem dem løber gange næsten lige så brede som lejrens veje udenfor op til en forhøjet platform med alter og prædikestol.
Father Michael gestikulerer ud mod rummet, hvor solstrålerne vælter ind over halvmurenes blikplader: ”Det er ikke meget, men vi har ikke brug for meget, bare et sted, hvor vi kan mødes og være sammen.”
Blikkasse-kirken har de fordrevne i lejren selv bygget. Med fællesskabets kraft – og hjælp fra nogle ingeniører i menigheden – skød kirken op, efter lejren flyttede til sin mere permanente placering i 2015.
I starten lå lejren inde i det bevogtede FN-område. Her flygtede områdets indbyggere til, da oprørerne i Riek Machars Sudan People’s Liberation Movement-In Opposition (SPLM-IO) gik til angreb på regeringsstyrkerne i byen Malakal. Engang, før utallige kampe og adskillige invasioner, var det en stor og velfungerende by med universitet, lufthavn og hospital. I dag er den et ødeland med forfaldne bygninger og flere lejre for internt fordrevne efter konflikt og oversvømmelser.
Father Michael kom selv til Malakal i 2013 efter lange ophold i Thailand (hvor han boede i et buddhistisk tempel og arbejdede tæt sammen med munkene på tværs af religioner), Chile og Tanzania. Da den kirkelige sammenslutning Solidarity with South Sudan ledte efter frivillige til verdens yngste land, der var blevet selvstændigt to år forinden, meldte Michael Bassano sig.
To måneder senere lå han sammen med tre af sine trosfæller på gulvet i deres gæstebadeværelse i Malakal. Her var nemlig kun ét enkelt vindue, og udenfor marcherede oprørerne mod regeringstroppernes regionale hovedkvarter, der lå på den anden side af Father Michael og kollegernes logi. I fire dage var de fanget i krydsilden, inden de blev evakueret. Da urolighederne lagde sig, og FN-troppernes område var svulmet op til den første primitive udgave af PoC-lejren, vendte Father Michael straks tilbage til sin menighed.
”De her mennesker havde ikke andre, der var ingen andre, der ville tage til Malakal,” forklarer Father Michael, ”så jeg tog tilbage. Jeg kunne ikke lade dem i stikken.”
Kirken er åben for alle etniciteter
Father Michael, der fik følgeskab af en nonne og en lokal præst med dinka-etnicitet, tog fra start en beslutning om, at konflikterne, der hærgede – og stadig hærger – Sydsudan, aldrig skulle få plads i kirken. Heller ikke når de etniske spændinger, der i nogle tilfælde er flere generationer gamle, forplanter sig til lejren.
”Vi har aldrig haft de store problemer med det i kirken,” fortæller Father Michael, ”for menigheden har altid vidst, at i kirken her er vi alle én, og jeg har som udlænding aldrig taget parti. Det respekterer de, og de ved godt, jeg er imod enhver form for vold eller konflikt.”
I Sydsudan er dinkaerne den største etniske gruppe, og nuer-stammen er næststørst. Men i lejren bor primært fordrevne med shilluk-herkomst, fordi deres gamle kongerige lå omkring, hvor Fashoda-regionen ligger i dag, tæt på Malakal. I PoC-lejren er der ifølge Father Michael 22 kirker og en moské, fordi flere af trossamfundene følger en specifik religiøs sekt og kun har medlemmer fra én af de tre større etniske grupper. Men Father Michael arbejder tæt og ofte sammen med overhovederne i de andre kirker, arrangerer fællesbønner og deltager i de andre kirkers velgørende arrangementer.
Kun én gang har der været ufred i Father Michaels blandede menighed. Det var i 2016, da regeringsstyrkerne under præsident Salva Kiir, der selv er dinka, slog oprørerne fra SPLM-IO tilbage fra området, og lejrens dinka-befolkning overfaldt deres shilluk- og nuer-naboer og satte ild på deres telte og hytter.
”Jeg følte mig selv voldsomt forrådt af mine dinka-brødre,” husker Michael Bassano sammenbidt. ”Men jeg vidste også, at vi derfor blev nødt til at tage ind til Malakal by, som dinkaerne rykkede ind i og overtog. Det tog mig tre måneder at få overbevist min menighed om, at vi måtte tage ind og bede sammen med dem. Og tilgive dem. Vi bliver nødt til at gå forrest og vise, at selv når nogen forbryder sig mod os, tilgiver vi dem, fordi de er vores brødre, og at kærlighed og fællesskab er stærkere end had og vold.”
Processionen ind til Malakal og den fælles gudstjeneste dèr blev ifølge Father Michael en tårevædet, men helende oplevelse. Både for dinkaerne og de tilbageblevne shilluker og nuer. Efter Father Michael er færdig med at vise sin kirke frem for Globalnyt, skal han ind til en fejring af Menneskerettighedsdagen inde i Malakal, hvor alle trosretninger og etniciteter er inviteret til taler, sang og dans.
Selvom volden igen hærger i Sydsudan – og særligt i Fashoda-regionen ved Malakal, hvor nuernes Hvide Hær forfølger og slagter civile shilluker – har Michael Bassano ikke opgivet håbet.
”Jeg ser det hver søndag, når børnene kommer op til alteret og får menighedens velsignelse. På tværs af stammer og etniciteter. Og jeg ser det i deres øjne, når de for et øjeblik glemmer, hvor de er og hvorfor, og bare synger med for deres lungers fulde kraft på salmerne og sangene.”
Menigheden har vist vejen
I gudstjenesterne prædiker Michael Bassano tit om fællesskab, enhed og tilgivelse. Det er, hvad Sydsudan har brug for, siger han. Særligt én lignelse fra Bibelen fortæller han tit.
”Den handler om en blind kvinde, der sælger frugt på et marked. En dag kommer nogle bøller og sparker til hendes lille bod, og noget af hendes frugt falder på jorden og går i stykker. Hun er dybt ulykkelig, indtil en ung mand kommer. Han genrejser boden, reparerer et ødelagt bordben, og han køber endda nyt frugt for egne penge til at erstatte det ødelagte. Efter han har hjulpet hende, begiver han sig videre. Da han er nået et stykke væk, råber den blinde kvinde: ’Er du Jesus?’,” fortæller Father Michael med indlevet kropssprog og ild i øjnene.
”Det handler om, at vi alle kan blive Jesus,” forklarer Father Michael sin fascination for den simple historie. ”Vi kan alle få del i, hvad Jesus var og ikke mindst er, hvis vi tager del i de gerninger, han gjorde og ville gøre. Det har jeg reflekteret meget over i min tid i Sydsudan.”
Dén tid er sandsynligvis snart ovre. Næste år fylder Michael Bassano 75 år, og så er han for gammel til at være udstationeret med Solidarity with South Sudan. Han er endnu ikke sikker på, om han vil lede efter en anden organisation, der kan hjælpe ham med at fortsætte sit arbejde i Malakal. Først går turen alligevel hjem på ferie til delstaten New York, hvor han skal reflektere over næste kapitel.
”Måske er ti år i Malakal også tid nok,” trækker Father Michael på skuldrene.
Han er taknemmelig for sin tid blandt de internt fordrevne i PoC-lejren. Ifølge præsten har han lært mere af sin menighed, end de har af ham. Han citerer Sankt Daniel Comboni, en af de første missionærer i Afrika, der berømt sagde, at missionen vil lære missionæren, både hvad han skal gøre, og hvordan han skal gøre det.
”Men her har jeg lært, at menigheden vil lære dig, både hvad du skal gøre og hvordan. Jeg vendte tilbage til Malakal efter borgerkrigen uden nogen plan, og alting er gået langt bedre, end nogen af os turde tro på. Bare se på kirken her, som vi byggede ud af nærmest ingenting, men i fællesskab. Det kræver mod at overgive sig til livet, men så skal livet – eller Gud, for vi troende – nok sørge for, det hele går alligevel.”
