Den Hvide Nil snor sig gennem Sydsudan fra syd til nord. Fra sit udspring ved Victoriasøen bruser den forbi hovedstaden Juba og hele vejen op til grænsen med Sudan. Ved nabolandets hovedstad, Khartoum, støder den Blå Nil til, og herfra fortsætter Nilen mod Egyptens middelhavskyst.
Meget af landet ligger i Nil-deltaet, og i årtusinder har den mægtige flod brødfødt mennesker og dyr i dét område, der siden 2011 har udgjort verdens yngste nation. Vegetationen vælter op af den Hvide Nils lysegrønne vand og giver næring, læ og liv til et væld af vilde dyr – nogle fredelige, andre farlige.
De vildtbevoksede sumpområder bugner af fisk, og markerne står frodige og grønne, når floden igen skrumper ind efter regnsæsonen. Langs flodens bredder knejser landsbyernes tukul-hytter, hvor indbyggerne er tæt på mad, drikke og vandvejens naturlige infrastruktur.
I landsbyen Atar krydser Den Hvide Nil og Sobat-floden, der flyder østpå mod grænsen til Etiopien. Ved den uformelle havn på flodens bred venter Nyangun Gatwech. Rank står hun i sit farvestrålende sjal og spejder ud over vandspejlet, der glitrer som ædelstene under den østafrikanske sol.
”Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske med os,” siger hun. På armen bærer hun sin spæde datter, hvis øjne er hævede af øjenbetændelse.
”Mine tre andre børn blev jeg nødt til at efterlade i landsbyen hos min mor,” fortæller Nyangun, lidt tøvende. ”Jeg havde ikke råd til at få dem med på båden.”
Første prioritet er efterladte børn
Hendes rejsefæller fra landsbyen er ved at gøre deres bagage klar. De ankom til Atar med en af de store flodpramme i går, og nu er de på vej videre ind til byen Malakal, hvor Nyanguns barn skal på hospitalet.
”Sidste år var oversvømmelserne også voldsomme, men i år er det for meget,” forklarer hun. Med sin frie arm angiver hun et sted på torsoen mellem navlen og brystet.
”Vandet når helt herop,” forklarer hun. Vi har ikke noget sted at bo længere, vandet har taget vores huse. Markerne er umulige at dyrke, så vi har ikke noget at spise. Nu leder vi efter et nyt sted at slå os ned, hvor vi kan overleve.”
Men fremtiden er usikker. Malakal, der inden borgerkrigens udbrud i 2013 var en driftig by med universitet og livlig handel, huser i forvejen tusindvis af internt fordrevne. Omkring 50.000 af dem bor i den FN-beskyttede lejr udenfor byen. Lejren er allerede overfyldt, så mere løst organiserede lejre er opstået rundt omkring i byen.
Nyangun skal bruge omkring 40.000 sydsudanesiske pund (eller godt og vel 2.000 kroner) for at betale sine børns overfart. Det er mange penge i Sydsudan, der ifølge Verdensbanken har verdens højeste fattigdomsrate. Fire ud af fem sydsudanesere lever for mindre end 1,90 dollar (eller 13 kroner) om dagen. Transport er blevet en kostelig service, fordi størstedelen af landets asfalterede veje enten er kontrolleret af bevæbnede militser eller ligger under vand efter flere års oversvømmelser.
”Mine børn er det eneste, jeg tænker på. Så snart jeg har tjent nogle penge og fundet et sted at bo, skal jeg tilbage for at hente dem,” siger Nyangun, mens den lange færge lægger til land ved Atar.
Et kvarter senere er hun væk. Ligesom hundredtusindvis af andre sydsudanesere er hun på flugt fra sin oversvømmede hjemby, på vej mod det uvisse og skilt fra sin familie.
Fordrevne bor i et fængsel af vand
Godt og vel 150 kilometer mod vest ligger byen Bentiu under oversvømmelsernes konstante belejring. Her beskytter diger af jord omkring en halv million fordrevne mod de to-meter høje vandmasser, der tårner op som flydende fængselsmure rundt om den lavtliggende halvø.
Sydsudan har altid haft oversvømmelser under regnsæsonen fra april til november, men de seneste fire år er der faldet mere regn end normalt, og vandet har ikke trukket sig tilbage i tørsæsonen.
Ifølge Andrew Harper, der er FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR’s, særlige klimarådgiver, skyldes de voldsomme regnskyl ”med 99,7 procents sikkerhed klimakrisen”.
Verdens stigende temperaturer gør, at luften kan indeholde mere vand, og derfor bliver regnskyllene i vådsæsonen voldsommere.
”Der er mange faktorer på spil,” forklarer Andrew Harper. ”Men et stort problem er også, at Sydsudan har en høj grad af afskovning, og derfor kan jorden ikke binde vandet.”
I stedet løber det mod lavtliggende områder, der bliver totalt oversvømmet. I 2019 fordrev oversvømmelserne 900.000 sydsudanesere, i 2020 gik det ud over mere end en million, i 2021 måtte mindst en halv million flygte fra vandet, og sidste år var mindst en million igen på flugt fra klimaforandringernes syndflod. Helt op mod to tredjedele af Sydsudan ligger nu under vand.
Nødhjælpsorganisationerne, der er tilstede i landet, herunder Dansk Flygtningehjælp og flere FN-organisationer som IOM, UNHCR og WFP, har i flere år uddelt plastic-presenninger. Plasten har flere vigtige funktioner for de fordrevne, blandt andet til at bygge hytter. Men de kan også bruges som flydende transportmiddel, når oversvømmelserne rammer igen året efter.
”Jeg pakkede mine yngste børn ind i plastic-presenningen og trak dem efter mig gennem vandet,” fortæller Mary Nyachi Koang.
Hun er mor til otte og valgt til repræsentant for fællesskabet af sine naboer i E-lejren for internt fordrevne ved Bentiu. Selvom hun kun har boet her få måneder, er Mary blevet valgt til at tale på de fordrevnes vegne med medarbejderne fra Dansk Flygtningehjælp, der driver lejren.
Hun er også med til at organisere og gå i patruljerne, der hver nat sikrer, at digerne ikke giver efter for vandmasserne, som ligger frodigt, smukt og truende få hundrede meter fra lejrens udkant.
(Foto: Søren Steensig/Globalnyt)
”Jeg håber ikke, at vi skal være her for længe,” siger Mary Nyachi Koang. ”Jeg vil helst tilbage til min landsby, hvor min familie altid har boet, og opfostre mine børn dér. Men lige nu er der mere sikkert her.”
I modsætningen til mange andre er Mary ikke blevet skilt fra nogen af sine børn. Endnu flere er blevet tvunget til at efterlade deres aldrende forældre i de oversvømmede landsbyer. Nogle ældre forsøger at tage flugten med familien, men må give op, når vandringen gennem det brysthøje vand bliver for hård. Andre bliver bidt af de giftige slanger, der også færdes i vandet.
”Prøv at se dig omkring,” udbryder en af Marys naboer, ”hvem mangler? Der er ingen gamle mennesker her. Oversvømmelserne har slået dem alle ihjel.”
Hverken lejrens fordrevne eller de lokale nødhjælpsarbejdere har et bud på, hvad de skal gøre, hvis vandet stiger yderligere under næste regnsæson. Når digerne skal bygges højere, bliver jorden taget fra halvøen, der allerede ligger under vandoverfladen.
Klimakrisen skaber mere vold
I Malakal bor 32-årige Simon ved byens gamle brandstation med stort set hele sin landsby.
”Der er mange kriser i Sydsudan,” pointerer Simon. ”Vi er flygtet fra oversvømmelserne, men der er også mange i Malakal, som er flygtet fra konflikten.”
Læs også: Ny borgerkrig truer: Civile står for skud i Sydsudan
Siden august 2022 har bevæbnede militser angrebet civile i landsbyerne langs floden i Øvre Nil-regionen. Og selvom de ikke flygter fra vandet, skal de stadig flygte gennem vandet. Mange af de fordrevne, der når frem til FN-lejren ved Malakal, er vandret flere døgn gennem vandet.
Nogle sydsudanesere, FN-folk og lokale ngo-medarbejdere spekulerer i, om de nye konflikter eskalerer på grund af oversvømmelserne. Der er mindre land at deles om, og det kan tænde op under gamle konflikter mellem nabostammer, lyder argumentet.
Nye studier viser også, at klimakrisen skaber mere vold. Under tørke, hungersnød eller oversvømmelser bliver kvinder 14 gange så hyppigt udsat for vold.
Noget af volden skyldes stridigheder om manglende mad i husstanden, andre bliver udsat for vold eller voldtægt, når de skal gå længere i jagten på brænde eller mad.
Simon, der vikarierer som formand for de fordrevne ved brandstationen, mener også, at konflikten forværrer oversvømmelsernes konsekvenser.
”I fremtiden håber jeg, at Sydsudan bliver stabilt, så regeringen kan skride ind og redde uskyldige børn fra krig og oversvømmelser. Jeg ønsker bare fred og sikkerhed,” siger han på sikkert engelsk.
Han har en gymnasial uddannelse og håber, han måske kan læse jura engang. Men første prioritet er at vende tilbage til landsbyen, hvor hans familie har boet i mange generationer. Og hvor hans mormor måske stadig befinder sig, fordi hun ikke kunne klare turen gennem vandet.
“Jeg savner hende meget,” siger den unge landsbyleder.
Klimakrisen kræver allerede ofre
Mange af de omkring 21 millioner mennesker, der årligt må forlade deres hjem på grund af klimaforandringernes konsekvenser, bor i lande som Sydsudan, hvor nationale regeringer ikke har ressourcerne til at tage vare på de fordrevne.
“Vi kommer ikke til at få færre tilfælde med ekstreme vejrfænomener, og vi kommer heller ikke til at se, at de her dele af verden bliver mere stabile. Så medmindre det internationale samfund begynder at forstå alvoren og omfanget af, hvad de her lande går igennem, så sker der ikke andet, end at de bliver mere sårbare,” lyder det fra UNHCR’s særlige klimarådgiver, Andrew Harper.
Han efterlyser mere opmærksomhed på klima-udsatte lande som Sydsudan – og mere bistand fra internationale donorlande.
Sydsudan er i høj grad afhængig af FN-organisationer og internationale ngo’er til at forestå basale services som sundhed og uddannelse. Men de internationale hjælpeorganisationer har sjældent råd til at hjælpe så godt, som de gerne vil. I juni måtte WFP, FN’s Fødevareprogram, suspendere deres uddeling af madrationer, fordi deres underfinansierede budget var brugt op.
”Lige nu handler det udelukkende om nødhjælp i Sydsudan. At arbejde med langsigtet udvikling og klimatilpasning er slet ikke en mulighed i et land, der er så plaget af vold og oversvømmelser. Men vi har dårligt nok penge til at finansiere det nødhjælpsarbejde, der er nødvendigt lige nu,” påpeger Andrew Harper.
Han har ikke stor tiltro til den omdiskuterede fond for klimarelaterede tab og skader, som blev vedtaget ved FN’s klimatopmøde COP27 i november. I hvert fald ikke før fondens finansiering og konkrete formål bliver færdigforhandlet til det kommende COP28-topmøde i november.
“Der bliver sagt en masse pæne ting, og alle klapper i hænderne over oprettelsen af den nye fond for klimasårbare samfund og lande, men der er intet i det endnu. Det er bare en politisk erklæring, der siger, at de rige, vestlige, udviklede lande anerkender, at de her lande allerede lever i helvede,” lyder det fra Andrew Harper.
Kritikken er ikke så kras fra Simon i Malakal. Men råbet om hjælp er endnu mere dybfølt.
”Vi har brug for hjælp i Sydsudan,” siger han uden omsvøb. ”Lige nu er det os, der har brug for hjælp til at klare vores kriser, men måske kan vi hjælpe en anden gang. For vi er alle mennesker og i samme båd.”
