Det er en af Malis absolutte superstjerner, som ankommer til København og spiller på Stairway i Vanløse. Stairway er et af de spillesteder, som world-scenen Alice bruger, mens de vante lokaler på Nørrebro er under ombygning.
Den nu 57-årige Bassekou Kouyaté har over de sidste 35 år formået at placere den lille n’goni-lut i første række via et gnistrende kildevæld af toner på niveau med den berømte 21-strengede kalabasharpe, som normalt er hofinstrumentet i Vestafrika. Men Bassekou har også vist sig som alt andet end en traditionalist og har modigt inkorporeret elektrisk forstærkning med inspiration fra Jimi Hendrix, så koncerter med ham og hans familieorkester nærmest har karakter af rockkoncerter, eller antager en bluesform, som viser hvor meget den maliske mester hen ad vejen har lært af sine mange samarbejder med ikke mindst amerikanske blueslegender.
Endelig har Bassekou en trumf i form af sin velsyngende kone, Amy Sacko fra Kayes ude ved grænsen til Senegal. Indenfor den traditionelle maninke-kultur er der få, der synger så godt som sangerinden fra den varmeste by i Mali og som via sin smittende energi og klassiske fraseringer med masser af rasp på stemmebåndet ikke er bleg for at give den fuld skrue på den hyldestsang, som på engelsk kaldes spraying, og går tilbage til gamle dage, hvor en griot i ord og musik hyldede en magthaver. Det er ikke for ingenting at Amy Sacko, før hun og Basssekou professionelt slog pjalterne sammen, var kendt vidt og bredt som Malis svar på Tina Turner. Så når hun retter sin hyldest mod ægtemanden, plejer han at reagere, som får han et elektrisk stød og musikken får den ekstra intensitet, som er typisk for bandet og har gjort dem elskede over hele verden.
De har simpelthen vundet et verdenspublikum på at spille fabelagtigt hver gang.
Dyb tradition
Bassekou Kouyaté stammer fra landsbyen Garana, som ligger i den ret store provins, som har Ségou som hovedby og som så meget andet ligger ud til den vældige Nigerflod. Han tilhører egentilig Bamana-folket (el. Bambara), men de er historisk tæt knyttet til Mandinga-kulturen, som i Mali regnes som meget fornem og har en stolt tradition tilbage til middelalderens Mali-rige, som havde Sundiata Keita (ca. 1217-1255) som grundlægger og første kejser. I det kastesystem som stadig i udstrakt grad gælder i Mali, har eksempelvis Keita-familien siden været regnet som ”horón”, som nærmest betyder adelig og som også inkluderer efterkommere, der er født i fattigdom, som eksempelvis den store sanger, Salif Keita.
Sundiata Keitas liv og levned bliver den dag i dag beskrevet i en stor komposition, som er en oral fortælling, nedarvet gennem generationer af jeli’er, som er den korrekte betegnelse for den kaste, som kunstnere med efternavne som blandt andre Kouyaté og Diabaté tilhører og som på fransk kaldes for Griot. Man siger simpelthen, at ingen magthaver kan eksistere uden en jeli og omvendt.
På Malirigets tid var den første fortæller eller barde Sundiatas jeli, Bala Faséké Kouyaté, som både sang og spillede på n’goni, den lille lut, som altså mere end den 21-strengede kora er det oprindelige instrument i malisk kultur. Så Bassekou Kouyaté har har ikke bare en direkte linje tilbage til rigets første dage. Han er også den ypperligste mester nogensinde på instrumentet, som har vovet at sætte nye grænser for, hvad man kan med en n’goni.
Tre gyldne øjeblikke
På min nethinde står især tre øjeblikke med Bassekou Kouyaté: tilbage i 1996 var han godt 30 år og del af koramesteren Toumani Diabaté’s berømte trio, hvor den afdøde balafonspiller, Keletigui Diabaté, var sidste mand.
I Spejlteltet i Fælledparken spillede de for et fornærmende fåtalligt publikum under festivalen Images Of Africa. Her var deres koncert en ud-af-kroppen-oplevelse hvor især Toumanis og Bassekous mange strenge flød som en rislende flod, mens balafonens sprøde slag var som hul bambus. Alligevel kunne den unge n’goni-spiller ikke nære sig og midt i forløbet sneg han et gammelt Eric Clapton-riff ind, som lød helt vildt, fordi de to andre var ude i en 6/8-takt. Jeg stoppede midt i dansen og så Bassekou lige i øjnene, og vi begyndte at grine. Fra den dag af var vi venner.
Det år havde der allerede været bud efter den begavede virtuos, for det cubanske projekt, som i 1996 opstod omkring Ry Cooder og blev verdensmusikkens største succes, Buena Vista Social Club, skulle egentlig have været et møde mellem campesino-musikere fra Cubas østlige Oriente-provins og de bedste vestafrikanske musikere anført af netop Bassekou Kouyaté, men visumproblemer gjorde, at man i stedet i sidste øjeblik måtte finde alle de charmerende cubanske veteraner.
Derfor måtte Bassekou Kouyaté og hans venner fra Mali vente til 2010, hvor pladen AfroCubism udkom og viste alle, hvor stort slægtskabet var, også selv om slægtskabet ikke nødvendigvis udelukkende havde rødder i slavernes udrejse fra Afrika til Caribien. Nært samarbejde med Sovjetunionen i årene efter kolonialismen betød ikke mindst et nært kunstnerisk samarbejde med Cuba, og blandt andet i Mali opstod der et væld af bigbands i 1960’erne, som kunne de cubanske rytmer til fingerspidserne. Så på AfroCubism ville Bassekou, Toumani og Rail Band-guitaristen Djelimady Tounkara indgå et et cubansk samarbejde med blandt andre Eliades Ochoa, som lød som en søndag i familien. Simpelthen samme flod og samme feeling.
Luftguitar
Men efter debutpladen Segou Blue i 2007 fik Bassekou Kouyaté og familiebandet N’goni Ba en forrygende succes, som ikke mindst var båret af det charmerende sceneshow, som dels handlede om Amy Sacko’s store og raspende stemme og dels havde solisten selv, som virkeligt forstod at fyrer soli af, der nåede langt ud over rampen. Ligesom de altså var uhyre flittige og konstant syntes på turné over hele verden.
For undertegnede var det andet store Bassekou-øjeblik, da han stillede op på den årlige WOMEX-messe, som i 2008 blev afholdt i Sevilla. Her oplevede jeg garvede verdensmusikveteraner nærmest opføre sig som kids til en heavy-koncert og spille luftguitar, mens Bassekou med wah-wah-pedalen i bund nærmest kanaliserede Jimi Hendrix. Jeg mener: LUFT-N’GONI. Så har man set det med.
Mens mit sidste Bassekou Kouyaté-øjeblik var i 2011, hvor jeg var i Bamako første gang og besøgte familiens compound ude i en forstad lige bagved marabout’en Haidaras store moské. Her var maden i fokus i form af Amy Sackos lækre røgede Capitaine, som nilaborre hedder i Vestafrika. Alt imens en af nevøerne spillede Ali Farka Touré-riffs på min akustiske guitar, mens endnu en glødende afrikansk sol gik ned i smoggen.
Bassekou Kouyaté og Ngoni Ba har siden udsendt en stribe album, hvor det sidste fra 2019 med titlen Miri vandt i kategorien Bedste Artist hos det ansete engelske tidsskrift for verdensmusik, Songlines.
Det er altså en kunstner i topform, som nu igen turnerer efter pandemien og rammer Vanløse på lørdag.
Torben Holleufer er freelancejournalist med speciale i vestafrikansk musik.
