Gina Nzeba Tshiswaka Hagebro er stifter og forkvinde for foreningen Congos Børn.
Når vi her i Danmark taler om D.R.Congo, er det ofte med fokus på den østlige del af landet, som ligger i konflikt med Rwanda, børnesoldater og børnearbejde. Og det er også meget alvorlige problemer, der ikke bare påvirker befolkningen i den østlige del af landet, men i hele landet. Børn lever i voldsom usikkerhed, mange mennesker har mistet livet og mange er stadig truet på livet.
Jeg oplever dog en tendens i det internationale samfund til at glemme resten af landet og de mange andre udfordringer, mange af de 96 millioner congolesere i D.R.Congo oplever hver eneste dag. For eksempel i hovedstaden Kinshasa 1500 kilometer væk fra grænsen til Rwanda.
Congos Børn
Stiftet i februar 2023.
Hjælper gadebørn i DR Congos hovedstad Kinshasa.
Arbejder på at starte et børnehjem, en skole, uddannelsesværksteder og landbrug.
Foreningen består af en bestyrelse på 11 personer og en spejlforening med bestyrelse i D.R.Congo, VIGALEX.
Læs mere på congosboern.dk.
Landet er ifølge Verdensbanken blandt de fem fattigste i verden, og 62 procent lever under fattigdomsgrænsen. Fattigdommen driver af forskellige årsager mange børn på gaden. Mange børn lever og bor på gaden. Det er ifølge SOS Børnebyerne omkring 20.000 gadebørn i Kinshasa, men når jeg taler med congolesere i byen, mener de, at det er stærkt underdrevet.
Disse børn bliver usynlige for omverdenen, og det kan for nogen føles som en selvfølge, at de lever på gaden. Der bliver ikke talt nok om dem og D.R. Congo, når der f.eks. er Danmarks Indsamling.
Jeg undrer mig tit over, hvorfor det er sådan? Nogle gange tænker jeg på, om sproget står i vejen. Eller om D.R. Congo simpelthen er et for stort og uoverskueligt land at formidle noget om? Det kan også være, at congolesere i Danmark ikke er gode nok til at fortælle om børnenes enorme udfordringer. At vi ikke råber højt nok. Så det prøver jeg nu.
Da vi mødte Moisi
Det er selvfølgelig en stor opgave at hjælpe gadebørn i D.R. Congo. Men det er ikke umuligt, og selv den mindste indsats kan gøre en stor forskel. Udover en økonomisk støtte har disse børn nogle gange blot brug for et smil, et par opmuntrende ord, at blive set med kærlighed. At blive set som et værdifuldt menneske er en oplevelse, der kan skabe håb og mod på livet og ikke mindst lyst til at kæmpe videre for at få en tålelig tilværelse.
Lad mig fortælle jer om 10-årige Moise.
Vi møder ham en dag på gaden, stående med en flok drenge.
Moise fortæller at hans mor og far er skilt. Da hans mor fandt en ny mand, kunne den nye mand ikke lide Moise, ligesom hans fars nye kone heller ikke kunne ville vide af ham. Så Moise blev sendt afsted, for at bo hos sin mormor.
En dag mistede Moise sine sko. Mormoren sendte ham ud for at lede efter dem, og fortalte ham, at han ikke måtte komme tilbage, før han havde fundet sine sko.
Moise ledte og ledte, men kunne ikke finde sine sko og heller ikke nogen, der ville købe et par nye sko til ham. Så Moise blev smidt ud fra sin mormors hus.
Heldigvis mødte han syv andre drenge på gaden, der tilbød ham at blive sammen med dem. De viste Moise, hvordan de samler mad på gaden, fra restauranter og markeder, og hvordan de tigger for at overleve. Den drengegruppe har vores de lokale afdeling af Congos Børn fået kontakt til, og de får nu et ugentligt måltid.
Der kan være mange grunde til at børn lever på gaden i D.R. Congo.
Det kan være, at de er forældreløse, og der ikke er andre familiemedlemmer, der kan eller vil tage sig af dem. Nogle børn bor på gaden på grund af større konflikter i hjemmet, så de selv har valgt et gadeliv frem for at blive mishandlet og misbrugt. Andre bor på gaden, fordi forældrene har giftet sig igen, og den nye partner ikke vil have noget med dem at gøre. Nogle bilder sig sågar ind, at deres børn er forheksede, eller at de har slået deres forældre og andre familiemedlemmer ihjel.
Fattigdom kan få forældre til at træffe de mest umenneskelige beslutninger.
Jeg skammer mig over ikke at gøre nok. Jeg skammer mig over at have ventet så lang tid med at begynde at gøre noget, før vi i februar 2023 var 11 personer i Danmark, der gik sammen om at lave en forening.
Måske er det absurd at kalde det en succeshistorie, men vi må fejre de små succeser.
For noget tid siden kom Moises mor nemlig for at hente ham igen. Hun havde gået rundt i gaderne og ledt efter ham, men da Moise så hende gemte han sig, og da hun fandt ham nægtede han at tage med
”Hvis jeg skal gå med dig, skal du først møde de mennesker, der tager sig af mig nu,” sagde han.
Han tog moren med hjem til et vores lokale afdeling. Over for vores medlemmer bekræftede Moises mor, at alt det, har har fortalt, var sandt. Hun fortalte at hun var angst for at komme til at bo på gaden med to børn. Altså Moise og hans lillesøster.
