Skribenterne er alle tre tilknyttet Globalt Fokus. Rebekka Blomqvist er rådgiver for klima og udvikling, Norma J. Martinez er kommunikationsansvarlig og Sebastian Tue Pedersen Ove er klimastudent
I disse år arbejder danske udviklingsaktører med at ’grønne’ de danske udviklingsindsatser. Det sker i en fælles forståelse for, at klimakampen og fattigdomsbekæmpelse hænger uløseligt sammen, for selvom de ødelæggende konsekvenser af klimaforandringer er globale, rammer de skævt. Og selvom vi denne sommer endnu en gang har været vidner til skovbrande og oversvømmelser i egen baghave, er det i verdens i forvejen mest fattige og udsatte lande, at klimaforandringer bringer med sig endnu mere fattigdom, ulighed, rettighedsbrud, konflikter og ustabilitet.
Derfor er der bred enighed om, at udviklingsindsatser skal gennemgå en såkaldt ’grønning’, hvor klima- og grønne aspekter integreres i højere grad. Således har en stigende andel af indsatser i dag klima, natur eller biodiversitet som hoved- eller delformål.
Det grønne og fattigdomsbekæmpelse følges ikke altid ad
Mens der i vores del af verden er stærkt brug for, at vi redefinerer vores syn på vækst og udvikling, samtidigt med at vi kraftigt reducerer vores drivhusgasemissioner, arealanvendelse og ressourceforbrug, er der i andre dele af verden stærkt brug for vækst og udvikling. Og retten til udvikling anerkendes også i Rio-konventionen (Biodiversitetskonventionen fra 1992), hvor det understreges, at miljømæssige hensyn ikke må bruges som undskyldning for at begrænse retten til udvikling blandt verdens fattige befolkningsgrupper.
På den anden side har vi globalt set hverken tid eller råd til, at udviklingslande begår de samme fejl, som vi i vesten har begået i vores udvikling. Der er behov for en ny form for udvikling, hvor menneskelig trivsel, menneskerettigheder og fattigdomsbekæmpelse sikres i overensstemmelse med de planetære grænser. Her bidrager grønningen af udviklingsindsatserne med vigtige synenergier og en holistisk tilgang til bæredygtig udvikling. I den proces er det dog vigtigt ikke partout at forcere klima og den grønne dagsorden i alle udviklingsindsatser – det kan nemlig have negative effekter for og i værste fald modarbejde fattigdomsorienterede indsatser, der ikke kan rumme klima, natur eller biodiversitet.
Verdens fattigste betaler Danmarks klimagæld
En anden afgørende fare i grønningen af udviklingsindsatserne er, at det er udviklingsbistanden, der ender med at betale for Danmarks klimaforpligtigelser og klimagæld til udviklingslandene. Som led i at tage ansvar for, at vi sammen med resten af de rige industrialiserede lande bærer det største ansvar for klimaforandringerne, forpligtede vi os i 2015 gennem Parisaftalen til at bidrage med 100 milliarder dollars om året i klimafinansiering (fra 2020) til udviklingslande, som i dag betaler den højeste pris for klimakrisen.
Danmarks fair andel af de 100 milliarder dollars er fem milliarder kroner om året. Hertil kommer yderligere finansieringsforpligtelser i Kunming-Montreal biodiversitetsaftalen fra 2022. Men på trods af at klimafinansieringen skal være nye og additionelle midler, er næste al dansk klimafinansiering taget fra udviklingsbistanden, hvormed én grøn bistandskrone både tæller i 0,7 procent-forpligtelsen og i Parisaftalens klimafinansierings-forpligtelse. Mere konkret søger regeringen i fraværet af nye og additionelle klimamidler i stedet at ”grønne” bistanden, med en ambition om at cirka 25 procent af udviklingsbistanden skal være klimafinansiering i form af enten CO2-reduktions- eller klimatilpasningsindsatser. Derudover skal cirka 5 procent af indsatserne være natur-, miljø- og biodiversitetsrelevante.
Dermed er hele 30 procent af udviklingsbistanden, svarende til omkring 4 milliarder kroner blevet grøn på finansloven 2023. Det er altså de facto verdens fattigste, der betaler for Danmarks klimagæld.
Der er faktisk indsatser, hvor klima- natur- eller miljøkomponenter kan være direkte skadelige for udviklingseffekter og i værste fald modarbejde fattigdoms- og ulighedsbekæmpelse.
Grønningen af udviklingsindsatserne sammen med den politiske manøvre om at finansiere vores klimagæld til verdens fattigste gennem den eksisterende udviklingsbistand, stiller os derfor overfor en række dilemmaer og problematikker. Som respons på denne udvikling har Globalt Fokus i samarbejde med en række medlemmer nu udarbejdet seks dogmer, som vi mener, at dansk udviklingsbistand bør følge.
Dogme 1: Al udviklingsbistand skal klima- og miljømainstreames – men ikke alle udviklingsindsatser skal være grønne
Vi skal sikre, at udviklingsindsatser gør så lidt skade som muligt på miljø eller klima – og desuden at miljø og klima gør så lidt skade på indsatserne som muligt. I praksis betyder det, at alle indsatser uagtet formål altid bør forholde sig til deres aftryk på omgivelserne og til den verden, vi ønsker at skabe, hvor menneskelig trivsel og udvikling kan finde sted inden for de planetære grænser.
Men det betyder ikke, at alle udviklingsindsatser skal være klima- og grønne indsatser. Der er faktisk indsatser, hvor klima- natur- eller miljøkomponenter kan være direkte skadelige for udviklingseffekter og i værste fald modarbejde fattigdoms- og ulighedsbekæmpelse. Det kan for eksempel være investeringer i hurtigt voksende skov som eucalyptus, der kan gå ud over både miljø og menneskerettigheder, herunder jordrettigheder og begrænse lokalsamfunds adgang til naturressourcer.
Dogme 2: Altid klare definitioner for typer af grønne indsatser
Det nye og øgede fokus på grønning af dansk udviklingsbistand betyder et øget fokus på bestemte grønne indsatser, som Danmark prioriterer, for eksempel
1) klimatilpasning – altså tilpasning til ændrede vejr- og naturforhold som følge af klimaforandringerne
2) naturbaserede løsninger – som omfatter forsøg på beskyttelse, bæredygtig forvaltning og genopretning af økosystemer
3) tab og skader – som er de udgifter fra klimaskabte skader, som ikke kan undgås gennem nedbringelse af CO2-udledninger eller klimatilpasning.
Men der er stadig uklarhed om definitioner, og derfor er der stort behov for at disse indsatser defineres klart for at sikre en klar adskillelse mellem dem, sikre finansiering og for at undgå en udvanding af indsatserne, deres effekter og for at undgå overrapportering.
Dogme 3: Altid fattigdomsorienteret
Formålet med dansk udviklingsbistand er at bekæmpe fattigdom og fremme menneskerettigheder, demokrati, bæredygtig udvikling, fred og stabilitet.
Derfor skal alle grønne udviklingsindsatser naturligvis også bidrage til at reducere fattigdom. Det er ikke mindst vigtigt i de indsatser for at reducere udledningen af drivhusgasser, der finansieres af udviklingsbistand, da fokus her ofte er på storskalaprojekter med vind-, sol- og vandenergi som omdrejningspunkt. Mens klimaformålet i disse projekter står klart, er det ikke altid lige tydeligt, hvordan projekterne bidrager til fattigdomsbekæmpelse.
Dogme 4: Altid forankret i lokale behov
Alle grønne udviklingsindsatser skal være baseret på lokale behov. Dette er både nødvendigt for, at støtten når ud til lokalt niveau, og for at sikre at indsatserne er langtidsholdbare og relevante for de mennesker, der bor der, hvor indsatsen skal have effekt. Det vil sige, at indsatserne skal være i overensstemmelse med nationale planer, altid have lokale behov for øje og altid bygge på principperne for lokalt drevet klimatilpasning (locally-led adaptation).
Dogme 5: Altid rettighedsbaseret
Klimaforandringer, forurening og ødelæggelse af økosystemer påvirker en bred vifte af menneskerettigheder negativt, herunder retten til sundhed, mad, vand og sanitet og ligestilling. De grupper af mennesker, som allerede er mest marginaliseret rammes samtidig hårdest af klimaforandringerne.
Danmarks forpligtelser i forhold til menneskerettighederne og en menneskerettighedsbaseret tilgang skal derfor altid danne fundamentet for grønne indsatser, både for at forhindre at indsatser fører til rettighedskrænkelser, men også fordi det fører til bedre og mere levedygtige projekter.
Dogme 6: Finansiering til klimaindsatser skal være additionelle midler
Ægte ny og additionel klimafinansiering ud over de 0,7 procent af BNI, der gives i udviklingsbistanden, er en absolut nødvendighed. Danmark har forpligtet sig til at give ny og additionel klimafinansiering ud over den eksisterende udviklingsbistand, men den nuværende finansieringsmodel betyder i praksis, at det er verdens fattigste, som et stykke af vejen selv betaler prisen for en krise de ikke selv har skabt.
Ifølge OECD er der behov for mere end fire billioner dollars (fire tusinde millioner) om året ud over det nuværende finansieringsniveau for at opnå FN’s Verdensmål. Der er altså fortsat stort behov for at prioritere “klassiske” fattigdomsorienterede udviklingsindsatser.
Finansiel dobbeltælling er en bjørnetjeneste for udvikling, verdensmålene og den grønne dagsorden
Med disse seks dogmer for grønningen af udviklingsbistanden vil Danmark kunne sikre en grundig samtænkning af, hvordan grønne løsninger kan være fattigdomsorienterede, rettighedsbaseret, og altid have lokale behov i centrum, som en retfærdig grøn omstilling kræver. Det bør al grøn udviklingsbistand tage højde for.
Men de økologiske kriser kræver akut øget finansiering. Ligeledes er der behov for langt mere finansiering til at opnå de resterende verdensmål. Selvom der er oplagte synergier og koblinger på tværs af arbejdet med de klassiske udviklingstematikker og de grønne kriser, er og bliver finansiel dobbeltælling en utilstrækkelig politisk reaktion.
Se en mere detaljeret gennemgang af Globalt Fokus’ seks dogmer for grønning af udviklingsbistanden på organisationens hjemmeside.