Hamas’ angreb ind i Israel og massakren af israelere, efterfulgt af Israels udslettelseskrig mod Gaza, støttet af USA, er et politisk jordskælv i Mellemøsten. Det har rystet op i det politiske felt i Afrikas Horn og nedbryder den allerede vaklende fred og sikkerhedsarkitektur.
Det er for tidligt at gisne om, hvor murbrokkerne vil ende med at ligge, men vi kan allerede se, i hvilken retning nogle af søjlerne vil falde.
Den mest åbenlyse effekt er, at krigen mellem Israel og Palæstina har legitimeret og givet nyt liv til protester i den bredere region. Hamas har vist, at Israel ikke er uovervindelig, og at Palæstina ikke vil forblive usynlig. Mange i det arabiske bælte – og muslimer mere generelt – er klar til at overse Hamas’ grusomme historie som offentlig myndighed og dets brug af terror, fordi de har turdet at stå op imod Israel, Amerika og Europa.
Hamas’ dristighed har været en injektion af energi for islamistiske organisationer, som Somalias Al-Shabaab. Den Afrikanske Unions fredsbevarende mission nedtrappes og lakker mod enden, men Al-Shabaab forbliver en trussel – og nu højst sandsynligt opmuntret til at optrappe sine operationer i Somalia og Kenya.
Læs mere om den fredsbevarende situation i Somalia og Al-Shabaab på Globalnyt: Somalia kan ikke stå alene og beder FN’s Sikkerhedsråd om hjælp
Kenyas præsident, William Ruto, har udtrykt stor støtte for Israel, men har samtidigt opfordret til en våbenhvile. Kenya er nu – for USA og Europa – kernen for sikkerhed i Afrikas Horn, men der er desperat brug for finansiel støtte, hvis Kenya skal kunne bære den byrde.
Krigen opsluger egypternes opmærksomhed og det skræmmer præsident Abdel Fattah al-Sissi, der forsøger at holde sin hårfine balance mellem sponsorering pro-palæstinensiske protester og undertrykkelsen af dem.
Sikkerhed i det Røde Hav
Det Røde Hav er strategisk for Israel. En fjerdedel af Israels maritime handel går igennem havnen i Eilat ved Aqababugten. Eilat er Israels bagdør, livsnødvendig hvis middelhavskysten trues. Israel har længe betragtet det Røde Havs kystnære lande – Jordan, Egypten, Saudi-Arabien, Yemen, Sudan, Eritrea, Djibouti og Somalia – som vigtige brikker i sin udvidede grænsesikkerhed.
Historisk set har Egypten delt den bekymring. Sidste år indbragte Suez-kanalen 9,4 milliarder dollars, og er dermed Egyptens tredje største kilde til udenlandsk valuta, efter remitter og turisme. Hverken Israel eller Egypten kan tåle forstyrrelser af den maritime sikkerhed mellem Eilat og Suez til Adenbugten.
Det Røde Hav er også centralt for Kinas Belt and Road Initiative. Kinas første udenlandske militærbase – strengt taget en ‘facilitet’ – ligger i havnen i Djibouti nær Bab al-Mandab, det smalle stræde mellem Adenbugten og det Røde Hav. Mere end ti procent af verdens maritime handel transporteres hvert år, på 25.000 skibe, gennem disse stræder.
Selvom det længe har forsømt deres Røde Havs kystlinje, så har Saudi-Arabien genopdaget dens betydning i det seneste årti. Tilbage i 1980’erne, hvor landet frygtedes, at Iran kunne finde på at blokere for trafikken af olietankere gennem den Persiske Golf, byggede Saudi-Arabien en øst-vest-rørledning fra Aqaig-oliefelterne til havnen Yanbu al Bahr på rødehavs-kysten. Rørledningen og havnens strategiske betydning er igen i fokus.
Samtidig er De Forenede Arabiske Emirater (UAE) godt på vej til at sikre sig et monopol over havnene i Adenbugten, der udgør de østlige tilgange til det Røde Hav. UAE har de facto annekteret den yemenske ø Socotra, som en flådebase. De Forenede Arabiske Emirater søger at få et fodfæste i selve det Røde Hav og en række satellitstater på den afrikanske kyst.
Alle disse faktorer gør kapløbet om at sikre flådebaser i det Røde Hav og Adenbugten mere intenst. Djibouti huser allerede USA’s Camp Lemonnier sammen med faciliteter fra Frankrig, Italien, Japan og Kina. Tyrkiet og Rusland søger også aktivt baser og fokuserer især på havnen i Sudan og Eritreas lange kystlinje.
Styrkede Golfstater
Allerede før den seneste krise var Afrikas Horn ved at blive domineret af Mellemøstlige magter. Denne proces er nu intensiveret. Årtier med konkurrence mellem Saudi-Arabien og Iran om tilknytning af Sudan og Eritrea har svinget forskellige veje. Sudans general Abdel Fattah al-Burhan, tidligere politisk partner med Benjamin Netanyahu og underskriver af Abraham-akkorden, indgik en dårligt timet aftale med Iran i begyndelsen af oktober for at få våben, hvilket har skabt pinlige situationer i forhold til hans tilnærmelser til Egypten og Saudi-Arabien. For nylig er regionale ambitioner fra Tyrkiet og Qatar stødt sammen med Riyadh og Abu Dhabi, især når det gælder det Muslimske Broderskab – støttet af førstnævnte, modarbejdet af sidstnævnte. Den seneste opståede rivalisering er mellem Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Saudi-Arabien har positioneret sig selv som det regionale ‘anker’. Mens han førte valgkamp kaldte Joe Biden Saudi-Arabien for en ‘paria’. Men nu er landet uundværligt for USA.
Blandt de arabiske stater har de Forenede Arabiske Emirater været mest tilbageholdende med at fordømme Israel for dets handlinger i Gaza. Landets ledere har også sagt, at de ikke blander handel og politik – hvilket betyder, at de vil fortsætte med at implementere de økonomiske samarbejdsaftaler, de indgik med Israel som en opfølgning på Abraham-akkorden. De Forenede Arabiske Emirater er også centrale i det USA-sponsorerede Indien-Mellemøsten-Europa-korridor (IMEC) projekt, der blev præsenteret ved G20-topmødet i september i Indien som modsvar på Kinas Belt and Road-initiativ.
Læs også portrættet af Mohamed bin Zayed al Nahyan, de Forenede Arabiske Emiraters de fact leder: Mød det arabiske forårs fjende nummer ét: Emiraternes MbZ
De Forenede Arabiske Emirater har også frie hænder i Afrikas Horn, og i de sidste fem år har de handlet hurtigere og mere beslutsomt end Saudi-Arabien.
Sudans skæbne – mellem Riyadh og Abu Dhabi
Efter udbruddet af krigen i Sudan i april var den fælles saudiarabisk-amerikanske mægling i høj grad en gave fra Washington for at forsøge at forbedre forholdet til kongeriget. Samtalerne i Jeddah blev genoptaget i slutningen af oktober med en beskeden dagsorden om en våbenhvile og humanitær adgang samt en proforma “civilian track,” (ikke-militært drevet, red.) fredsproces, der blev delegeret til Den Afrikanske Union, som hverken har vist engagement eller kompetence.
Imens støtter emiraterne general Mohamed Hamdan Dagolo, kendt som ”Hemedti”, der er i gang med at skubbe Sudans hær ud af dens tilbageværende positioner i Khartoum. I løbet af de seneste seks måneders kampe er Hemedtis Rapid Support Forces (RSF) blevet kendte for sine militære færdigheder og totale ligegyldighed overfor civiles rettigheder og værdighed. På trods af den udbredte afsky overfor RSF, særligt blandt den sudanesiske middelklasse, fastholder Mohamed bin Zayed al Nahyan, de Forenede Emiraters præsident – kendt som ”MBZ” – sin støtte til Hemedti.
Med kontrollen over ruinerne af Sudans hovedstad vil Hemedti snart være i stand til at udråbe sig som regering og vil måske invitere civile for at opnå et skær af legitimitet. Det, der holder ham tilbage fra at gøre det, er forhandlingerne om våbenhvile i Jeddah. Hemedtis rival, general al-Burhan, lufter i mellemtiden en plan om at forme en regering med sæde i Port Sudan – hvilket øger chancerne for, at der ligesom i Libyen vil være to rivaliserende regeringer i landet. De virkelige forhandlinger er mellem Riyadh og Abu Dhabi. Hvis de to lande bliver enige om en formel løsning, vil USA og Den Afrikanske Union bifalde det, og sudaneserne vil blive præsenteret med en fait accompli, en fuldbyrdet kendsgerning.
Etiopien løber løbsk
I Etiopien er statsminister Abiy Ahmeds styre finansieret af emiraterne. MBZ har angiveligt betalt for Abiys enorme nye palads, et luksusprojekt med en pris på 10 milliarder dollars, der bliver betalt udenom statsbudgettet. Abiy har fortalt parlamentet, at regningen for byggeriet ikke vedkommer dem, eftersom det er finansieret af private donationer, givet direkte til ham. Andre lignende megaprojekter i og omkring hovedstaden Addis Ababa, som prangende museer og forlystelsesparker, har lignende uigennemsigtige finansieringer.
Etiopiens krigsførelse har været afhængig af generøs støtte fra De Forenede Arabiske Emirater. Den etiopiske føderale hær sejrede mod Tigray og tvang sidstnævnte til en ydmygende overgivelse for et år siden, primært på grund af et arsenal, især droner, leveret af UAE. Abiy rasler i øjeblikket med sablen mod sin tidligere allierede, Eritrea, og kræver, at det landlåste Etiopien får adgang til en havn, ellers vil det tage en med magt. Det sandsynlige mål er Assab i Eritrea, selvom andre naboer som Djibouti og Somalia også er foruroligede.
Ganske uventet bliver Eritrea nu set som en stat, der kan sikre status quo i regionen. Eritrea nyder at stå i den position, og regimet har tørt afvist at gå ind i den forvirrende diskurs fra Addis Ababa. Pludselig har Eritrea allierede i Djibouti, Somaliland, Somalia og sågar Kenya – der alle føler sig truede af Abiys krigeriske adfærd.
Hvis Abiy invaderer Eritrea, vil han krænke den grundlæggende internationale norm – ukrænkeligheden af statsgrænser – og risikere at trække sin allerede kriseramte økonomi dybere ned i afgrunden. Det vil stille de Forenede Arabiske Emirater i en svær position. Landet er parat til at tilsidesætte multilaterale principper, men om det vil træde til og redde sin vildfarne klient i Addis Ababa og dermed bringe sin vindende position i Sudan i fare, er en anden sag. I det scenarie vil Saudi-Arabien også stå med dilemmaet om at støtte Eritreas berygtede diktator, præsident Isaias Afewerki eller ej.
Amerika og Pax Africana
Fred og sikkerhed i Afrikas Horn har ikke været en prioritet for Biden-regeringen. På trods af retorisk at forpligte sig til en regelbaseret international orden, har Washington hverken beskyttet Afrikas omhyggeligt opbyggede fred og sikkerhedsarkitektur eller bragt de etiopiske og sudanesiske kriser til FNs Sikkerhedsråd.
Mens det amerikanske ’sikkerhedsnet’ var kastet ud over den Arabiske Halvø, havde landene i Afrikas Horn-regionen mulighed for at udvikle deres eget system for fred og sikkerhed. Baseret på en lagdelt multilateral struktur, der involverede den regionale organisation IGAD, den Afrikanske Union og FN, med fredsbevarende styrker og missioner finansieret af europæerne. Det blomstrende Pax Africana var allerede truet, da USA trak sig tilbage, og mellemøstlige magter begyndte at blive mere aktive. Præsident Donald Trump gav sine foretrukne mellemmænd – Egypten, Israel, Saudi-Arabien, og de Forenede Arabiske Emirater – tilladelse til at forfølge deres interesser på tværs af Afrikas Horn. Biden har ikke trukket den tilladelse tilbage.
Det er muligt, at Biden-regeringen bekymrer sig om fred, sikkerhed og menneskerettigheder i Afrika. Men så længe USA’s politik i Afrikas Horn håndteres af Afrika-kontoret i udenrigsministeriet – hvis diplomater stort set bliver ignoreret af deres kolleger i Golf-landene – vil Washingtons standpunkter forblive næsten irrelevante. Afrikas Horn vægtes ikke højt nok til at komme med på listen, når medarbejdere forbereder punkter for præsident Biden, udenrigsminister Antony Blinken eller national sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan, der skal tages op med deres arabiske modparter. Det er en prioritering, der efterlader regionen i en stadig dybere krise og overlader den til hensynsløs transaktionspolitik.
Amerikas veletablerede praksis med at behandle Israel som en undtagelse fra international lov smitter af på Israels allierede og forsvarere i Mellemøsten, som aktivt nedriver de allerede vaklende søjler i Afrikas normbaserede system for fred og sikkerhed. De afrikanske lande, der har mest brug for principfast multilateralisme, betaler prisen.
Artiklen er oprindeligt bragt på Responsible Statecraft og er oversat til dansk for Globalnyt af Emil Gundel.
Alex de Waal er direktør for the World Peace Foundation, Research Professor på Fletcher School of Global Affairs, Tufts University, og Professorial Fellow på London School of Economics.
