”Det kom ikke ligefrem som et chok for mig. Jeg er skuffet, men ikke overrasket.”
Den tyskboende, eritreiske fodboldblogger Daniel Solomon havde købt sin flybillet til Marokko, hvor Eritrea skulle have påbegyndt kvalifikationen frem mod VM i fodbold i 2026.
Nu står fodboldbloggeren med en flybillet, men ingen fodboldkamp at overvære.
Eritrea har nemlig trukket sig fra VM-kvalifikationen efter en tid, hvor landets fodboldforbund har været under gevaldigt pres. Nationalstadionet i hovedstaden Asmara er ikke blevet godkendt af FIFA, og derfor har Eritrea måtte flytte sine hjemmekampe til Marokko, hvor man kan leje sig ind på et FIFA-godkendt stadion.
De ekstra rejseudgifter til et i forvejen økonomisk trangt fodboldforbund har ikke været Eritreas eneste problem. De seneste to måneder har landsholdet været uden cheftræner, ligesom landsholdsspillerne i samme periode slet ikke har trænet sammen.
”Det er et stort tab for landet. Fodbold kan faktisk være med til at forene Eritrea, men regimet støtter ikke rigtig fodbold,” siger Daniel Solomon til Globalnyt.
Ifølge kilder, som The Guardian har talt med, skyldes Eritreas afbud ikke blot økonomiske foranstaltninger, men en politisk frygt for, at landsholdsspillerne bruger udebaneturene til at søge asyl og forlade landet.
The Guardians kilder er anonyme, men de seneste års eritreisk sportshistorie understøtter kildernes budskab. Siden 2009 har mere end 60 eritreiske sportsfolk brugt internationale sportsbegivenheder som en trædesten ud af Eritrea, som ifølge Freedom House og tilsvarende indekser for demokrati og regeringsførelse hører til blandt verdens mest autoritære stater.
Fodboldspillere skal bruges i hæren
Ifølge John Graversgaard, som er talsperson for Den Eritreanske Støtteforening i Danmark, skal den angivelige frygt for fodboldspillernes flugt ses i lyset af Eritreas krigshistorik. Det er svært for landet at demobilisere sine styrker, når man altid er i højeste beredskab, forklarer Graversgaard:
”Afhopningen fra eritreiske sportsfolk er mest af alt et resultat af krigstruslerne fra Etiopien. Der er jo brug for dem (fodboldspillerne red.), når landet er truet af krig. Der er en meget lang grænse mellem de to lande, så Eritrea har brug for en hær, som kan forsvare landet.”
Forholdet mellem Eritrea og Etiopien er på mange måder et lillebror-storebror-forhold. Etiopien er med mere end 120 millioner beboere Afrikas næststørste land målt på indbyggere, hvorimod Eritrea ifølge de seneste tal fra Verdensbanken tæller i underkanten af fire millioner mennesker.
Efter den eritreiske-etiopiske krig fra 1998-2000 fulgte 18 urolige år med hverken krig eller fred, inden Eritrea for en stund kunne puste ud. I 2018 underskrev de to landes præsidenter nemlig en fredsaftale, der dog blev brudt allerede i 2020, da Tigray People’s Liberation Front (TPLF) på den ene side og den etiopiske og eritreiske hær der denne gang kæmpede side om side på den anden – røg i totterne på hinanden i en krig, der har haft fatale humanitære konsekvenser.
Krigen, der officielt sluttede i november sidste år, indgød håb om et forbedret forhold mellem nabolandene, men er i løbet af efteråret blevet afløst af nye spændinger, efter at Etiopien har insinueret, at man vil forsøge at opnå adgang til Eritreas havn i byen Assab.
Afrikas Nordkorea – eller bare antiimperialistisk?
John Graversgaard mener grundlæggende, at Eritrea bliver misforstået i danske og vestlige medier, der ofte skriver om det lille lands menneskerettighedskrænkelser og diktatur. Analysen af Eritrea bør ifølge talspersonen ikke tage afsæt i omverdenens kategorisering:
”Man presser sådan en skabelon ned over Eritrea, hvor landet skal leve op til at organisere sig som et europæisk land, og hvis det ikke gør det, så betragtes det som et foragteligt og autoritært system.”
Eritrea har af iagttagere fået tilnavnet Afrikas Nordkorea, og på alskens indekser for demokrati, pressefrihed, menneskerettigheder og liberale frihedsrettigheder ligger Eritrea da også i den absolutte bund. Landet har heller ikke afholdt præsidentvalg siden selvstændigheden i 1993.
John Graversgaard mener dog, at der bør skeles til den historiske og politiske kontekst, når man beskæftiger sig med Eritrea:
”Man hyler op om menneskerettigheder, men det er jo ikke dét, det handler om. Nej, det handler om, at Eritrea indretter samfundet på deres egen måde og derigennem kritiserer vestens samfundsmodel. Den gruppe af revolutionære eritreere, der kom til magten i 1993, har valgt, at Eritrea ikke skal gøre det på den måde. De har opbygget et andet system.”
Og hvad er det så for et system, John Graversgaard henviser til? Grundlæggende er det ifølge talspersonen et antiimperialistisk og selvforsøgende system:
”Eritrea har set, hvad der er sket i andre dele af Afrika med udbredt korruption og kriminalitet, og hvordan den ene regering efter den anden som følge af neokolonialismen ikke har skabt forbedringer for deres befolkninger. Man har i Eritrea valgt, at man fokuserer på selvforsørgelse og prøver at gøre sig uafhængig af de her ngo’er, som selvfølgelig gerne vil hjælpe, men som også stiller betingelser.”
John Graversgaard beretter om adskillige succeshistorier fra Eritrea. Ligestillingen i landets uddannelsessystem er angiveligt i vækst, og man kan i det lille land efter sigende prale af en imponerende kønsbalance på videregående uddannelsesinstitutioner.
SAWA – en kostskole, hvor eritreiske gymnasieelever modtager boglig- og militær undervisning – bidrager ifølge Graversgaard til at udligne befolkningens etniske forskelle, der i andre afrikanske lande, herunder Etiopien, har været kilde til blodige krige og konflikter.
Et dybt kritisabelt system
For Tesfa Atsbaha er der dog ikke meget positivt at sige om hverken SAWA-kostskolen eller tilværelsen i Eritrea. Som 15-årig så han sit snit til at krydse grænsen til Etiopien, hvorfra han siden flygtede igennem Sahara-ørkenen og – efter adskillige, ulidelige mellemregninger – havnede i Helsingør, hvor han i dag bor.
Udsigten til at skulle igennem SAWAs militærtræning skræmte den i dag 24-årige eritreer:
”Jeg så, hvor tynde mine familiemedlemmer var blevet, da de kom tilbage efter at have været i SAWA. De var blevet slået, og de fik ingen mad eller rent vand. I Danmark er der sikkert også hårde militærøvelser, men der får man i det mindste mad, når man er færdig. Det er ikke sikkert i Eritrea.”
Det var udsigten til en fremtid i Eritrea, som Tesfa Atsbaha ikke selv kunne definere, der en dag for ni år siden akkurat efter mørkets frembrud fik ham og et par kammerater til at passere et bjergpas i retning mod Etiopien:
”I Eritrea er man bare en slave. Man kan ikke selv vælge, hvad man vil blive. Hvis du ikke har gode karakterer i skolen, kan du ende med at være i militæret hele dit liv, og når jeg siger militær, så er det ikke bare militær. Du kan blive sendt i krig eller til den anden ende af landet, hvorefter du kun ser din familie én gang om året.”
Netop den hårde militærtjeneste er også Henok Tekles forklaring på, hvorfor det eritreiske fodboldforbund har meldt sig ud af VM-kvalifikationen. Tekle er chefredaktør på diaspora-mediet Erisat, der fra Los Angeles 24 timer i døgnet transmitterer satellit-tv til den eritreiske befolkning, der ellers udelukkende har adgang til statsejede medier.
”Fodboldspillerne er ikke anderledes end alle mulige andre eritreere. De har heller ikke nok penge til at forsørge deres familier. Nogle af dem har måske børn og forpligtigelser, så ligesom alle andre er de virkelig desperate efter at forlade landet”, siger han til Globalnyt.
Henok Tekle køber ikke præmissen om, at regeringen ville lide et stolthedstab, hvis en række prominente fodboldspillere brugte landsholdet som en mulighed for at flygte ud af landet. Det ville ikke ændre noget i Eritrea, om fodboldspillere forsvinder ud af landet eller ej, fortæller han:
”Folk forlader landet lige meget hvad. Vi ved, at situationen i Eritrea er slem, og den bliver kun værre for hver dag, der går.”
Eritreas landshold kommer efter planen tilbage til fodboldbanerne, når Rødehavets Kameler, som fodboldlandsholdet kaldes i folkemunde, skal forsøge at kvalificere sig til De Afrikanske Mesterskaber i fodbold i 2025.
Globalnyt har forsøgt at komme i kontakt med præsidenten for Eritreas fodboldforbund, Paulos Weldehaimanot, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.
