Hvorfor vælger mennesker at tage den rædselsfulde, livsfarlige tur gennem Sahara og over Middelhavet?
Spørgsmålet er svært at besvare for alle os med egen dyne og hoveddør. Men det er sørgeligt aktuelt nu, da endnu en båd med formentlig over 700 mennesker på vej mod Europa er gået ned, og man prøver at finde ud af, hvorfor de ikke blev reddet, og hvilken rolle den græske kystvagt har spillet.
De fleste kender risikoen ved at bruge verdens farligste rute, siger Tekalign Ayalew Mengiste, der har skrevet ph.d. ved Stockholms Universitet om ruten fra Etiopien og Eritrea til Sudan, videre til Libyen, Italien og endestation i Sverige.
I dag er han tilknyttet universitetet i Addis Ababa og er rådgiver for Etiopiens regering. Herudover samarbejder han med Dansk Institut for Internationale Studier i et forskningsprojekt om migration.
Tekalign Mengiste har boet med og interviewet migranter i Etiopien, i Sudans hovedstad Khartoum, i Rom og i Stockholm. Nogle af dem har han fulgt en stor del af vejen, for eksempel en kvinde, som han mødtes med i Sudan, Italien og Sverige. Andre har han talt med, fra før de overhovedet drog af sted. Eller bare efter ankomsten til Stockholm.
Vi har tilstrækkeligt kirkeliv, så afsted med dig og find din egen vej i verden
Han har som led i sin forskning indlogeret sig i Kirkos-kvarteret i Addis Ababa, hvor unge mennesker, der vil af sted til Libyen, samles. Han har levet med dem i migrantkvartererne i Khartoum, Rom og Stockholm. Alle steder har han boet i månedsvis. Det har han kunnet gøre, fordi han har samme baggrund, ligner dem og taler sproget. Og i øvrigt selv har været migrant – omend på første klasse, nemlig som ph.d.-studerende i Stockholm.
Fra landsbydreng til international forsker
“Jeg blev født i en fjern lille landsby i det sydlige Etiopien 600 kilometer fra hovedstaden. Jeg voksede op hos min bedstemor, og jeg ved ikke engang, hvor gammel jeg var, da hun satte mig i bibelskole. Vi registrerer ikke alder systematisk,” fortæller Tekalign Mengiste, da Globalnyt møder ham til en konference i Addis Ababa i marts.
Men bedstemoderen sørgede for, at han fortsatte i grundskolen i en by i området, derefter i det, der svarer til gymnasiet lidt længere væk, hvorefter han bestod den nationale prøve, som kan give adgang til universitetet. Og så rykkede han til hovedstaden. I 2012 fik han stillingen som ph.d.-studerende i Stockholm, en position som blev annonceret internationalt.
“Jeg kender stadig ikke min mor eller far. Men min bedstemor er et bemærkelsesværdigt menneske. Hun har altid opmuntret mig, sagt til mig at jeg skulle uddanne mig, se verden, lade være med at begrænse mig til landsbyen,” fortæller han.
Tekaligns familie har en del jord, men består også af rigtig mange medlemmer i landsbyen. De, der ikke dyrker jorden, bliver præster, og det huede ikke bedstemoren. “Vi har tilstrækkeligt kirkeliv, så afsted med dig og find din egen vej i verden,” var beskeden fra hende.
Og af sted kom han. Fra landsbyen, hvor der ikke var en asfalteret vej eller nogen biler, til grundskolen en times gang derfra.
“Jeg havde aldrig set andet end køer, kartofler og markedet,” siger Tekalign Mengiste.
Derefter fulgte turen til den større skole endnu længere væk, så universitetet. Lige som alle de andre blev Tekalign Mengiste migrant i sit eget land, han netværkede, fik venner og bofæller, lærte at tilpasse sig nye omgivelser og nye væremåder, mødte andre typer mennesker, end han var vant til. Så hvordan klinger betegnelsen migrant i hans ører?
“For mig betyder migration et nyt sted, en ny person, en ny æra. Alt er forskelligt fra det, du er vant til. Du har forladt dit samfund, dine venner, dit netværk, din familie, din arbejdsplads. Du begynder forfra. Det er det, migrant betyder for mig.”
Du bliver aldrig den samme igen
Ankomsten til det velordnede Sverige midt om sommeren var i sig selv et kulturchok.
Visum og arbejdstilladelse kom lynhurtigt, men så gik alt i stå. Sverige var gået på ferie, han havde fået et link til en hjemmeside, hvor han kunne prøve at få et sted at bo. Så fik han et link til myndighedernes hjemmeside, hvor han skulle registrere sig, men han havde ingen adresse, og kunne ikke få et sted at bo, fordi han ikke var registreret. Og alle var taget på ferie.
For mig betyder migration et nyt sted, en ny person, en ny æra
Men alt ordnede sig selvfølgelig, og han kom i gang med sin forskning, som kom til at fokusere på ruten fra Eritrea og Etiopien til Sverige omkring år 2015. I Stockholm havde han lejet sig ind i et kvarter, hvor der bor mange mennesker fra Eritrea. De berettede om deres rejser og prøvelser, forhåbninger og for nogles vedkommende flugt.
Overalt har Tekalign Mengiste samlet kontaktoplysninger og afleveret sine egne for at kunne holde forbindelsen til dem, han interviewede. Han boede for eksempel med migranter i fire måneder i Khartoum. Nogle af dem, han lærte at kende, mødtes han senere med i Rom og i Sverige. Alt sammen for at finde ud af hvorfor og især hvordan.
Men ved de mennesker, der tager af sted på den frygtelige tur, hvor rædselsfuldt og farligt det er?
“De fleste ved det. De regner med, at der er en fifty-fifty procents chance for at klare den. Enten dør du, eller også klarer du den,” siger han.
Så folk er klar over, at der er en meget stor risiko for at dø, enten på havet eller på turen gennem ørkenen, hvor de døde aldrig bliver fundet igen. Men det, de måske ikke er klar over, er ifølge forskeren de ydmygelser, mange bliver udsat for undervejs.
“Alle, der overlevede turen, som jeg mødte igen i Italien eller Sverige, var forandrede. De var nogle helt andre personer,” siger han.
Ene kvinde på ruten til Sverige
Som nu Meghna, en kvinde fra Eritrea, der i årevis forgæves havde prøvet at blive familiesammenført med sin mand i Sverige.
Hun valgte den hårde vej til Sverige, men sad fast i Sudan i fire år. Hun solgte kaffe på gaden, mens hun søgte efter en måde at komme videre på. Hun kunne ikke rejse hjem, selv om hun havde efterladt sit barn hos familien, fordi hun havde lånt penge af sine slægtninge, og fordi hun blev nødt til at skaffe midler til at kunne hjælpe sine forældre. Så der var kun en vej, nemlig fremad gennem ørkenen til Libyens kyst.
De regner med at der er en fifty-fifty procents chance for at klare den
Meghna klarede den. En dag ringede Tekalign Mengistes telefon. Det var Meghna, hun var kommet til Italien. Og han tog derned. Hun var glad for at have klaret turen, men også stærkt påvirket af alle de fornedrelser, overgreb og den vold, hun var blevet udsat for. Hun klarede også turen videre til Sverige, hvor hun fik asyl af humanitære årsager. Men i dag har hun helbredsproblemer og synes, prisen har været høj. Men hun har bevaret håbet om en bedre fremtid. Det er det sidste, der forsvinder, siger han.
Men for dem, der ikke får asyl eller anden form for opholdstilladelse er det næsten katastrofalt at havne i det velordnede Sverige.
Uden den rette registrering og sygesikring, kan man ikke oprette en bankkonto, du har ikke adgang til noget som helst, du er ikke noget. I den situation er det for eksempel meget lettere at klare sig i USA end i velfærdsstaten.
Læs også: Afrikanske lande kommer ikke til at tage deres irregulære migranter tilbage fra Europa
Men mange, især mange unge mænd, tager af sted, selv om deres chancer for at få legalt ophold er minimale. Det gør de typisk af hensyn til familien, det er det, der forventes af dem.
“Det er familiens forventning, og så handler det også om at kunne bidrage og om som ung at kunne se en mening med livet. De kan ikke forbedre deres situation her i Etiopien. Der er ingen legale veje til et liv et andet sted. Så deres eneste mulighed er at prøve. De er nødt til at gøre det,” siger Tekalign Mengiste.
Viden er noget man samler undervejs
Tekalign Mengiste har i sin forskning undersøgt, hvordan ruten fungerer – ikke bare ved hjælp af menneskesmuglere, men også hvordan migranterne, deres medrejsende, tidligere migranter og for eksempel familiemedlemmer i diasporaen er med til at forme rejsen. Hvordan man lærer af hinanden og giver erfaringer videre til de senest ankomne undervejs. Hvem er til at stole på, hvor er der godt at bo, hvordan kringler man den grænseovergang?
Nogle kan hjælpe en videre, andre kan advare om de værste fælder.
Det er viden, der i sidste ende kan sikre ens overlevelse. Alle beslutninger fra man tager af sted, til man når frem er en afvejning af håb mod risiko. Og håbet har det med at veje tungest i den situation, fortæller Tekalign Mengiste.
Og hvad er det så, der trækker mod Sverige?
For etiopiernes vedkommende begyndte det med de studerende, adopterede børn, ægtefæller til hjælpearbejdere og ambassadepersonale, der for 60-90 år siden blev bosat i Sverige. Det er flygtninge fra 1970’erne og de mennesker, der de seneste 30 år har studeret i Sverige, er flygtet dertil, er blevet familiesammenført eller har fået arbejde.
Forskeren ser en direkte forbindelse mellem de første svenske missionærers virke i Etiopien, det efterfølgende udviklingsarbejde og nutidens ønske blandt unge etiopiere om at komme til Sverige.
Fra Eritrea er mennesker flygtet i stort antal under løsrivelseskampen, og senere er mange igen flygtet fra et undertrykkende styre og for nogles vedkommende en nærmest livslang militærtjeneste.
Der er fire “hovedveje” ud af Etiopien og Eritrea, blandt dem nogle meget benyttede forbindelser til Golflandene.
Lyt og læs også: Den kyniske menneskesmugler er en sjælden art
Tekalign Mengistes studier har koncentreret sig om den til Europa, der som det første store stop har Sudans hovedstad Khartoum. Her er der – i hvert fald indtil den seneste konflikt – store og veletablerede samfund af folk fra Etiopien og Eritrea. Her finder man måske familiemedlemmer og bekendte, som kan hjælpe en videre med kontakter og midler.
Mange af dem, der organiserer den videre rejse, er selv tidligere migranter, som måske også samarbejder med sudanesiske og libyske smuglere.
De fleste rejsende planlægger den videre færd med hjælp fra familie og venner. Men mange bliver også nødt til at betale for rejsen med arbejde eller seksuelle ydelser før afgang. Eller ved en rejs-nu-betal-senere model.
Der er masser af farer, lige fra at blive skudt af Eritreas grænsepoliti på vej ud af landet, røvere, grådige smuglere, bortførelser, oversvømmelser og sågar hyæner. Og typisk tages beslutningen om at forsætte gennem ørkenen først efter at andre muligheder er prøvet. Som proforma-ægteskaber eller forsøg på at blive kvoteflygtning gennem FN-systemet.
Ruter åbner og lukker eller flytter sig blandt andet på grund af lokale eller større konflikter. Så det er vigtigt hele tiden at være opdateret, og det er ekstremt vigtigt at finde nogle mennesker, som kan hjælpe en videre – uden om de berygtede centre i Libyen, hvor man risikerer tortur, voldtægt og for eksempel at blive handlet frem og tilbage mellem vagter, politi og smuglere.
Alle steder undervejs er der noget særligt, man skal passe på. I Libyen skal man finde sødygtige både og sørge for at sprede familien på flere både, hvis man er mange sammen. Man skal være omhyggelig med sit valg af medrejsende og smuglere.
I Italien skal man undgå at få taget fingeraftryk, altså at blive registreret. Man skal undgå at blive deporteret. Og man skal vide, at chancen for at få asyl er større for nyankomne. Det kan øge sikkerheden at sove mange sammen i de øde kvarterer i byerne. Hvis det er muligt, benytter de sig igen af smuglere for at nå deres bestemmelsessted. Og hvor det sted er, ja det bestemmes af relationer og netværk, sandsynligheden for at kunne blive, og af håbet om at kunne leve i et sikkert og demokratisk land med respekt for menneskerettighederne.
Globalnyt har fået støtte fra Dansk Institut for Internationale Studier og Forum for Social Studies til at deltage i konferencen i Addis Ababa.
