På Jomfruøerne leder gadenavne som Kongensgade og Krystalgade stadig tankerne tilbage til Danmark. Det samme gør imponerende gamle bygninger som guvernørpalæet på Skt. Croix, og det kan virke fortryllende på danske turister at være så langt hjemmefra, men stadig støde på noget genkendeligt. Den danske arv i Caribien har i et århundrede indhyllet det tidligere Dansk Vestindien i et eventyrlig glansbillede og fået os hjemme i kongeriget til at sukke over “Vores Tabte Paradis”.
Det er en fortælling, den danske besøgende føler sig tryg i. Men samtidig indskriver ”vi” de tre øer, Skt. Croix, Skt. Thomas og Skt. Jan, i en beretning, hvor ”de” ikke føler sig hjemme. Men glansbilledet dækker over, at grusomme forbrydelser og brutale overgreb under slaveriet fandt sted i smukke omgivelser og med yndige gavenavne som baggrund.
Hverken efterkommerne af de afrikanere, danskerne fragtede til øerne, eller os hjemme i Danmark er tjent med en ukritisk kulturhistorie, der blåøjet reproducerer fortællingen om en slags mønsterkoloni – som om sådan én nogensinde fandtes.
Når realiteterne melder sig, får de smukke omgivelser en anden nuance. Stor fattigdom, hjemløshed, høj arbejdsløshed, analfabetisme og problemer med sundhed blandt befolkningen forstyrrer glansbilledet af dette paradis. Det er et resultat af at være blevet udnyttet og underudviklet af danskerne indtil 1917 – og af amerikanerne siden.
Det er den virkelige historie, vi bør fokusere på. Og den bør give anledning til, at Danmark og danskerne kommer på banen og giver øerne en hjælpende hånd. Hvis vi kan støtte Sydslesvig og samle ind til Afrika, har vi det da også i vores hjerter at yde vores tidligere tropeøer bistand.
Fortiden spøger i Jomfruøernes barske nutid
Den danske kolonialisme i Caribien startede i 1660 og drejede sig primært om at skabe profit for handelsselskaber, Kronen og enkeltpersoner på baggrund af handel med mennesker. Da slaveriet blev afskaffet i 1848, blev øerne hurtigt en underskudsforretning, og i 1917 blev de solgt til USA. En grusom høj dødsrate på mellem 30 og 40 procent blandt øernes befolkning i årtierne lige før salget hører med til historien om danskertiden.
Øernes barske historie kaster sine mørke skygger over nutiden med underudvikling, fattigdom og sygdom. Siden 2014 har min vestindiske kollega Diane Hampton og jeg ledet et program for en lokal ngo om Jomfruøernes underudvikling og uligheder efter salget til USA.
Siden salget har USA behandlet øerne – i lighed med andre erhvervede territorier som naboøen Puerto Rico – på imperialistisk vis. De er blevet underudviklet og udnyttet som en attraktiv turistdestination, et American Paradise.
En typisk kolonistisk og nedladende holdning karakteriserer USA’s forhold til sine øer, som mere eller mindre må tage til takke med, hvad man byder dem. Territorierne har heller ikke reel stemmeret, kun observatørstatus i Repræsentanternes Hus.
Øerne er ramt af stor økonomisk underudvikling, da kriterierne for offentlige tilskud er meget strammere for amerikanske territorier end for fuldgyldige delstater. Vil man se bevis for underfinansieringen fra amerikansk side, kan man bare forsøge at køre en tur på øernes misligholdte og hullede veje.
Denne underudvikling udtrykker sig på en række områder. Som ét eksempel på de konsekvenser fokuserer vi i programmet med den lokale ngo på ulighed i miljø og sundhed. Sammenlignet med hvide amerikanere har den sorte befolkning en langt større dødelighed af kræft. Det skyldes blandt andet en lang række finansielle barrierer og Amerikas underfinansiering af sundhedssektoren.
Man kan også vende blikket mod den lille naboø Vieques, hvor risikoen for at få kræft er dobbelt så høj som på hovedøen Puerto Rico, der ligger godt 180 km vest for Jomfruøerne. Den amerikanske flåde brugte Vieques som træningssted i seks årtier. Eksperter og indbyggere på Vieques mener, at forureningen fra bly og kviksølv i deres jord, vand og luft har bidraget til højere kræftrater. Befolkningen på Skt. Croix fremhæver ligeledes det amerikanske olieraffinaderi HOVENSA og dens forurening som en af årsagerne til den høje forekomst af kræft på øen.
Sådan ser virkeligheden ud i dag i det, der engang hed Dansk Vestindien. Vi danskere er af mange gode grunde nødt til at træde i karakter. Det eneste rigtige er at erkende, at vi har været med til at forme Jomfruøernes barske realitet, vise os ansvarlige og yde bistand.
Det vil også give en mere helstøbt dansk selvforståelse, hvor både Sydslesvig og Vestindien indgår i vores nationale identitet og definerer, hvad det vil sige at være dansk. Jomfruøerne vil ikke længere bare være et tropisk paradis, som vi danskere husker tilbage på og af og til besøger for strandenes skyld. Det vil i stedet blive et sted, hvor vi virkelig betyder noget, og et sted, der oprigtigt kan betyde noget for os.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribenternes holdning.
Bernhard Bierlich har en PhD i socialantropologi fra Cambridge University med speciale i Vestafrika og det østlige Caribien. Han har undervist i sociologi og antropologi ved flere israelske universiteter.
