Han var på vej til fest i den tunesiske hovedstad Tunis med sine venner, da to politibetjente stoppede dem i et rutinemæssigt sikkerhedstjek. De tog hans id-kort, kiggede forvirret på billedet og bad ham om at stige ud. De bad ham forklare, hvorfor kortet angiver, at han er en kvinde, når de stod dér med en mand foran sig.
Shems Guellouz blev mundlam. Inden han kunne reagere, udbrød en af hans venner: “Hun er en pige!”
“Jeg kunne ikke få mig selv til at sige ordene: ‘Jeg er en pige’. Det føltes umuligt. På det tidspunkt tænkte jeg bare, at det var ligegyldigt det hele. ‘Jeg siger, at jeg er en dreng. Så må jeg acceptere konsekvenserne, uanset hvad de må være,’ tænkte jeg,” fortæller Shems om episoden, der fandt sted sidste år.
På trods af vennens velmenende intentioner, der reddede ham fra en potentiel anholdelse, følte Shems sig ydmyget: “Det føltes som om, min identitet blev taget fra mig. Det var næsten som om, de frarøvede mig, den jeg virkelig er.”
I en verden, hvor tweets skaber mere forandring end underskriftsindsamlinger, og hashtags er de nye slagord, har internettet og sociale medier fået en afgørende rolle i at forme vores samfund. Og her udgør den arabiske verden avantgarden.
Derfor har Globalnyt været i Tunesien og Egypten for at tale med de unge, der bruger Facebook, Instagram og TikTok til at skubbe til normer og autoriteter – særligt når det handler om ligestilling og seksualitet.
Fra kvinde til mand
En mand. Det er, hvad han virkelig er. En transmand for at være helt præcis. Og derfor forstår man også godt de to politibetjentes undren. Shems både ligner og lyder som det, vi traditionelt har forbundet med at være mand. Han har kort, krøllet hår, små skægstubbe under hagen og går for det meste i jeans og en skovmandsskjorte.
For et par år siden, efter at have søgt information og fået hjælp af ligesindede på de sociale platforme Reddit og Discord, besluttede Shems sig for at begynde at tage testosteron, som har ændret hans stemme til det dybere og sat fut i skægvæksten. Og så har han for nylig fået fjernet sine bryster ved en såkaldt top-surgery.
“For mig kommer det fra et sted dybt inden i. Det er ikke bare i mit hoved, jeg mærker det i min mave. Min følelse af maskulinitet er meget fysisk for mig. Det er nok derfor, jeg også følte et behov for at gennemgå et medicinsk kønsskifte. Min maskulinitet ligger ligesom under huden på mig. Det er virkelig… en fysisk fornemmelse.”
Den fornemmelse er ikke ny. Shems Guellouz var fem år gammel, da han første gang fortalte sin mor, at han var en dreng. Ikke en pige, som samfundet ellers havde besluttet. “Du behøver ikke være en dreng. Du kan gøre lige det, du vil, som pige,” svarede hans mor uden at bekymre sig mere om sønnens ønske.
Indtil han ramte puberteten, var følelsen af at være en dreng noget, han undertrykte. Shems prøvede bare så godt som muligt at passe ind og være den pige, alle mente, han var. Men kroppen begyndte at ændre sig. Han fik menstruation, formerne begyndte at titte frem, og de pludselige ændringer kastede Shems direkte ud i en depression.
Jeg kunne ikke fatte, at puberteten havde ramt mig. Jeg græd hele tiden, og i en alder af 15 år udviklede jeg panikangst
“Jeg kunne ikke fatte, at puberteten havde ramt mig. Jeg græd hele tiden, og i en alder af 15 år udviklede jeg panikangst. Det blev senere til svær depression, og til sidst var jeg slet ikke i stand til at forlade huset. Det var mildest talt et mirakel, at jeg formåede at afslutte mit studie på universitetet. Og da jeg så endelig fik mit eksamensbevis, havde jeg ingen venner, ikke noget liv,” fortæller Shems.
I al den tid, hvor Shems ligger alene derhjemme, fylder tankerne om at være en dreng.
“Jeg blev ved med at tænke: ‘Det kan ikke være rigtigt. Jeg er ikke ligesom de der transmennesker.’ Jeg ved ikke, hvor den her internaliserede transfobi kom fra. Eller… den kom vel fra samfundet omkring mig,” siger han.
Den (for) feminine mand
Men i dag er transfobien, ligesom brysterne, ikke længere noget, Shems bærer rundt på. Alligevel er spørgsmålet om maskulinitet stadig et tema, der rumsterer i hans hoved.
“På en mærkelig måde er det nu femininitet, der er tabu for mig. Fordi jeg er en mand, kan jeg ikke være for feminin på gaden. Hvor det for nogle år siden var det komplet modsatte. Jeg kunne ikke være for maskulin offentligt.”
Når Shems fortæller, at han ikke kan tillade sig at fremstå for feminin på gaden, så er det tæt koblet til samfundets rigide opfattelser af maskulinitet, mener den tunesiske kønsforsker og sociolog Raoudha El-Guedri.
“I den brede befolkning opfattes du enten som en mand eller ikke – og er du som mand “for feminin”, så betyder det, at du er homoseksuel, at du er queer. Og det er det samme, som at du ikke er ligeværdig, og at du skal sættes på plads. Det kan have grusomme konsekvenser at blive opfattet som en “ikke mandig” mand og kan udsætte folk for hån, stigmatisering, fysiske og verbale angreb,” fortæller forskeren.
Maskulinitet(er)
Raoudha El-Guedri taler om en decideret maskulinitetskrise i Tunesien, hvor unge er udspændt mellem traditionelle normer og den globale individualiserede kropskultur, som især kommer til udtryk på sociale medier. Og Shems Guellouz oplever også, at opfattelsen af det mandlige køn er meget snæver.
Når vi taler om maskulinitet, i hvert fald her i Tunesien, er det meget sort/hvidt
“Når vi taler om maskulinitet, i hvert fald her i Tunesien, er det meget sort/hvidt. Enten er maskulinitet den her giftige, patriarkalske kontrolting, der fører til undertrykkelse, eller også er der fokus på manderollen med alle de her traditionelle maskuline træk, som folk synes, vi skal holde fast i,” siger Shems.
Hans erfaring med at udtrykke sin maskulinitet gennem årene og nu gennem et kønsskifte har, fortæller han, skærpet hans interesse for alle de forskellige måder, folk kan udtrykke deres maskulinitet på. Han er godt klar over, at maskulinitet kan betyde noget helt andet for andre, end det gør for ham. Og at kultur, nationalitet, hudfarve og en masse andre forskellige faktorer påvirker, hvordan folk opfatter maskulinitet.
For at synliggøre de her mange forskelle har Shems valgt at tale med mændene i sit liv – tætte venner og familiemedlemmer – og bruge samtalerne som inspiration til at fotografere dem. Ofte i meget private og intime sammenhænge.
“Det skal ikke handle om den påtagede maskulinitet, vi viser verden udadtil, men den virkelige maskulinitet, der ligger under alt det ydre. Det sårbare, det rodede, det grimme,” siger Shems om formålet med fotografierne.
En af de mange mænd, som Shems fotograferer, er hans far, Sadok.
“Jeg kunne virkelig godt lide det rum, der blev skabt, da han poserede for mig. Det var akavet, men på en god måde. Og jeg blev inspireret af den akavethed, for jeg tror, det også er en del af vores maskuliniteter. Der er en vis generthed, i hvert fald for min far og mig, fordi vi ikke plejer at tale om de her ting.”
Fotografierne har Shems samlet i en bog med titlen Masculinities – maskulinitet i flertal. Håbet er, at fotobogen kan starte en samtale om maskulinitet, der er anderledes end den klassiske fortælling om, hvad maskulinitet er. Især at den kan vise en mere sårbar maskulinitet frem.
Man kunne fristes til at tro, at Shams havde talt med Raoudha El-Guedri. Hun understreger nemlig også, at maskulinitet i Tunesien ikke kan forstås i ental. Der findes mange forskellige former for maskulinitet. Og de er, mener hun, stærkt afhængige af, hvilken social klasse, den enkelte tilhører.
Jo mere velstående, du er, jo mere kan du løsrive dig fra de traditionelle forventninger
“Der er de mænd, som lever i middel- og overklassen. Og så er der mænd fra arbejderklassen, hvis forhold til maskulinitet er noget helt andet. De har ikke de samme ressourcer, og derfor udsættes de to grupper ikke for det samme sociale pres. Jo mere velstående, du er, jo mere kan du løsrive dig fra de traditionelle forventninger,” fortæller El-Guedri.
Presset er stærkere for dem, der er mindre bemidlede, fordi de ikke altid har mulighed for at leve op til forventningen om at være “en stærk mand”, som altså indebærer at tage ansvar for familien, forsørge og lede. De kan være droppet ud af skolen eller have svært ved at finde et arbejde. Og det gør så, at de ikke bliver anset som “rigtige mænd”.
Det er vigtigt at forstå, den negative påvirkning rigide opfattelser af maskulinitet har på samfundet, mener Raoudha El-Guedri, fordi det kan hjælpe os med at forstå “den aggressivitet, der ofte kommer til udtryk i udøvelsen af maskulinitet i Tunesien.”
Og så fordi det også kan have den konsekvens, at nogle mænd simpelthen vælger at flygte fra forventningerne.
“I dette enorme pres for at leve op til forventningen om at være en “rigtig mand”, ligger også en kilde til emigration. Jeg har set unge mennesker emigrere – ikke bare fordi de vil have en bedre indtjening eller et skabe et bedre liv nej, fordi de vil undslippe det forventningspres, som altid kræver af dem, at de lykkes som den stærke mand”
Men Shems har ingen planer om at flygte. På trods af sit stille væsen, vil han gerne være med til at vise det omkringliggende samfund, at der skal blødes op på de sort/hvide kategoriseringer.
“Jeg brænder for at vise de forskellige måder, man kan udtrykke maskulinitet på. Det skyldes helt sikkert min egen rejse. Måden min maskulinitet har udviklet sig på gennem årene. Hvordan det gik fra at være noget meget undertrykt indeni mig, noget nærmest forbudt, til nu at være mig, min rigtige identitet. Den person jeg er i verden.”
Dette er den sidste artikel i serien Det Digitale Forår, hvor vi taler med digitale aktivister, kvindeorganisationer og helt almindelige mennesker for at blive klogere på, hvordan unge i Egypten og Tunesien bruger onlineaktivisme til at udfordre normer og autoriteter.
Hvis du kunne lide, hvad du læste, så meld dig til vores nyhedsbrev.
Serien er støttet af Kommunikationsfonden for Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.
