Fredsaftalen mellem oprørsbevægelsen FARC og Colombias regering er nu på sit ottende år. Landets præsident, centrum-venstre-politikeren Gustavo Petro, har siden han kom til holdt fast i, at hans regering vil gennemføre alle dele af den omfattende aftale. Det står i skarp modsætning til hans forgænger Iván Duques kraftige modstand mod aftalen. To af hovedelementerne i aftalen er en jordreform og et retsopgør efter den lange væbnede konflikt.
Men det går langsomt med at gennemføre aftalen. Selv om Gustavo Petro har afsat penge til opkøb af jorde – og ikke som oprindeligt planlagt, ekspropriere fra de store jordejere – jorde, der skal fordeles til småbønder eller helt jordløse bønder skrider processen meget langsomt frem. Det er måske ikke helt uforståeligt, da vi har at gøre med en historisk, ganske kompleks proces. Men samtidig står netop jordreformen helt central i fredsaftalen og for FARC, som er grundlagt ikke mindst i protest mod landets ulige jordfordeling.
Et særligt retssystem, som først og fremmest består af Den Særlige Fredsdomstol, der blev etableret efter indgåelse af fredsaftalen, skal retsforfølge de øverste ansvarlige fra FARC og militæret for krigsforbrydelse. Det skal afsige domme, som eventuelt kan reduceres, hvis de ansvarlige fortæller sandheden. Og så skal det fastlægge erstatning til ofrene. Retsopgøret er yderst vigtigt, hvis der skal skabes vedvarende fred i Colombia og hvis landet skal undgå udbredt straffrihed. Den Særlige Fredsdomstol har modtaget stor international ros og fremhæves som en god model, der kan inspirere andre fredsprocesser.
Men fra flere sider er domstolen blevet kritiseret for sin langsommelighed. Det er en kritik, der blandt andet er kommet fra de tidligere kommandanter i FARC, der i dag er organiseret i partiet Comunes og medlemmer af Kongressen, som er det ene kamme i landets parlament. For nylig talte de for at skabe et helt nyt tribunal, som skulle få afsluttet retsopgøret hurtigt. Et retsopgør, der involverer tusindvis af ofre og hundredvis af ansvarlige for krigsforbrydelse – både fra FARC og militæret. Man kan dog næppe forvente et hurtigt retsopgør, for erfaringerne efter konflikter i både Afrika og Latinamerika er, at den slags retsopgør ofte tager langt længere tid end forventet.
FN’s Sikkerhedsråd har i sine kvartalsrapporter gang på gang påpeget nødvendigheden af at skrue op for implementering af fredsaftalen med FARC. Og samtidig har man peget på det forhold, at der fortsat er mange brud på menneskerettighederne i de områder, hvor FARC tidligere herskede. Det skyldes især, at staten kun i meget begrænset omfang er rykket ind i disse områder for at garantere sikkerheden for lokalbefolkningen og opbygge civile strukturer. Efter FARCs tilbagetrækning er der kun i begrænset omfang gennemført lokale udviklingsprojekter som for eksempel skoler og sundhedscentre, som kunne forbedre lokalbefolkningens leveforhold. I stedet er mange af disse områder nu kontrolleret af forskellige narkokarteller, oprørsgruppen ELN eller grupper, som er brudt ud af FARC.
FARCs demobilisering og tilbagetrækning fra store områder har således ikke forbedret civilbefolkningens sikkerhed og livsbetingelser.
For nylig offentliggjorde FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheders lokale kontor i Colombia sin årsrapport for 2023. Hovedkonklusionen er, at situationen for menneskerettighederne ikke er blevet bedre i de områder, hvor der traditionelt har været konflikt. Den er tværtimod forværret i flere regioner. Og årsrapporten når frem til samme konklusion som FN’s Sikkerhedsråd – at det især skyldes statens manglende tilstedeværelse og at de mange væbnede grupper har haft mulighed for at konsolidere sig.
En udstrakt hånd til de væbnede oprørsgrupper
Gustavo Petros regering har iværksat fredsforhandlinger med landets tre resterende guerillaorganisationer. Det drejer sig først og fremmest om ELN, den 60 år gamle gruppe, der vurderes at have omkring 5.000 mand under våben. FN’s Verifikationsmission har fået udvidet sit mandat til også at omfatte disse forhandlinger.
I årevis har kidnapninger for løsepenge været organisationens faste praksis for at finansiere sine andre aktiviteter.
Forhandlingerne med ELN begyndte allerede i 2022 og foregår i de forskellige såkaldte garantlande: Mexico, Cuba og Venezuela – lande, der understøtter forhandlingerne. Under den seneste runde af forhandlinger blev det besluttet at forlænge en aftale om våbenhvile indtil august i år. Samtidig vil ELN frigive de folk, som den har kidnappet og stoppe for yderligere kidnapninger. I årevis har kidnapninger for løsepenge været organisationens faste praksis for at finansiere sine andre aktiviteter. Desuden betyder aftalen, at der skal oprettes en fond til at støtte lokale humanitære og udviklingsmæssige projekter i de områder, hvor lokalbefolkningen har været marginaliseret i årtier, og hvor ELN har tilstedeværelse og militær kontrol.
Endelig imødekommer aftalen et gammelt krav fra ELN om, at civilsamfundet skal inddrages i fredsforhandlingerne, og det forventes at blive en del af fredsaftalen. Flere af ELNs krav handler om at mindske de sociale og økonomiske uligheder i de områder, hvor ELN opererer, hvilket i virkeligheden ikke er så forskelligt fra, hvad regeringen ønsker.
Regeringen har også begyndt at forhandle med de to FARC-dissidentgrupper. Den største, EMC (Estado Mayor Central – Den Øverste Kommando), der fra begyndelsen var uenig i fredsaftalen, skønnes at have over 4.000 soldater. Det er ikke længe siden, EMC og regeringen blev enige om at forlænge en våbenhvile, men aftalen holdt kun kort tid, inden præsidenten opsagde den i tre af landets provinser, fordi oprørsgruppen angiveligt fortsatte med angreb på civile.
Foto: Juancho Torres/Anadolu Agency via Getty Images
Denne situation har skabt en ny spændt situation ved forhandlingerne, der efter planen genoptages i april. Et åbent spørgsmål er, om EMC kan holde sammen eller splittes op i en gruppe, der går ind for fortsatte forhandlinger, og en anden, der vil fortsætte den væbnede kamp.
Den anden gruppe, som udspringer af FARC, Segunda Marquetalia, forlod fredsprocessen allerede i 2018 i protest mod den langsomme gennemførelse af fredsaftalen og manglende tillid til regeringen. Ifølge præsidenten er der aftalt nye fredsforhandlinger.
Alle tre grupper tjener penge på kokainhandel og ulovlig minedrift, hvilket naturligvis ikke gør det nemmere at demobilisere og afvæbne grupperne.
….. og til narkokarteller og andre kriminelle grupper
En stor del af den vold, der begås i Colombia, verdens største kokainproducent, kommer fra de mange narkogrupper, ikke mindst Golfklanen, der er den største af dem. Præsident Petro siger, at han også ønsker at slutte fred med dem. Det indebærer dog, at de skal holde op med at producere kokain, og det gør de næppe frivilligt, fordi der er enorme økonomiske interesser på spil. Økonomiske interesser, der går langt ud over Colombias grænser – ikke mindst til de lande, der forbruger kokainen. Her er de helt store spillere de magtfulde mexicanske narkokarteller, der er dominerende i Colombia og andre sydamerikanske lande, og som står for eksporten af hovedparten af den narko, der sælges i USA.
Det er en vanskelig proces, fordi de væbnede narkogrupper ofte tvinger folk til at dyrke og smugle koka
Regeringen forsøger at hjælpe kokabønderne til at dyrke andre, lovlige afgrøder. Men det er en vanskelig proces, fordi de væbnede narkogrupper ofte tvinger folk til at dyrke og smugle koka. At koka er meget mere rentabelt end andre, lovlige afgrøder er dog også en væsentlig faktor.
Der er forhandlinger i gang mellem regeringen og en række forskellige kriminelle grupper, men det er endnu ikke lykkedes at få gang i forhandlinger med nogle af de største kriminelle grupper.
Ifølge Ariel Àvila, kongresmedlem og tidligere forsker i kriminelle bander, har landet 53 kriminelle grupper. Hvis Petro-regeringen lykkes med blot at forhandle fred med de grupper, hvor der allerede er igangsat forhandlinger, vil op mod 20.000 mennesker kunne slippe ud af kriminalitet, vurderer han. Det store spørgsmål er naturligvis, hvilken form for beskæftigelse disse kriminelle, ofte unge mennesker, vil kunne få.
Det er en generel problemstilling i Colombia og flere andre lande i Latinamerika, hvor mange unge lader sig friste af de hurtige og gode penge, som de kriminelle grupper tilbyder.
Verden bakker op
Fredsprocessen i Colombia har bred opbakning i det internationale samfund, og opbakningen er et eksempel på internationalt samarbejde – også mellem lande, der ellers ikke er enige om meget i disse tider.
FN’s Sikkerhedsråd har eksempelvis fastholdt en enstemmig opbakning til fredsaftalen og har endda udvidet mandatet for FN-missionen, så den også skal støtte forhandlinger med ELN og muligvis også FARC-dissidentgrupper. For nylig fremhævede FN’s generalsekretær, Antonio Guterrez, fredsforhandlingerne i Colombia som et eksempel på en proces, andre kunne lære af.
Der er støtte fra en lang række lande. EU bidrager eksempelvis med økonomiske midler til at demobilisere FARC-guerillasoldater og få dem sluset ind i det normale samfund igen. Unionen er også observatør ved forhandlingerne med en af FARC-dissidentgrupperne EMC.
Flere europæiske lande er med til at finansiere fredsforhandlingerne, som også støttes af flere lande i regionen såsom Chile, Mexico, Venezuela, Cuba og Brasilien.
Præsidenten har travlt
Kort tid efter, at Gustavo Petro kom til magten i august 2022, erklærede han våbenhvile med alle de væbnede grupper i landet og annoncerede, at hans mål er total fred i landet. De fleste væbnede grupper erklærede, at de ikke umiddelbart var parate til at slutte fred, men at de var villige til at forhandle med regeringen.
Selvom forhandlingerne med mange af grupperne nu er i gang, så har processen – ikke overraskende – vist sig at være mere kompliceret og langsommelig end Petro nok havde forventet. Vi kan forvente, at der vil blive sluttet fred med nogle af grupperne, men hvad angår andre, vil det givet tage længere tid.
Fredsaftaler med narkokartellerne er heller ikke lige om hjørnet, for det vil kræve at andre landes problemer med narko først bliver løst. Og det kræver en bredere international indsats.
Det er i sig selv yderst positivt, og som nævnt også bredt anerkendt internationalt, at Petro-regeringen har begyndt fredsforhandlinger med så mange forskellige grupper. Men det er heller ikke realistisk, at man i et land som Colombia, der har levet med væbnede grupper og udbredt vold i over 60 år, kan skabe endelig fred i løbet af så få år.
Sideløbende med forsøgene på at opnå fred, forsøger Gustavo Petro at komme igennem med en række reformer, der skal mindske landets store sociale og økonomiske uligheder, der ligger til grund for mange af landets konflikter. Men da hans parti ikke har flertal i parlamentet er det ikke bare sådan ligetil komme igennem med reformerne.
I Colombia kan en præsident kun sidde i en enkelt periode på fire år. Hvis efterfølgeren også skal være indstillet på reformer og fred med oprørere og de kriminelle grupper, så kræver det, at der kommer konkrete resultater ud af fredsforhandlingerne og at befolkningen oplever positive forandringer.
Sker det ikke, så kan det betyde, at den ganske radikale og stærke højrefløj på ny kommer til magten ved valget i 2026. Og det vil sandsynligvis betyde, at fredsforhandlingerne og de sociale reformer vil være historie.
Derfor er det indeværende år helt afgørende for fredsprocessen og de sociale og økonomiske reformer. Lykkes det ikke Gustavo Petro at komme igennem på disse to områder, ser fremtiden for Colombia ganske mørk ud, og vi må forberede os på, at de væbnede og sociale konflikter efter al sandsynlighed vil fortsætte i lang tid endnu.
Merete Hansen er selvstændig konsulent og Mogens Pedersen har været Danmarks ambassadør i Bolivia og sidst i Colombia, foruden i flere afrikanske lande.
