4 måneder siden
-
8:38
Fem millioner kroner ekstra fra EU til oplysning og engagement
Nu bliver der en ny chance for nogle af de mange ansøgere, der i foråret fik afslag fra Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje, OpEn. Hele 35 af afslagene blev givet til ansøgninger, der rent faktisk blev vurderet støtteværdige, men OpEn havde kun penge nok i kassen til at give 26 tilsagn. Men nu lancerer Civilsamfund i Udvikling (CISU) en ny pulje – støttet af EU DEAR – Development and Awareness Raising, der også skal støtte oplysning og engagement. Connect for Global Change hedder puljen, hvis formål – ”at øge danskeres bevidsthed, kritiske forståelse og meningsfulde engagement i globale dagsordner og udfordringer” – på mange måder flugter med OpEns formål.
Puljen er en del af et projekt, som gennemføres af i alt 11 europæiske civilsamfundsorganisationer fra både Vest og Østeuropa. Projektmodtagere i den nye pulje vil derfor også blive en del af et større netværk af civilsamfundsorganisationer på tværs af Europa. De 11 organisationer skal sammen forvalte puljen, og den danske del står CISU for.
Den nye EU-pulje sikrer CISU fem millioner kroner til fordeling i Danmark. Retningslinjerne for den nye pulje ligner langt henad vejen OpEns retningslinjer. Dog er der blandt andet den forskel, at det udelukkende er civilsamfundsorganisationer, der kan søge om støtte, og de må højst have en årlig omsætning på 75 millioner kroner. Hos OpEn kan også medier, enkeltmandsvirksomheder og andre søge støtte. En anden forskel er, at projekterne i Connect for Global Change specifikt skal redegøre for, hvordan de vil inddrage unge, og hvordan projekterne arbejder med køn og ligestilling.
Der kan søges om støtte på 35.000-200.000 kroner, og første ansøgningsfrist er sat til 27. november. Mere om puljen her: Connect for Global Change (cisu.dk)
CISU holder et lanceringsevent den 2. oktober i København, hvor interesserede kan høre mere om den nye pulje. Læs mere her: Lancering af Connect for Global Change – en EU-pulje til oplysning og engagement (cisu.dk)
4 måneder siden
-
14:44
Israel smider otte norske diplomater i Palæstina ud
Israel tilbagekalder diplomatstatus for otte norske diplomater, der er en del af den norske repræsentation i det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden. Det oplyser Israels udenrigsminister, Israel Katz ifølge Reuters.
De har fået syv dage til at pakke deres ting og forlade landet.
Katz fortæller, at beslutningen om at tilbagekalde diplomaternes status er en reaktion på, hvad han beskrev som Norges anti-israelske adfærd, herunder dets anerkendelse af en palæstinensisk stat.
Læs også: Norge anerkender Palæstina som stat
“Norge fører en ensidig politik om det palæstinensiske spørgsmål og vil derfor blive fjernet fra det palæstinensiske spørgsmål,” siger Katz.
Norges udenrigsminister, Espen Barth Eide, kalder det en “ekstrem handling”, som primært påvirker landets evne til at hjælpe den palæstinensiske befolkning. Desuden mener han, at det nok engang viser, at Netanyahu-regeringen aktivt modarbejder arbejdet for en tostatsløsning.
“Dagens beslutning vil få konsekvenser for vores forhold til Netanyahu-regeringen,” siger han.
-
13:07
Polakker arresteret i Nigeria for at flage med russisk flag
Syv polakker er blevet tilbageholdt af det nigerianske sikkerhedspoliti, fordi de flagede med det russiske flag ved en demonstration i landets nordlige Kano-region, skriver Africanews. De anholdte tæller seks studerende og en lektor fra et universitet i Warszawa, der angiveligt var på studietur i Nigeria, hvor store protester mod landets regering lige nu raser.
Hvorvidt polakkerne deltog i demonstrationen eller bare var mødt op for at flage med det russiske flag, vides ikke. Polens vice-udenrigsminister siger til det nationale nyhedsbureau PAP, at de studerende bare ville tage billeder, men var “på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”.
I nogle få nordlige stater i Nigeria har demonstranter også flaget med Ruslands flag ved de protester, der primært går på landets høje leveomkostninger og den politiske elites korruption. I en viral video fra en demonstration i Kano flager en ung nigeriansk mand med et russisk flag og holder et skilt med teksten “Rusland kom og hjælp os”.
Læs også: Kenya, Uganda og nu Nigeria: Unge afrikanere har fået nok af deres regeringer
Russerne benægter enhver indblanding i demonstrationerne. Lederen af Nigerias militær, Christopher Musa, har udtalt, at enhver bøn eller opfordring til en fremmed magt om at invadere Nigeria er at regne for landsforræderi, som ifølge nigeriansk lov kan udløse dødsstraf.
-
11:09
Skovrydningen i Amazonas er på sit laveste siden 2016
Omfanget af skovrydningen i Brasiliens del af Amazonas-regnskoven er faldet med 46 procent i de seneste tolv måneder i forhold til året før. Det oplyser landets regering ifølge AP. Udmeldingen sker på baggrund af regeringens egne satellitdata, som også viser, at det er den største reduktion siden 2016, hvor den nuværende målemetode blev taget i brug.
Fra 1. august 2023 til 30. juli i år har Amazonas mistet 4.300 kvadratkilometer skov, et område, der svarer til 1,5 gang Fyn.
Der er stadig lang vej igen for at stoppe afskovningen, og juli måned viste da også en stigning på 33 procent i træfældning i forhold til juli 2023. Den stigning skyldtes blandt andet en strejke i det føderale miljøagentur.
Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, har lovet stoppe afskovningen helt inden 2030. Hans nuværende embedsperiode slutter i januar 2027. Amazonas skovrydning er faldet dramatisk siden den tidligere præsident Jair Bolsonaros gik af i 2022. Under hans regering var afskovningen på sit højeste i 15 år.
4 måneder siden
-
16:05
Udfordrere til Tunesiens præsident smidt bag tremmer
En lille måned før Tunesiens præsidentvalg den 6. oktober har en domstol idømt flere kandidater fængselsdomme og forbudt dem at stille op. Dommene er de seneste i en række af kendelser, som ifølge landets kritikere og menneskerettighedsorganisationer har til formål at sikre præsident Kais Saied endnu en periode på landets øverste post. Det skriver The Guardian.
Den populære oppositionspolitiker Abdel Latif Mekki, aktivisten Nizar Chaari, dommeren Mourad Massoudi og en fjerde præsidentkandidat Adel Dou er ifølge en lokal advokat alle blevet idømt otte måneders fængsel og frataget muligheden for at stille op til valget.
I Tunesien er det et krav for præsidentkandidater, at de har en ren straffeattest. Tiltalepunkterne lød for alle fire på, at de skulle have købt sig til stemmer.
Præsident Kais Saied blev valgt i 2019 og opløste to år efter parlamentet. Siden har han i praksis regeret egenhændigt gennem præsidentielle dekreter. Hans kritikere beskylder ham for at have kuppet sin egen regering og brugt retssystemet til at undertrykke sine modstandere og konsolidere sin magt.
-
13:05
FN: Hungersnøden i Sudan er en skamplet for verden
FN erklærede i sidste uge hungersnød i Zamzam-lejren uden for den belejrede by El-Fasher i det nordlige Darfur. Lejren huser nu mindst 500.000 internt fordrevne mennesker.
Det er første gang i over syv år, at FN har erklæret hungersnød, og efter mange advarsler fra blandt andet FN’s fødevareprogram, WFP.
“Vi har længe gjort det klart, at der var en reel fare for hungersnød. Men vores advarsler blev ikke hørt,” udtalte WFP’s vicedirektør for WFP, Stephen Ommollo, i FN’s Sikkerhedsråd tirsdag.
Edem Wosornu, der er chef for FN’s kontor for koordinering af humanitær indsats, OCHA, siger, at hungersnøden i Sudan udelukkende er menneskeskabt og kalder det en “skamplet” på verdens fælles samvittighed.
“Når der opstår hungersnød, betyder det, at vi er for sent ude. Det betyder, at vi ikke gjorde nok. Det betyder, at vi, verdenssamfundet, har fejlet.”
Den officielle definition på hungersnød, udviklet af netop OCHA, er, når der dagligt dør minimum to voksne eller fire børn pr. 10.000 mennesker af sult, samtidig med at minimum 30 procent af befolkningen er akut underernærede.
4 måneder siden
-
14:34
Ni UNRWA-ansatte “kan have deltaget” i Hamas-angreb 7. oktober
FN oplyser mandag, at ni medarbejdere, der arbejder for dets hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, vil blive fyret, da de kan have været involveret i de Hamas-ledede angreb mod Israel 7. oktober 2023.
FN oplyser ikke yderligere om, hvad der ligger i medarbejdernes mulige rolle i angrebene.
Udviklingen følger en undersøgelse foretaget af FN’s interne kontrolorgan, OIOS, som blev iværksat tidligere i år, efter at Israel hævdede, at flere UNRWA-medarbejdere havde deltaget i Hamas-angrebet, hvor omkring 1.200 mennesker blev dræbt og yderligere 250 blev taget som gidsler.
UNRWA fyrede dengang 12 ansatte og satte syv ansatte på administrativ orlov uden løn på grund af beskyldningerne. Gruppen på ni ansatte, som FN netop har meddelt fyret, inkluderer nogle fra hver gruppe, sagde Juliette Touma, kommunikationschef for UNRWA ifølge nyhedsbureauet AP.
OIOS er FN’s højeste kontrolorgan, og dets rapporter er fortrolige, men kan efter anmodning stilles til rådighed for medlemsstaterne.
4 måneder siden
-
13:23
‘Asiens Jernlady’ træder tilbage efter voldsomme protester
Efter flere uger med voldsomme protester mod Sheikh Hasinas ledelse af Bangladesh er premierministeren nu gået af. Indtil en efterfølger bliver udpeget, skal landet regeres af en overgangsregering, lyder det ifølge Reuters fra landets øverste general i en tv-udsendelse til befolkningen.
I begyndelsen af juni begyndte tusindvis af bangladeshere, særligt studerende, at gå på gaden for at vise deres utilfredshed med en højesteretsdom, som genindførte et kontroversielt kvotesystem. Kvoterne dikterer, at 30 procent af offentlige ansættelser skal gå til efterkommere af oprørskrigere, der i 1971 var med til at vinde landets uafhængighed fra Pakistan.
I løbet af juli udviklede protesterne sig til en mere generel kritik af Sheikh Hasinas ledelse, der i demonstranternes øjne var blevet stadigt mere autoritær. Premierministeren satte flere gange hårdt ind mod demonstrationerne, og søndag kostede voldsomme sammenstød mindst 90 mennesker livet i den nordvestlige by Sirajganj. Mandag blev presset for stort på Hasina, og hun er angiveligt blevet set i en lufthavn, formentligt på vej ud af landet.
76-årige Sheikh Hasina har ledet det sydasiatiske land siden 2009 og inden da fra 1996 til 2001. Hun er datter af landsfaderen Sheikh Mujibur Rahman, der var foregangsmand i landets løsrivelsesbevæge og siden både præsident og premierminister, inden han blev snigmyrdet i 1975.
4 måneder siden
-
14:44
Bangladesh´ diaspora lægger pres på landets regering
En kampagne i Bangladesh´ diaspora opfordrer nu til at stoppe med at sende penge hjem til landet. Det sker for at lægge pres på landets regering, der i de seneste uger har slået hårdt ned på demonstrationer. Flere end 200 mennesker meldes dræbt i demonstrationer, der konkret handler om utilfredshed med måden, der ansættes til offentlige stillinger.
Efterkommere af personer fra landets uafhængighedskrig har nemlig forrang til en vis andel af landets offentlige embedder, og det skaber stor utilfredshed særligt blandt landets unge, der er hårdt ramt af arbejdsløshed.
Egentlig var systemet med kvoter afskaffet, men det blev for nyligt genindført til befolkningens store utilfredshed. Hvis kampagnen for at droppe udenlandske overførsler til Bangladesh griber om sig, kan det potentielt blive et kæmpe problem for landets økonomi. Og det er netop ideen med kampagnen.
Kritikere påpeger dog, at mange indbyggere i landet er dybt afhængige af den jævnlige økonomiske støtte fra familie og venner i udlandet, og at kampagnen derfor vil ramme befolkningen frem for regeringen.
-
14:05
Oprørere i Mali: Vi har dræbt 84 russiske lejesoldater
Efter voldsomme kampe i slutningen af juli lyder det nu fra en oprørsgruppe i det nordlige Mali, at den har dræbt mindst 84 soldater fra et russisk såkaldt privat militærfirma, Afrikakorpset, og 47 soldater fra landets eget militær. Det skriver mediet Deutsche Welle.
Oplysningerne er ikke bekræftet, men fra Afrikakorpset erkender man, at det har lidt markante tab.
Afrikakorpset er en form for videreførelse af Wagner-gruppens aktiviteter i Afrika. Visse steder har den dog beholdt Wagner-navnet, fordi det er et kendt brand, forklarede Karen Philippa Larsen for nylig i Globalnyts podcast Højtryk. Hun er ph.d.-studerende på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor hun forsker i Ruslands brug af private militærfirmaer.
Afrikakorpset er underlagt de russiske myndigheder, så det er ’privat’ mere af navn end af gavn, forklarede hun videre.
Læs også: Vestafrikanske regimer køber “overlevelsespakker” fra Ruslands Afrikakorps
Militærstyret i Mali har hyret Afrikakorpset som en specialstyrke, der med ofte brutale metoder bruges mod oprørere og kan agere som en særlig sikkerhedsstyrke for militærstyret, som leder landet.
Soldaterne i Afrikakorpset er langt fra alle russere. Gruppen arbejder også i flere andre lande, og den hyrer ofte lokale, som den så indsætter i andre lande.
-
13:26
Jordskred koster 196 livet i det sydlige Indien
To dages uafbrudt regn førte natten til tirsdag til et jordskred, som har kostet mindst 196 mennesker livet i Wayanad-distriktet i delstaten Kerala i det sydlige Indien.
Der er fortsat omkring 200 personer, som er savnet, og 9.000 er blevet evakueret fra deres hjem. Det rapporterer BBC.
Der er fortsat kraftig regn i området, og det gør arbejdet svært for redningsmandskaberne og for de pårørende, som leder efter deres familiemedlemmer i de mudder-oversvømmede rester af deres boliger.
Området er især kendt for sine kardemomme- og teplantager og har også flere populære turistmål.
4 måneder siden
-
14:49
Protester bryder ud på tværs af Nigeria og mødes af tåregas
Torsdag gik tusinder af nigerianere på gaden på tværs af landet i længe varslede protester over den værste krise i generationer, når det gælder den almindelige nigerianers leveomkostninger. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Det har i flere byer ført til sammenstød mellem politi og demonstranter, hvor førstnævnte har anvendt tåregas i flere byer.
Utilfredsheden bunder i, at basale dagligdagsvarer er blevet så dyre i Nigeria, at flere og flere kæmper for at få nok mad at spise og andre basale fornødenheder. Siden regeringen fjernede et statstilskud til benzin tidligere i år er inflationen i landet steget drastisk.
Protesterne var oprindeligt planlagt til at vare 10 dage, men den tidligere præsidentkandidat og protestarrangør Omoyele Sowore, siger ifølge AP, at demonstranterne ikke vil trække sig tilbage, før deres krav er opfyldt.
Nigeria er en af Afrikas største olieproducenter. Alligevel lever 37 procent af befolkningen under fattigdomsgrænsen ifølge Verdensfødevareprogram, mens 12 procent står over for akut sult.
-
10:26
Attentatforsøg får Sudans hær til at bakke ud af fredsforhandlinger
Onsdag talte den øverste general for Sudans hær og landets de facto leder, Abdel Fattah al-Burhan, ved en ceremoni for et nyt hold kadetter i den østlige del af landet. Her blev han angiveligt forsøgt snigmyrdet, og det har fået generalen til at trække hæren ud af en ny og længe ventet runde fredsforhandlinger, der ellers skulle løbe af stablen om to uger i Schweiz, skriver BBC.
Ved dimissionsceremonien blev generalen angrebet af to selvmordsdroner. Han slap dog uskadt, mens angrebet kostede fem mennesker livet og sårede adskillige andre, lyder det fra en talsperson for hæren, der anklager de paramilitære Rapid Support Forces (RSF) for at stå bag. RSF benægter at have noget at gøre med angrebet.
Kort efter angrebet blev generalen filmet, mens han sang slagsange som “ét folk, én hær” med sine tropper og tilhængere. Optrinnet er blevet sammenlignet med attentatforsøget på Donald Trump i sidste måned, og i Sudan går spekulationerne på, om hæren selv har iscenesat angrebet.
Angrebet fik øjeblikkeligt konsekvenser for den nye runde af fredsforhandlinger, som USA i slutningen af juli indbød de stridende parter samt flere nabolande til. Dagen forinden havde al-Burhan ellers givet udtryk for, at hæren ville deltage i forhandlingerne, efter han i snart et år har krævet meget store indrømmelser fra RSF før enhver form for dialog.
-
10:21
Guineas tidligere diktator dømt for stadionmassakre
En domstol i det vestafrikanske land Guinea har fundet den tidligere diktator Moussa Dadis Camara og syv andre militærledere skyldige i forbrydelser mod menneskeheden.
Det skete i en længe ventet dom vedrørende en berygtet massakre og massevoldtægt, der fandt sted i 2009.
Camara og hans tidligere politichef Moussa Tiegboro Camara modtog en yderligere 20 års fængselsdom for at have beordret militæret til at slå ned på tusindvis af ubevæbnede demonstranter, som protesterede på landets nationalstadtion, Stade du 28 Septembre, over Camaras beslutning om at stille op til præsidentvalget året efter forbrydelserne. Mindst 150 mennesker blev dræbt og snesevis af kvinder blev voldtaget i det kaos, der fulgte efter.
“Denne retssag er symbolsk og markerer uden tvivl en ny æra af opbrud med et system af straffrihed,” sagde advokaten Halimatou Camara (ingen relation til den tidligere diktator), der repræsenterer en af de overlevende.
4 måneder siden
-
11:08
Ny FN-rapport: Israel torturerer tilbageholdte palæstinensere
Siden Hamas-angrebet mod Israel den 7. oktober er flere tusinde palæstinensere blevet frihedsberøvet af de israelske myndigheder. Og i Israels fængsler bliver de tilbageholdte waterboardet, tvunget til at afklæde sig fuldstændigt, at stå i anstrengende stillinger i flere timer og udsat for voldelige overgreb, viser en ny rapport for FN’s højkommissær for menneskerettigheder, OHCHR.
Rapporten er primært baseret på interviews med løsladte palæstinensiske fanger samt informationer fra menneskerettighedsorganisationer, andre FN-agenturer og de israelske og palæstinensiske myndigheder. Selvom Israel officielt åbnede fængslerne for besøg fra udenlandske efterforskere og organisationer den 25. april, er det endnu ikke blevet muligt rent faktisk at besøge de tilbageholdte palæstinensere i israelsk varetægt.
Udover de tusindvis af palæstinensere, som israelske sikkerhedsstyrker har pågrebet under krigen i Gaza, har de israelske myndigheder også tilbageholdt flere end 10.000 palæstinensere, der opholdte sig lovligt på israelsk grund, størstedelen pga. sygdom eller i arbejds medfør. Flere end 6.000 af dem er siden blevet løsladt til Vestbredden, mens 1.000 stadig er meldt savnede.
Mindst 53 tilbageholdte palæstinensere er døde i Israels varetægt siden den 7. oktober.
-
10:21
Namibia indfører visumpligt for danskere og 30 andre nationaliteter
Hvis man som dansk statsborger vil besøge Namibia i det sydlige Afrika, kræver det blot en flybillet og et pas, der er gyldigt mindst seks måneder frem. Man kan så opholde sig i landet i op til 90 dage. Men det kommer til at ændre sig fra 1. april 2025, for her træder landets nye visumregler i kraft. Reglerne betyder, at man som besøgende skal købe visum i lufthavnen.
Et visum kommer til at koste 1600 namibiske dollars, som svarer til godt 600 kroner, for danskere og andre fra lande uden for Den Afrikanske Union.
Reglerne gælder statsborgere i lande, der kræver, at namibiske statsborgere skal have visum for at komme ind. Der er i alt 31 lande på listen, som kan ses her.
Landets immigrationsmyndigheder, der hører under indenrigsministeriet, understreger i en pressemeddelelse, at meningen med tiltaget ikke er at forhindre legitime rejser, men blot skal skabe en fair balance mellem Namibia og omverdenen.
4 måneder siden
-
11:48
Pakistan lancerer en ny app på trods af internetforstyrrelser
Den pakistanske regering er klar til at lancere “Beep Pakistan”, som er en mobilapp designet til kommunikation mellem statens ansatte.
Regeringens udmelding kommer i kølvandet på adskillige internetforstyrrelser i landet. Ydermere bekræftede regeringen i april, at medieplatformen X havde været forbudt siden februar på grund af “sikkerhedstrusler”. Shaza Fatima Khwaja, minister for informationsteknologi og telekommunikation siger, at appen stadig er i prøvefasen i hendes ministerium men snart vil blive rullet ud i andre dele af statsadministrationen. Det skriver Al Jazeera.
“Vi har udviklet en app med fokus på sikker og forenet kommunikation blandt embedsmænd. Formålet med Beep Pakistan er at beskytte vores privatliv og data,” siger hun til Al Jazeera.
Den forhenværende IT-minister, Syed Aminul Haque, har forklaret at idéen bag udviklingen af appen var at sikre, at Pakistan har hvad Kina og USA også har: en hjemmeudviklet beskedapp.
-
11:29
Afghanistan lukker en række ambassader i Vesten
Taliban tager i dag afstand fra en række afghanske ambassader og konsulater i vestlige lande, som ifølge styret ikke repræsenterer Afghanistan.
I en erklæring opslået på det sociale medie X siger udenrigsministeriet ifølge The Independent, at dokumenter udstedt af repræsentationer i Storbritannien, Tyskland, Belgien, Schweiz, Østrig, Frankrig, Italien, Grækenland, Polen, Australien, Sverige, Canada og Norge ikke længere er gyldige, og at ministeriet “ikke bærer noget ansvar” for disse dokumenter.
Dette får også konsekvenser for danskere, da den afghanske ambassade i Norge indtil nu har dækket Danmark.
De dokumenter, som Taliban ikke længere anerkender fra de pågældende repræsentationer er ifølge meddelelsen pas, visum og andre dokumenter udstedt af diplomater med tilknytning til Afghanistans tidligere vestligt støttede administration.
“Alle afghanere, der bor i udlandet, og udenlandske statsborgere kan opsøge ambassader og konsulater i andre lande for at få adgang til konsulær bistand,” skriver ministeriet.
-
9:00
Afrikas grønne økonomi kan skabe 3,3 millioner jobs
En grønnere økonomi kan skabe 3,3 millioner af arbejdspladser på tværs af det afrikanske kontinent. Det er en af konklusionerne på rapporten Forecasting Green Jobs in Africa, som er skrevet af udviklingsagenturet FSD Africa og konsulentvirksomheden Shortlist.
Ifølge rapporten vil 60 procent af de nye jobs være faglærte eller funktionærstillinger, hvilket kan “anspore væksten af middelklassen i lande med disse sektorer i høj vækst” såsom vedvarende energi, e-mobilitet, byggeri og produktion.
Rapporten er baseret på prognoser fra fem lande – Den Demokratiske Republik Congo, Etiopien, Kenya, Nigeria og Sydafrika – som ifølge undersøgelsen vil få mere end en femtedel af de job, der forventes fra den grønne omstilling i løbet af de næste seks år.
Forskerne bag rapporten opfordrer derfor politikere, bistandsdonorer og uddannelsesinstitutioner til at investere i at uddanne faglærte i de grønne industrier.
“De millioner af arbejdspladser, der skabes i den grønne revolution, vil også for første gang bidrage til formaliseringen af afrikanske økonomier og inklusion af hele befolkninger i stabile systemer med løn, social sikkerhed og beskatning.”
Læs flere af rapportens konklusioner her.
4 måneder siden
-
13:50
Efterladte pas peger på Emiraternes indblanding i Sudans krig
I månedsvis har rygter og anklager floreret om, at De Forenede Arabiske Emirater skulle hjælpe den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) i dens verserende borgerkrig mod Sudans regulære hær. Og nu er der angiveligt håndfaste beviser for beskyldningerne. Tæt ved hovedstaden er fire pas fra Emiraterne nemlig dukket op, skriver The Guardian.
Det britiske medie har fået indblik i et dokument med billeder af passene samt beskrivelser af, hvor, hvornår og hvordan de blev fundet. Dokumentet blev sidste måned sendt til FN’s Sikkerhedsråd. I FN’s vigtigste forum er det tidligere kommet til ophedede ordvekslinger mellem repræsentanter fra Sudans militærjunta og Emiraterne, når diskussionen er faldet på beskyldningerne om den arabiske stats deltagelse i Sudans borgerkrig.
På trods af flere rapporter om at Emiraterne skulle have sendt våben til RSF, har oliestaterne konsekvent fastholdt, at det ikke er tilfældet. Om de nyfundne pas fra et ødelagt køretøj nær byen Omdurman lyder Emiraternes forklaring, at de fire mænd befandt sig i Sudan allerede inden krigens udbrud, og at deres tilstedeværelse intet har med borgerkrigen at gøre.
-
13:31
Malaysia søger medlemskab af BRIKS
Regeringen under ministerpræsident Anwar Ibrahim har sendt en officiel ansøgning om at Malaysia bliver medlem af samarbejdsorganisationen BRIKS. Det oplyser hans kontor ifølge den malaysiske avis The Star.
Ansøgningen er sendt til Rusland, som for tiden har formandsskabet i organisationen.
BRIKS-samarbejdet blev etableret under navnet BRIK i 2009 af Brasilien, Rusland, Indien og Kina som en form for modvægt til de vestligt-dominerede politiske og økonomiske internationale systemer. Senere kom Sydafrika med, hvilket tilføjede et ’S’ til organisationens navn.
I 2023 blev fem nye lande, Iran, Etiopien, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien, optaget. Argentina havde også søgt om at komme med og var blevet accepteret, men så trak den dengang nyvalgte præsident Javier Milei ansøgningen tilbage.
Tilsammen har landene i BRIKS næsten halvdelen af jordens befolkning og står for omkring 28 procent af verdensøkonomien. Men det er ikke en etableret organisation, og visse af landene er mere rivaler end samarbejdspartnere. Det gælder ikke mindst to af de nye medlemmer, Iran og Saudi-Arabien, der som regel støtter forskellige parter i Mellemøstens konflikter.
-
12:29
Latinamerikanske lande modsætter sig Maduros sejr
Venezuelas siddende præsident, Nicolás Maduro, er af landets valgmyndigheder blevet erklæret som vinder af weekendens præsidentvalg. Ifølge meningsmålinger så det ellers ud til, at valget ville betyde enden for 25 års socialistisk styre, og oppositionen og flere lande i regionen har da også nægtet at anerkende valget, som de mener er blevet kompromitteret.
Chiles præsident, Gabriel Boric, udtaler ifølge The Guardian, at “Maduros regime må have forståelse for, at resultatet er svært at have tillid til,” mens Perus udenrigsminister, Javier Gonzales Olaechea, fordømmer “alle uregelmæssighederne, som den venezuelanske regering har begået med henblik på svindel”.
“Peru accepterer ikke krænkelsen af det venezuelanske folks vilje,” lyder det fra udenrigsministeren.
Omvendt lyder der lykønskninger fra Bolivias venstreorienterede præsident og Cubas ditto, mens Maduro selv kalder sejren for “en triumf for fred og stabilitet”.
5 måneder siden
-
9:00
100 millioner kroner til flygtninge-datacenter i København
I 2019 oprettede Verdensbanken og FN’s Flygtningeorganisation (UNHCR) et fælles datacenter om tvungen fordrivelse, World Bank UNHCR Joint Data Center on Forced Displacement. Sekretariatet fik til huse i FN Byen i København og har 15 medarbejdere plus praktikanter og studerende. De har til opgave at forbedre og understøtte indsamling af data og analyser om flygtninge og tvunget fordrevne befolkningsgrupper, som i dag udgør flere mennesker end nogensinde før.
Alligevel er der ganske få data, tal og informationer til rådighed om disse mennesker, og det er et problem, når indsatserne for at hjælpe dem, skal udformes. Dét problem blev centret sat i verden for at sætte ind overfor, og nu står Danmark parat med en bevilling på 100 millioner kroner i årene 2024-2027 til centret. Udviklingspolitisk Råd har netop anbefalet minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, at gå videre med bevillingen.
I centrets relativt korte levetid er det lykkedes at få 14 lande til at inkludere flygtninge og tvunget fordrevne befolkningsgrupper i landenes nationale statistikker, ligesom centret har bistået med data og analyser til udviklingsprojekter og inkluderende nationale politiker i lande som Chad, den Central Afrikanske Republik, Jordan, Libanon, Peru, Colombia og Ecuador, fortæller centrets danske vicedirektør Maja Lazic.
5 måneder siden
-
12:43
Aftale om dansk støtte til Etiopien på plads – men uden beløb på
662 millioner kroner. Så meget modtog Etiopien alt i alt i udviklingsbistand fra Danmark i 2023, og landet har de seneste år udviklet sig til at være den største modtager – altså efter Ukraine – af dansk udviklingsbistand. Og nu er en rammeaftale for den bilaterale danske bistand i perioden 2025-2029 på plads med anbefaling fra Udviklingspolitisk Råd. Men ganske usædvanligt uden at der er sat beløb på den danske støtte til Etiopien i den kommende periode.
Rammeaftalen afløser aftalen fra 2018, der løber frem til og med i år, og som var på i alt 1,1 milliarder kroner. Men regeringen har endnu ikke sat beløb på den danske støtte i den kommende periode. Det afventer, fik Udviklingspolitisk Råd at vide, den politiske aftale om finansloven for 2025. Rådet fik dog at vide, at beløbet forventes at blive på linje med – eller lidt over – beløbet for 2018-2024-perioden. Alligevel fandt rådsmedlemmerne det noget usædvanligt at godkende et program uden at kende budgettet for det.
Det nye program har tre overordnede strategiske formål: (1) At styrke ’menneskerettigheder, social sammenhængskraft, fred og stabilitet’, (2) at styrke ’modstandskraft og fremtidsmuligheder’ samt (3) at styrke ’konfliktfølsom og inkluderende grøn vækst’.
Den danske ambassadør til Etiopien, Kira Sindbjerg, oplyste på rådsmødet, at hele 50-75 procent af den samlede støtte forventes at gå til formål (3) at styrke ’konfliktfølsom og inkluderende grøn vækst’ som følge af regeringens beslutning om at styrke klimaindsatsen. Det fik nogle rådsmedlemmer til at udtrykke bekymring for, at de mange grønne initiativer vil gå ud over initiativer, der fokuserer på andre formål som menneskerettigheder, job- og erhvervsmuligheder, social sammenhængskraft og fattigdomsbekæmpelse.
-
11:50
Kraftig orkan rammer de caribiske øer
Orkanen “Beryl” har hærget de caribiske øer i de seneste dage og har efterladt store ødelæggelser. Det er den tidligste orkan, der har nået den højeste kategori på Saffir-Simpson-skalaen, der inddeler orkaner baseret på deres middelvindstyrke.
Orkanen blev i tirsdags målt til at være en kategori-fem orkan, men er sidenhen aftaget i styrke. En kategori-fem orkan er den kraftigste på Saffir-Simpson-skalaen. Dødstallet fra den kraftige orkan er steget til mindst 10 og forventes at stige yderligere, efterhånden som kommunikation genoprettes på øerne, skriver Reuters.
Den voldsomme orkan er sjælden så tidligt på året i Atlanterhavet, og det er mere end tre årtier siden, at en så kraftig orkan sidst ramte Jamaica. Forskere peger på, at den tidlige orkans hastige udvikling formentlig er resultatet af et varmere Atlanterhav og menneskeskabte klimaforandringer.
Myndighederne i Jamaica har forberedt deres beredskab på orkanen. “Jeg opfordrer alle jamaicanere til at få købt mad, batterier, stearinlys, og vand,” lød det fra landets premierminister, Andrew Holness på X.
-
9:46
Danmark indstiller støtte til bæredygtigt handelsinitiativ
Formålet er der ikke noget i vejen med: The Sustainable Trade Initiative (IDH), en organisation med hovedsæde i Schweiz, er sat i verden for at understøtte internationale virksomheders engagement i indfrielsen af FN’s verdensmål og klimamålene i Parisaftalen fra 2015.
Derfor indgik Danmark for godt 10 år siden et partnerskab med IDH og afsatte i 2022 80 millioner kroner over fire år til fortsat at støtte IDH’s indsatser med at fremme private virksomheders indsatser for en omstilling af handlen i globale værdi- og leverandørkæder, så den bliver mere grøn og socialt retfærdig og sikrer flere anstændige jobs og bedre levevilkår i udviklingslandene.
Men da Udviklingspolitisk Råd i sin tid anbefalede bevillingen på 80 millioner, var det med en betingelse om, at Udenrigsministeriet skulle foretage en midtvejsgennemgang af IDH. Rådet følte sig nemlig ikke overbevist om, at IDH var i stand til at få store internationale virksomheder til at tænke ud over snævre egeninteresser, ligesom Rådet mente, at støtten kunne være konkurrenceforvridende, og at IDH havde svært ved at dokumentere konkrete resultater af sine indsatser.
Den gennemgang har Udenrigsministeriet siden iværksat, og resultatet blev forelagt Udviklingspolitisk Råd på dets møde i maj. Gennemgangen bekræftede blandt andet, at det er ganske sparsomt, hvad IDH kan dokumentere af konkrete resultater, forbedringer i arbejdsforhold og for småbønder. Selv om IDH har reageret på flere af anbefalingerne i den kritiske gennemgang, fraråder Udviklingspolitisk Råd ikke blot, at Danmark fortsætter støtten til IDH i en ny periode ud over 2025, men anbefaler også, at Danmark tilbageholder de 20 ud af de 80 bevilgede millioner, der endnu ikke er kommet til udbetaling.
5 måneder siden
-
11:10
DIGNITY-partner undersøges for svindel for halv million
På baggrund af en mundtlig klage fra en nuværende medarbejder og en skriftlig klage
fra en tidligere medarbejder hos DIGNITYs lokale partnerorganisation i Sierra Leone er der
opstået mistanke om kontraktbrud, nepotisme og korruption for omkring 500.000 kroner. Det skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.Den tidligere medarbejder anklager direktøren i den lokale organisation for ikke at have udført projektaktiviteter, som er rapporteret til DIGNITY, og i stedet brugt pengene andetsteds. Endvidere anklages direktøren for at have ansat familiemedlemmer, som reelt ikke udfører arbejde for organisationen.
Udenrigsministeriet støtter DIGNITY med 53 millioner kroner om året til projektet ‘A world
without torture 2021-2024′. Projektet indebærer blandt andet forebyggelse, rehabilitering og
dokumentation af tortur i samarbejde med lokale samarbejdspartnere i
udviklingslande, herunder i Sierra Leone. DIGNITYs samlede bevilling til partneren
i Sierra Leone er 3,5 millioner kroner.DIGNITY har hyret PWC’s forensic team til at iværksætte en undersøgelse af sagen.
-
10:00
Råd godkender dramatisk nedskæring i bistanden til Niger
Så sent som i foråret 2023 havde det vestafrikanske land Niger udsigt til at blive et af de helt store modtagerlande af dansk udviklingsbistand. I august 2022 blev et nyt dansk-nigersk landeprogram for perioden 2023-2027 godkendt, og med forventede tilsagn på i alt 920 millioner kroner stod Niger til at blive det største modtagerland af dansk bistand i en Sahel-region, hvor Niger fremstod som det demokratiske forbillede i modsætning til lande som Mali og Burkina Faso, der begge havde oplevet militærkup.
Men den 26. juli 2023 slog kupmagere også til i Niger, og det fik hurtigt Danmark til at afkorte landeprogrammet fra fem til tre år og til at reducere den økonomiske ramme fra 920 til 310 millioner kroner – altså til omkring en tredjedel.
Der er fortsat ikke udsigt til, at militæret i landet vil afgive magten, og det danske landeprogram er derfor revideret i lyset af, at Danmark ikke længere kan samarbejde med en demokratisk valgt regering, og at dialogen med militærregeringen er meget begrænset. For eksempel er det meste af planlagte støtte til vandsektoren, som Danmark har støttet siden 1974, helt aflyst. Den danske støtte, blandt andet til vand, gives nu via andre aktører som FN.
Det stærkt reviderede landeprogram har været omkring Udviklingspolitisk Råd, der nikkede ja til det og udtrykte tilfredshed med, at Danmark trods alt fortsætter sin støtte og tilstedeværelse i Niger, som adskillige andre donorer helt har trukket sig ud af efter kuppet sidste år.
5 måneder siden
-
15:20
11 eller 17 millioner? Nu skal Papua Ny Guineas befolkning tælles
Myndighederne i Papua Ny Guinea er i gang med at tælle indbyggerne. Det har de ikke gjort i 24 år. Derfor aner ingen, hvor mange der rent faktisk bor i landet, og det gør det svært at planlægge og drive de offentlige systemer. Resultatet af folketællingen skal være klar til september.
Det seneste officielle tal er fra 2011 og lyder på 11 millioner indbyggere, men der var ikke tale om en reel folketælling, og tallet er behæftet med stor usikkerhed, skriver australske ABC.
Et studie fra FN opgjorde i 2022 befolkningen til 17 millioner, efter at eksperter havde studeret satellitbilleder.
I slutningen af maj skete der et stort jordskred i et område af landets ofte ufremkommelige højland. En landsby blev mere eller mindre begravet, men i dag – mere end en måned senere – ved ingen, hvor mange der omkom ved katastrofen. Tallene varierer mellem et par hundrede og 2.000.
De mangelfulde befolkningsdata gør det nærmest umuligt for myndighederne at gøre katastrofens omfang op.
Læs også: Papua Ny Guinea: Stor usikkerhed om antallet af døde i jordskred
Landets myndigheder har hyret 20.000 personer til at tælle indbyggerne. Men optællingen er plaget af forsinkelser, administrativt bøvl og budgetnedskæringer. Selvom optællingen officielt begyndte 17. juni, er der områder, hvor den ikke er kommet i gang, rapporterer ABC.
-
14:16
Panamas nye regering vil lukke berygtet migrantrute
I 2023 forsøgte flere end en halv million mennesker at bevæge sig fra Sydamerika til USA via landruten gennem Mellemamerika. Ruten begynder i Colombia og går så til Panama via det såkaldte Darién Gap – den sydligste del af Mellemamerika. I år er tallet indtil videre 190.000.
Den rute vil Panamas nye præsident, José Raúl Mulino, nu forsøge at lukke, og USA har lovet at betale. Det skriver The Guardian.
Konkret vil USA videreuddanne ansatte i Panamas immigrationsmyndigheder og betale for at hjemsende migranter, som kommer ind i Panama uden at have papirerne i orden. Det skal afskrække potentielle migranter fra at begive sig ud på den farefulde rejse gennem den tætte og nogle steder nærmest ufremkommelige tropiske skov.
Migration er et væsentligt politisk emne i USA og et af de helt store temaer i den amerikanske valgkamp, der foregår frem til valget i november.