I Genève går en ny runde af fredsforhandlinger om krigen i Sudan i gang onsdag. Men det bliver efter alt at dømme uden deltagelse fra den ene af krigens to parter, Sudans regulære hær (SAF).
Kort efter invitationerne fra USA’s udenrigsministerium gik ud i juli, så det ellers lovende ud. SAF’s øverste general og Sudans de facto-leder, Abdel Fattah al-Burhan, takkede nemlig først ja til at møde op. Men så blev han forsøgt snigmyrdet, og hæren gav deres paramilitære modstandere Rapid Support Forces (RSF) skylden. Det vides endnu ikke, hvem der rent faktisk stod bag, men angrebet fik prompte al-Burhan til at trække sig fra forhandlingerne.
Modsat har RSF’s leder, generalen Mohamed Hamdan ‘Hemedti’ Dagalo, konsekvent takket ja til at deltage i dialogen om en våbenhvile, der i første omgang skal sikre nødhjælp til de mange millioner sudanesere, som lever i en akut fødevarekrise. FN har for nyligt erklæret hungersnød i dele af landet.
Allerede inden Genève-forhandlingerne var gået i gang, var de således blevet mere et spil for galleriet, end en egentlig vej til fred. Sådan lyder det fra en sudanesisk ekspert, som ikke nærer nogen forhåbninger om, at USA samt deres schweiziske og saudiske medværter kan nå frem til en våbenhvile.
Alligevel er det stadig millioner af sudaneseres bedste håb.
Hæren dødsdømmer sig selv med stædig kamp på ord
Munzoul Assal er selv fra Sudan, født og opvokset i El Fasher, som nu spiller en nøglerolle mellem de to kombattanter i Darfur. Da krigen brød ud, underviste han på universitetet i Khartoum, men måtte flygte til Bergen, hvor han nu opholder sig som ‘scholar at risk’ ved Chr. Michelsen Instituttet.
Og den sudanesiske akademiker er både forarget og forvirret over SAF’s afslag på invitationen til Genève. Over for de amerikanske værter har hærens repræsentanter fremsat en række krav, før de vil møde op. De vil have lov at invitere andre interessenter, primært selvstændige oprørshære, som nu har allieret sig med SAF.
Og de vil kaldes ‘Sudans regering’ i stedet for ‘Sudans hær’, ligesom de kræver, at RSF begynder at leve op til aftalerne fra fra de tidligere Jeddah-forhandlinger om bl.a. at beskytte civile og facilitere adgang til nødhjælp.
“Men SAF har også selv brudt flere af de krav,” siger Assal til Globalnyt. “SAF’s position er meget underlig og desperat. Det giver ingen mening at hævde, man kæmper for folket, når mennesker bliver slået ihjel hver dag, og man stadig ikke vil møde op til fredsforhandlinger. Der er simpelthen ingen logik i SAF’s ageren.”
Siden Jeddah-forhandlingerne i Saudi-Arabien har SAF i det store hele været på retræte. RSF sidder nu på omkring 70 procent af landets territorie, og SAF’s stædige afslag får dem til at se hykleriske ud i befolkningens øjne, lyder det fra Munzoul Assal.
“Hemedti har hele tiden sagt, at RSF møder op til forhandlingerne uden nogen betingelser. Han siger de politisk korrekte ting. Og det er utroligt nok begyndt at ændre befolkningens opfattelse af RSF, selvom de har begået uhyrligheder under krigen,” fortæller den sudanesiske professor.
Begge parter har begået overgreb mod civilbefolkningen, men særligt RSF har mange hundrede voldtægter og en etnisk udrensning i byen El Geneina på samvittigheden. Alligevel ser RSF’s Hemedti ud til at vinde den propagandakrig, som invitationen til Genève er blevet, vurderer Assal.
Læs også: Opportunistisk kamelsælger og officerskolens mønsterelev: Her er de to generaler, der udpiner Sudan
“Da invitationerne blev offentliggjort, flød de sociale medier over med folk, der håbede, at de stridende parter ville deltage, og at det rent faktisk kunne blive starten på en forbedring. Men når den ene part afviser at deltage, hvem er der så ellers at skyde skylden på?”
USA og Saudi-Arabien skal tvinge SAF til forhandlingsbordet
Hvis SAF aldrig møder op i Schweiz, forudser professor Assal, at de vil isolere sig selv ydereligere, både i og uden for Sudan. Han ser kun én forklaring på, hvorfor den pressede sudanesiske hær så stædigt fastholder sit afslag. RSF har fra starten af krigen slået fast, at et af deres mål var at fjerne den islamistiske bevægelse fra magten.
Siden Omar al-Bashir kom til magten i 1989, har islamistiske organisationer spillet store roller i landets politiske og militære liv. Under den verserende krig har de ifølge Munzoul Assal været med til at trække i trådene bag SAF.
“Hvis RSF vinder, eller der bliver forhandlet en våbenhvile og igangsat en ny politisk proces, ved islamisterne godt, at de ikke kommer til at spille nogen rolle,” forklarer Assal. “Så de vil hellere gå ned i flammer end at give afkald på deres magt, uanset hvor presset SAF ser ud.”
Men det er den eneste vej frem for Sudan, mener professoren. Forhandlingerne i Genève er sidste chance, inden den humanitære krise koster millioner af liv. Snart vil de amerikanske værter formentlig også være for travlt optagede af præsidentvalget derhjemme til at kaste for mange ressourcer i mæglingsarbejdet for Sudan.
“Der er brug for, at flere sudanesiske civile stiller sig op og kræver en våbenhvile for at lægge pres på SAF. Og så skal amerikanerne og saudierne bruge de pressionsmidler, de har, over for hæren. De skal tvinge dem til forhandlingsbordet, for eksempel ved at indføre sanktioner.”
Saudierne kan ifølge Assal give SAF tommelskruer på ved at blokere for pengeoverførsler fra den store sudanesiske diaspora i landet. Han mener også, amerikanske sanktioner kan gøre ondt på SAF’s ledelse, hvis de skrues ordentligt sammen.
“Det er godt, at USA har taget teten på nye forhandlinger. Vi har det her mantra om ‘afrikanske løsninger på afrikanske problemer”, men forsøgene fra den Afrikanske Union og IGAD har været ineffektive. Til gengæld gør amerikanerne og saudierne ikke alt, hvad de kan. Og det er der brug for, hvis der skal være noget håb for Sudan,” påpeger Munzoul Assal.
